Dansk Grammatik

for elever i 5. til 10. klasse

Per H. Christiansen



Dansk Grammatik

for elever i 5. til 10. klasse

Det rent og skært nødvendige

samt en lille smule mere,

der ikke nødvendigvis kommer af sig selv.

Lettere omskrevet citat fra disneyfilmen Junglebogen.


Per H. Christiansen

Dansk Grammatik - for elever i 5. til 7. klasse

Tryk: PagePro 6L - udskrift

EAN:

Per H. Christiansen

Dalskrænten 50

Græse Bakkeby

3600 Frederikssund

Eksemplarer af bogen kan rekvireres på adressen:

Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse eller indlagring af denne

bog eller dele deraf er ikke tilladt ifølge lov nr. 158 af 31. maj 1962 om ophavsret.


Ordklasser


Alfabetet

Alfabetets bogstaver hedder:

a-b-c-d-e-f-g-h-i-j-k-l-m-n-o-p-q-r-s-t-u-v-w-x-y-z-æ-ø-å.

Æ, ø og å er specielle danske bogstaver, mens et bogstav som w (dobbelt v) især findes i det engelske sprog.

Der er 9 selvlyde (vokaler) i alfabetet. Resten af bogstaverne er medlyde (konsonanter).

De 9 selvlyde (vokaler) hedder: a-e-i-o-u-y-æ-ø-å.

Selvlydene kan man synge på. Det kan man ikke på medlydene. I hvert fald er det nemmere at holde en tone i længere tid, når man synger på en selvlyd, end når man synger på en medlyd. Når man udtaler et bogstav som f.eks. e (der er en selvlyd), tager det også længere tid, end når man f.eks. siger g (der er en medlyd).

Bogstaverne æ, ø og å findes kun i det danske sprog, hvor de indgår i ord som: æble, sæbe, æg, øl, gøre, Ølstykke, ål, åbne, Århus osv.

Stumme bogstaver

Stumme bogstaver er bogstaver, der ikke kan høres. H og d er ofte stumme.

H er stumt foran v (hvem, hvad, hvor).

D er stumt efter n (mand, kvinde, cyklende).


Ordklasser

På de følgende sider finder du en gennemgang af de forskellige ordklasser (eller ordtyper). Her kan du se, hvad der kendetegner hver enkelt ordklasse, samt hvorved ordklasserne adskiller sig fra hinanden.

Navneord (substantiver)

Den første og vigtigste ordklasse er navneordene. Navneordene er navne på:

1) Fysiske fænomener (eller fænomener, der kan sanses):

Dyr: hund, kat, hest, ko, gris, løve, slange, abe, regnorm, bjørn osv.

Planter: træ, busk, græs, banan, jordbær, pære, mos, lav, rose osv.

Mineraler (såkaldt døde ting): jord, sten, metal, luft, ild, vand, ilt osv.

Ting (forarbejdede): bord, stol, skab, bog, lampe, seng, vej, bil, fjernsyn osv.

Personer: dreng, pige, mand, kvinde, baby, mor, far, søster, bror, svensker osv.

2) Tankefænomener (fænomener, vi må forestille os eller tænke os til):

Forestillinger: sommerferie, fridag, kampånd, sengetid, matematik, glæde, sejr, frikvarter, visdom (klogskab), udstilling, fødselsdag osv.

Man kan i reglen sætte en eller et foran navneordene: et æsel (dyr), en mælkebøtte (plante), en flintsten (mineral), en lampe (menneskeskabt ting), en mand (person), en visdom (forestilling/tankefænomen). Nævn nogle andre navneord fra:

Dyregruppen: ________________________________________________________

Plantegruppen: _______________________________________________________

Mineralgruppen: _____________________________________________________

Gruppen af (forarbejdede) ting: __________________________________________

Gruppenafpersoner: ___________________________________________________


I gruppen af (forarbejdede eller menneskeskabte) ting finder vi ord som: lærredstaske, skindjakke, brødrister, spejl, bomuldskjole osv. - dvs. ord, der beskriver noget, som kommer fra et eller flere af de andre riger. F.eks. er en skindjakke lavet af skind fra dyreriget, mens en bomuldskjole er lavet af bomuld fra planteriget osv.

Hvilke riger bidrager til disse ting?

Fjernsyn ____________________________________________________________

Havelåge ___________________________________________________________

Paryk ______________________________________________________________

Villa _______________________________________________________________

Sukker _____________________________________________________________

De ord, der tilhører:

1) dyregruppen,

2) plantegruppen,

3) mineralgruppen, Fysiske fænomener (fænomener, der kan sanses)

4) gruppen af ting og

5) gruppen af personer,

er som regel navne på noget, der kan afbildes (dvs. tegnes, males eller fotograferes) eller noget, vi kan opfatte med en eller flere af vore 5 sanser. En hund kan vi f.eks. både se, høre, mærke, lugte og lave en tegning af. En sang kan høres (dvs. sanses), men den kan ikke males, så den bliver tilgængelig for synssansen. I stedet kan den optages på et kassettebånd, så den bliver tilgængelig for hørelsen.

Find de manglende ord:

Vinden kan ________ og ________ men ikke ________, ________, og ________.

Vandet kan ________, ________, ________ og ________, men ikke ________.

Bananen kan ________, ________, ________ og ________, men ikke ________.



De ord, der tilhører gruppen af forestillinger (eller mængden af tankefænomener), er navne på noget, vi må forestille os eller tænke os til - noget, vi hverken kan se, høre, føle, lugte eller smage. Det, der kan afbildes eller sanses, kaldes konkret, mens det, vi må tænke os til, kaldes abstrakt. Prøv f.eks. at tegne en sommerferie. Du kan godt lave en tegning af noget vand, nogle badende mennesker og en sol. Men der er ingen, der kan se, det er en sommerferie, før du skriver sommerferie nedenunder.

Nævn 10 ord fra forestillingsgruppen ______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Navneordene er navne på:

1) Fysiske fænomener (fænomener, der kan sanses)

2) Tankefænomener (fænomener, vi må forestille os eller tænke os til)

De fysiske fænomener kan opdeles i 5 grupper. Nævn disse grupper ______________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Selvom vi har vænnet os til at betragte meget af det, navneordene er navne på, som dødt (det gælder f.eks. en bog, et hus, en sten, en vind osv.), så bliver alle navneord levende, når de optræder i sætninger. Navneordene beskriver nemlig:

1) det, der er (til) - det, der eksisterer,

2) det, der handler eller gør noget og

3) det, der sker noget med.

Eksempler:

Bogen er udkommet. Hvad er det, der eksisterer? Svar: Det er bogen. Den er til.

Bogen falder på gulvet. Hvordan handler bogen? Hvad gør den? Svar: Den falder.

Bogen bliver samlet op. Hvad sker der med bogen? Svar: Den bliver samlet op.

Find andre eksempler: _________________________________________________


Navneord (dannet af andre ord)

Nogle navneord er dannet af andre ord. Det gælder f.eks. de ord, der ender på: hed, (n)ing, skab, dom og else. Eksempler: Godhed (af tillægsordet god), skydning (af udsagnsordet at skyde), klargøring (af udsagnsordet at klargøre), venskab (af navneordet ven), visdom (af tillægsordet vis), dannelse (af udsagnsordet at danne) osv.

Andre navneord er substantiverede udsagnsord, dvs. navneord, der er dannet af udsagnsordets at-form (eller navneform): gøren (af at gøre), laden (af at lade), råben/skrigen (af at råbe/skrige) osv.

Atter andre navneord er sammensatte navneord: sengelampe (af seng og lampe), hundehus (af hund og hus), køkkenbord (af køkken og bord).

Mere om navneord

Alle navneord er fællesbetegnelser (det, man før i tiden kaldte fællesnavne). F.eks. er ordet skoletaske en fællesbetegnelse for alle de tasker, vi opbevarer skolebøger i. På latin kaldes navneordene for substantiver. Substantiv betyder noget, der har indhold (eller substans), noget der er til, noget, der eksisterer. Som nævnt kendetegnes navneordene ved, at man (i langt de fleste tilfælde) kan sætte en eller et foran dem.

1) En og et er navneordenes ubestemte kendeord (artikler).

Eksempler: et hjem, en stol osv. Ord som penge, bukser og høns findes kun i flertal.

De navneord, man kan sætte:

a) en foran, er fælleskøn (en motorcykel, en computer, en ostemad osv.)

b) et foran, er intetkøn (et strygejern, et bord, et egern, et skakspil osv.)

Nævn nogle fælleskønsord: _____________________________________________

Nævn nogle intetkønsord: ______________________________________________


2) Den og det er navneordenes bestemte kendeord (artikler)

De navneord, man kan sætte:

a) Den foran, er fælleskøn (den motorcykel, den computer, den ostemad osv.)

b) Det foran, er intetkøn (det strygejern, det bord, det egern, det skakspil osv.)

Bemærk, at den og det også kan være personlige stedord. I sætningen: "Hunden sover. Den er træt", er den et stedord: Den står nemlig i stedet for hunden.

De fleste navneord kan angives i:

1) køn: et skab (intetkøn), en sol (fælleskøn)

2) tal: et skab, skabet (ental), flere skabe, alle skabene (flertal)

3) bestemthed: et skab, flere skabe (ubestemt form), skabet, skabene (bestemt form)

4) ejefald (navneordets tillægsform): skabs, skabets, skabes, skabenes.

Den bestemte form kan også dannes ved at sætte den, det eller de foran den ubestemte form: den stol, det skab, de stole, de skabe osv. Før i tiden brugte man betegnelsen "tillægsform" om navneord og personlige stedord, der ender på s. Det skyldtes, at disse ord er tillægs(ords)agtige, idet de (ofte) står på tillægsordenes plads (dvs. foran navneord):

1) Hun har en grøn (tillægsord) hat (navneord).

2) Hun har hans (personligt stedord i tillægsform) hat (navneord).

3) Hun tog mandens (navneord i tillægsform) hat (navneord).

De særlige navneord, der kaldes masseord, bøjes ret uregelmæssigt

Masseord som ler, bomuld, pap, gummi, olie, sukker, mælk, smør, fedt, ost osv. findes normalt kun i ental og er både intet- og fælleskønsord:

a) en (pakke) ler (nogen/noget ler), leret (den (slags) ler/det ler), mere ler, alt leret (al leren)

b) en (flaske) olie (nogen/noget olie), olien (den (slags) olie/det olie), mere olie, al olien

c) en (kop) mælk (nogen/noget mælk), mælken (den (slags) mælk/det mælk), mere mælk, al mælken


Navneordene ender i flertal, ubestemt form på: e, r eller er

1) e-ord: dreng, drenge, seng, senge, sang, sange, hund, hunde, lærer, lærere, tømrer, tømrere.

Bemærk, at e-ordene ofte er:

a) enstavelsesord (bord, borde)

b) tostavelsesord, der er dannet af udsagnsord (løber, løbere).

2) r-ord: pige, piger, lampe, lamper, vase, vaser, næse, næser, hane, haner osv.

Bemærk, at de ord, der i ental ender på e, ofte er r-ord (svane, svaner),

Bemærk, at de ord, der i ental ender på r, ofte er e-ord (sanger, sangere).

Enkelte r-ord får omlyd i flertal (bonde, bønder).

3) er-ord: tå, tæer, måned, måneder, lænd, lænder, tand, tænder, and, ænder osv.

Bemærk, at er-ordene (hilsener), hverken ender på e eller r i ental.

NB. Fremmedord med tryk på sidste stavelse er dog altid er-ord:

ingeniør, ingeniører, translatør, translatører, konduktør, konduktører.

4) ord uden endelse: et søm, flere søm, et lam, flere lam, en gås, flere gæs osv.

Nogle navneord får omlyd (vokalskifte) i flertal, idet den første vokal i ordet udskiftes med en anden:

a) a bliver ofte til æ: mand-mænd, tand, tænder (undtagelse: barn, børn)

b) o bliver ofte til ø: moder, mødre, ko, køer, so, søer, rod, rødder (er-ordene får ofte omlyd i flertal)

c) å bliver ofte til æ: tå, tæer, gås, gæs

NB. Nogle ord har medlydsfordobling i flertal (mad, madder, stok, stokke), mens andre har selvlyds- og/eller medlydsbortfald: alder, ald[e ]re, kammer, kam[me ]re.

Nogle fremmedord bøjes uregelmæssigt: konto, konti, risiko, risici, faktum, fakta, visum, visa osv.


Navneordenes bestemte form dannes i ental ved at tilføje:

1) n eller en (fælleskøn): en pige, pigen, en dreng, drengen

2) t eller et (intetkøn): et spænde, spændet, et barn, barnet

Bemærk, at endelserne n, en, t og et hæftes på den ubestemte form i ental.

Navneordenes bestemte form dannes i flertal ved at tilføje:

1) ne: piger, pigerne (fælleskøn), spænder, spænderne (intetkøn)

2) ene: mænd, mændene, (fælleskøn) børn, børnene (intetkøn)

Bemærk, at endelserne ne og ene hæftes på den ubestemte form i flertal.

Når man bruger navneordets ubestemte form, angiver man, at det drejer sig om noget ubestemt (om noget ikke tidligere omtalt eller defineret): Når man f.eks. siger et skib, refereres der ikke til et bekendt skib. Der kan være tale om et hvilket som helst skib. Når man bruger navneordets bestemte form, angiver man, at det drejer sig om noget bestemt (om noget, der tidligere er blevet omtalt eller defineret): Når man f.eks. siger det skib (eller skibet), er der tale om et bestemt skib, som forudsættes bekendt.

I ejefald føjer man et s til bestemthedsendelserne: piges, pigens, pigers, pigernes.

Spørgsmål

Hvad kendetegner fælleskønsordene? _____________________________________

Hvad kendetegner intetkønsordene? ______________________________________

Hvad betyder ordet substantiv? __________________________________________

Hvad er et substantiveret udsagnsord? _____________________________________

Hvad hedder navneordets bestemte kendeord? ______________________________

Hvad hedder navneordets ubestemte kendeord? ______________________________

Hvornår bruger man betegnelsen tillægsform om navneord og personlige stedord? ____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Den og det er kendeord, når de står foran ___________________________________


Navneordene som sætningsled

Navneordene kan optræde som:

1) grundled: Drengen hedder Jens.

2) omsagnsled til grundled: Hun er en engel.

3) genstandsled: Hun hentede bogen.

4) omsagnsled til genstandsled: De kaldte hende en baby.

5) Hensynsled: Han gav pigen blomster.

6) Styrelser i forholdsordsforbindelser: De fik slik af damen.


Navneord (repetition)

Navneordene er navne på:

1) Fysiske fænomener (eller fænomener, der kan sanses)

2) Tankefænomener (fænomener, vi må forestille os eller tænke os til)

Alle navneord er levende, når de optræder i sætninger, fordi de beskriver:

a) det, der er (til) - det, der eksisterer

b) det, der handler eller gør noget og

c) det, der sker noget med.

Alle navneord er fællesbetegnelser (det, man tidligere kaldte fællesnavne). F.eks. er ordet stol en fællesbetegnelse for alle de møbler, vi kan sidde i eller på. Man kan i langt de fleste tilfælde sætte en eller et foran navneordene.

Navneord, man kan sætte en eller den foran, er fælleskønsord (n-ord)

Navneord, man kan sætte et eller det foran, er intetkønsord (t-ord)

De fleste navneord kan angives i:

1) køn: et skab (intetkøn), en sol (fælleskøn)

2) tal: et skab, skabet (ental), flere skabe, alle skabene (flertal)

3) bestemthed: et skab, flere skabe (ubestemt form), skabet, skabene (bestemt form)

4) ejefald (navneordets tillægsform): skabs, skabets, skabes, skabenes.

Navneordene kan optræde som:

1) grundled og omsagnsled til grundled

2) genstandsled og omsagnsled til genstandsled

3) hensynsled og

4) styrelse i et forholdsordsled


Navneordenes bøjning (repetition)

Ental Flertal e-ord

en seng flere senge ubestemt form, fælleskøn

et bord flere borde ubestemt form, intetkøn

sengen alle sengene bestemt form, fælleskøn

bordet alle bordene bestemt form, intetkøn

Kendeordet et angiver den ubestemte form, samt at kønnet er intetkøn.

Kendeordet en angiver den ubestemte form, samt at kønnet er fælleskøn.

Ental Flertal r-ord

en stige flere stiger ubestemt form, fælleskøn

et tæppe flere tæpper ubestemt form, intetkøn

stigen alle stigerne bestemt form, fælleskøn

tæppet alle tæpperne bestemt form, intetkøn

Ental Flertal er-ord

en ged flere geder ubestemt form, fælleskøn

et stakit flere stakitter ubestemt form, intetkøn

geden alle gederne bestemt form, fælleskøn

stakittet alle stakitterne bestemt form, intetkøn






Egennavne (proprier)

Egennavne er navne på:

1) Personer (Lis, Rasmus, Preben, René, Jens Knudsen osv.)

2) Geografiske steder (verdensdele, lande, stater, byer, gader osv.)

a) Asien, Europa, Afrika (verdensdele)

b) Tyskland, Holland, Sverige, Danmark, Texas (lande, stater)

c) Herning, Frederikssund, København, Esbjerg (danske byer)

d) Vibevej, Vestervej, Rolf Krakes Vej (veje, gader) osv.

3) Institutioner (Det Kongelige Bibliotek, Egnsmuseet osv.)

Treleddede størrelser skrives som vist: Det Kongelige Bibliotek (tidligere var det tilladt at skrive det midterste led med lille forbogstav: Det kongelige Bibliotek).

I nogle grammatikker henregnes egennavnene til navneordene, som opdeles i:

a) Egennavne (proprier) (der betegner et bestemt, enestående element i en mængde)

Eksempel: Danmark (et element, der kun er ét bestemt af i mængden af lande)

b) Fællesnavne (appellativer) (der betegner flere ensartede elementer i en mængde)

Eksempel: Hest (et element, der er flere af i mængden af dyr)

Egennavnene skrives altid med stort begyndelsesbogstav. I nogle tilfælde kan man sætte det ubestemte eller bestemte kendeord foran dem (et smukt Danmark, det smukke Danmark). Egennavnene bøjes hverken i flertal eller i bestemt form. F.eks. kan man hverken sige:

a) Danmark`et, flere Danmark`er, alle Danmark`erne eller

b) Olen, flere Oler, alle Olerne osv.


Ved at bruge et egennavn angiver man nemlig, at det drejer sig om et enkelt, bestemt element i en (større eller mindre) mængde (eller gruppe).

Egennavnene angiver, hvad navneordene og stedordene hedder: Landet (navneord) hedder Belgien. Den mand (navneord) hedder Karl. Hun (stedord) hedder Lone osv.

Mere om person- og gadenavne:

Hvor det drejer sig om person- og gadenavne, kan flere, der tilhører den samme gruppe, godt have samme navn:

a) I gruppen af drenge i en 7. klasse kan der f.eks. godt være flere, der hedder Ole osv. b) I gruppen af veje i Danmark kan der f.eks. være flere, der hedder Vibevej.

Men når vi eksempelvis siger Ole, drejer det sig altid om en enkelt, bestemt person. Hvis vi derimod siger regnfrakke, kan der være tale om en hvilken som helst regnfrakke.

Egennavnene i ejefald:

I ejefald tilføjes s eller es: Peters frakke, Jenses bukser osv. Hvis et egennavn i forvejen ender på s, x eller z kan man også nøjes med at tilføje en apostrof: Jens` bukser.

Spørgsmål

Hvad hedder egennavnene på latin? _______________________________________

Hvilket tal findes egennavnene aldrig i? ____________________________________

Hvilken form bøjes egennavnene aldrig i? __________________________________

Betegner egennavnene flere ensartede elementer i en mængde? _________________

Betegner egennavnene et bestemt, enestående element i en mængde? _____________

Skrives navneordene med stort begyndelsesbogstav? __________________________

Skrives egennavnene med stort begyndelsesbogstav? _________________________


Udsagnsord (verber)

Den næstvigtigste ordklasse er udsagnsordene (verberne). Udsagnsordene kendetegnes bl.a. ved, at man kan sætte at eller jeg foran dem.

Eksempler: at løbe, jeg løber, at spise, jeg spiser, at læse, jeg læser osv.

Udsagnsordene:

1) udsiger noget

2) beskriver handlinger (dvs. hvad navneordene, egennavnene og stedordene gør)

Eksempler: Drengen (navneord) cykler. Morten (egennavn) sover. Hun (stedord) går.

Udsagnsordene bøjes i tid og form og er enten:

a) regelmæssige (svage), dvs. regelmæssigt eller svagt bøjede - eller

b) uregelmæssige (stærke), dvs. uregelmæssigt eller stærkt bøjede

De regelmæssige (svage) udsagnsord ender i datid på ede, de eller te:

Nutid datid før nutid før datid fremtid

svæver svævede har svævet havde svævet vil svæve

lægger lagde (omlyd) har lagt havde lagt vil lægge

bager bagte har bagt havde bagt vil bage

De uregelmæssige (stærke) udsagnsord har ingen endelse i datid, men får ofte omlyd:

Nutid datid før nutid før datid fremtid

r gik (omlyd) har gået havde gået

tager tog (omlyd) har taget havde taget tage

kommer kom (ingen omlyd) er kommet var kommet komme


Udsagnsordets tider og former

Navneformsendelsen og endelserne i de 5 hovedtider føjes til stammen (bydeformen):

Bydeform (stamme, imperativ): løb

Navneform (at-form, infinitiv): at løbe

Nutid (præsens): jeg løber

Datid (imperfectum): jeg løb (stærkt udsagnsord, ingen endelse)

Før nutid (perfectum): jeg er (har) løbet

Før datid (plusquamperfectum): jeg var (havde) løbet

Fremtid (futurum): jeg vil løbe

Til de mere ualmindelige eller specielle tider hører: 1) Fortids fremtid (futurum in præterito): ville/skulle løbe, 2) Førfremtid (futurum exactum): vil/skal være/have løbet, 3) Fortids førfremtid (futurum exactum in præterito): ville/skulle være/have løbet.

Udsagnsordets 5 former (der i nogle grammatikker kaldes måder) hedder:

1) navneform (at-form): at spille, at trylle, at hoppe, at danse osv.

2) fortælleform, hvis 5 tider findes i to udgaver:

handleform (aktiv): fange, fanger, fangede, har fanget, havde fanget, vil fange.

lideform (passiv): fanges, fangedes, er blevet fanget, var blevet fanget, vil fanges.

3) tillægsform, der findes i to udgaver:

A) lang tillægsform, der er ubøjelig, og som ender på ende: spisende osv.

B) kort tillægsform, der ender på (e)t eller (sjældnere) på (e)n, og som kan bøjes:

a) en spist ret, den spiste ret, flere spiste retter, de spiste retter (svagt udsagnsord)

b) et angrebet (angrebent) sår, det angrebne sår, de (flere) angrebne sår (stærkt udsagnsord)

c) en slået/slagen mand, den slåede/slagne mand, de/flere slåede/slagne mænd (stærkt udsagnsord)

NB. Når den korte tillægsform står på tillægsordets plads (dvs. foran et navneord), bøjes den ligesom et tillægsord (se s. 43 nederst og s. 111 øverst).

4) ønskeform (navneform uden at): Hun leve, vel bekomme, fred være med dig osv.

5) bydeform (udsagnsordets stamme): kom, gå, spis, drik, syng, dans, lev, dø osv.


Spørgsmål

Hvordan kan man afgøre, om et ord er et udsagnsord? _________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvad kendetegner de svage udsagnsord? ___________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvad kendetegner de stærke udsagnsord? __________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Nævn udsagnsordets 5 hovedtider ________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Nævn udsagnsordets 5 former ___________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Nævn nogle udsagnsord, der får medlydsfordobling, når de bøjes i de 5 hovedtider __________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Øvelser

Prøv om du kan bøje disse udsagnsord i de 5 hovedtider:

lægge: _____________________________________________________________

ligge: ______________________________________________________________

sidde: ______________________________________________________________

sætte: ______________________________________________________________

være: ______________________________________________________________

have: ______________________________________________________________

blive: ______________________________________________________________


Hjælpeudsagnsord og hovedudsagnsord

Ved at bruge et såkaldt hjælpeudsagnsord (være, have eller blive) sammen med et andet udsagnsords korte tillægsform, danner man de udvidede tider:

1) Før nutid:

a) Han er (hjælpeudsagnsord) gået (hovedudsagnsord i kort tillægsform).

b) Jeg har (hjælpeudsagnsord) taget (hovedudsagnsord i kort tillægsform) den.

c) Hun er blevet (hjælpeudsagnsord) hentet (hovedudsagnsord i kort tillægsform).

2) Før datid:

a) Han var (hjælpeudsagnsord) gået (hovedudsagnsord i kort tillægsform).

b) Jeg havde (hjælpeudsagnsord) taget (hovedudsagnsord i kort tillægsform) den.

c) Hun var blevet (hjælpeudsagnsord) hentet (hovedudsagnsord i kort tillægsform).

Regel: Af hoved- og hjælpeudsagnsordet er hjælpeudsagnsordet det ord, der bedst kan udelades, uden at meningen går tabt.

Hjælpeudsagnsordene være og blive bruges også sammen med den lange tillægsform:

Han er blevet (hjælpeudsagnsord) siddende (hovedudsagnsord) i stuen.

Mådesudsagnsord

Mådesudsagnsordene (de såkaldte modalverber) hedder:

kunne, skulle, ville, turde, burde, måtte (og gide).

Mådesudsagnsordene kendetegnes bl.a. ved, at de (i modsætning til de fleste andre udsagnsord) kan efterfølges af en navneform (uden at):

a) Han kan (mådesudsagnsord) ikke komme (navneform).

b) Han tør (mådesudsagnsord) godt springe (navneform) osv.

NB. Ordene se, høre, føle og lade kan også efterfølges af en navneform uden at: Vi lod ham .


Mådesudsagnsordene udtrykker ikke noget reelt (dvs. noget, der sker eller er sket), men derimod en mulighed (en måde). Se de følgende eksempler:

1) Mulighed: Jeg kan komme. Realitet: Jeg kommer.

2) Mulighed: Hun skal (bør) ringe til ham osv. Realitet: Hun ringer til ham.

3) Mulighed: Hun tør godt gå på line. Realitet: Hun går på line osv.

Mådesudsagnsordene bruges også ved dannelsen af de mere sjældne tider og former:

1) Fremtid: Vil/skal (mådesverbum) blive (hjælpeverbum) gjort (tillægsform).

2) Før fremtid: Ville/skulle (mådesverbum) blive (hjælpeverbum) gjort (tillægsform).

3) Betinget form (før fremtid): Vil/skal (mådesverbum) have (hjælpeverbum) gjort (tillægsform).

4) Betinget form (fortids førfremtid): Ville/skulle (mådesverbum) have (hjælpeverbum) gjort osv.

Tidssammenhænge

Nutid (præsens): Det, der sker her og nu:

Lige nu slapper jeg af.

Før nutid (perfectum): Det, der er sket (eller afsluttet) forinden:

Jeg har også arbejdet hårdt hele dagen.

Datid (imperfectum): Det, der skete endnu tidligere:

I går slappede jeg af.

Før datid (plusquamperfectum): Det, der skete endnu en tand tidligere:

Forinden havde jeg også arbejdet i flere timer.

Fremtid (futurum): Det, der vil (eller forventes at ville) ske: I morgen vil jeg slappe af.

NB. Normalt bruger man nutid i stedet for fremtid: I morgen slapper jeg af. Men: Det vil jeg aldrig gøre (fremtid). Bemærk, at før fremtid (ville + en navneform) bruges uhyre sjældent.


Bevægelsesordene

Ved bøjning af udsagnsord, der udtrykker en bevægelse, bruger man i de udvidede tider ofte en form af hjælpeudsagnsordet at være. Se de følgende eksempler.

Han er (eller var) gået ud (udtrykker bevægelse) i haven.

Han er (eller var) kommet ind (udtrykker bevægelse) i stuen.

Men: Han har (eller havde) gået ude (udtrykker forbliven på stedet) i haven i en time.

Navneformen og tillægsformerne er infinitte former

Navneformen og tillægsformerne kaldes infinitte (ikkesætningsdannende) former, fordi de (modsat byde- og ønskeformen) ikke kan være udsagnsled (se s. 94).

Handleform og lideform

Udsagnsordets tider findes i to former, handleform (aktiv) og lideform (passiv): Eksempel på handleform: Katten (grundled) fanger (udsagnsled, nutid, handleform) musen. Her er grundleddet aktivt: Katten er aktiv: Den fanger musen. Omskrives sætningen fra handleform til lideform, bliver grundleddet passivt: Musen (grundled) fanges (udsagnsled, nutid, lideform) af katten. Lideformen kan i nogle tider dannes på to måder:

Lideform (passiv) Lideform (passiv)

svagt udsagnsord stærkt udsagnsord

Nutid: fanges - bliver fanget tages - bliver taget

Datid: fangedes - blev fanget blev taget (kun på en måde)

Før nutid: er blevet fanget er blevet taget

Før datid: var blevet fanget var blevet taget

Fremtid: vil fanges - vil blive fanget vil tages - vil blive taget

Før fremtid: ville fanges - ville blive fanget ville tages - ville blive taget

Bemærk, at nogle udsagnsord kun findes i lideform: grønnes, færdes, lykkes, synes. På side 26 kan du se, hvordan de stærke og svage udsagnsord bøjes i de 5 hovedtider.


Spørgsmål og øvelser

Hvad hedder hjælpeudsagnsordene? ______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvornår bruger man i før nutid og før datid hjælpeudsagnsordet at være? __________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad hedder mådesudsagnsordene? _______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Udtrykker mådesudsagnsordene noget reelt (noget der sker eller er sket)? __________

Hvad kendetegner iøvrigt mådesudsagnsordene? _____________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Placér de 5 hovedtider i den rigtige rækkefølge på tidslinjen:

Nutid

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

fortid fremtid

Hvilket hjælpeudsagnsord bruges tit, når hovedudsagnsordet udtrykker en bevægelse?

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad hedder mådesudsagnsordene og de 5 hovedtider på latin? __________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad er forskellen på handleform (aktiv) og lideform (passiv)? __________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ ______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


Udsagnsordets tider i handleform (aktiv)

Nutid: føj er eller r til stammen: læser, skriver, sår, ser.

Datid (svagt verbum): føj ede, de eller te til stammen: kostede, lagde, smagte.

Datid (stærkt verbum): føj intet til stammen: kom, så, løb, sad, hang, tav, sov.

Før nutid: hjælpeverberne er eller har + hovedudsagnsordets korte tillægsform: er sket, har set, har skrevet osv.

Før datid: hjælpeverberne var eller havde + hovedudsagnsordets korte tillægsform: var sket, havde set.

Fremtid: mådesudsagnsordet vil (skal) + hovedudsagnsordets navneform: vil tale, vil ske, vil give, vil sove.

Før fremtid: mådesudsagnsordet ville + hovedudsagnsordets navneform: ville tale, ville ske, ville give osv.

Udsagnsordets tider i lideform (passiv)

Nutid: føj es eller s til stammen: læses, vises, ses.

Eller: hjælpeverbet bliver + hovedudsagnsordets korte tillægsform: bliver læst, bliver vist, bliver set.

Datid (svagt verbum): føj edes, des eller tes til stammen: kastedes, lagdes, smagtes.

Eller: hjælpeverbet blev + hovedudsagnsordets korte tillægsform: blev kastet, blev lagt, blev smagt.

Datid (stærkt verbum): bøjes aldrig v.hj.a. tidsendelser, men v.hj.a blev + en kort tillægsform: blev leet, blev set, blev taget.

Før nutid: er + blevet + kort tillægsform: er blevet set, hentet, spist osv.

Før datid: var + blevet + kort tillægsform: var blevet set, hentet, spist osv.

Fremtid: vil + blive + navnemåde: vil blive set, hentet, spist osv.

Før fremtid: ville + blive + navnemåde: ville blive set, hentet, spist osv.

Bemærk, at den lange tillægsform af (intransitive) udsagnsord, der udtrykker en forbliven på stedet, også tit kan tidsbøjes:

bliver boende, blev boende, er blevet boende, var blevet boende, vil blive boende osv.


Når det drejer sig om tiderne før nutid og før datid, bruger vi:

i handleform (aktiv):

hjælpeudsagnsordene at være eller at have, men aldrig at blive.

a) I Før nutid står hjælpeverbet i nutid: er fløjet, har hentet.

b) I før datid står hjælpeverbet i datid: var fløjet, havde hentet.

I lideform (passiv) anvender vi altid kun:

hjælpeudsagnsordene at være og at blive.

a) I Før nutid står hjælpeverbet at være i nutid: er blevet fløjet (hentet).

b) I før datid står hjælpeverbet at være i datid: var blevet fløjet (hentet).

Mådesudsagnsordene i de 5 tider

nutid datid før nutid før datid fremtid

kunne: kan kunne har kunnet havde kunnet vil kunne

skulle: skal skulle har skullet havde skullet vil skulle

ville: vil ville har villet havde villet vil ville

turde: tør turde har turdet havde turdet vil turde

burde: bør burde har burdet havde burdet vil burde

måtte: må måtte har måttet havde måttet intet

Hjælpeudsagnsordene i de 5 tider

nutid datid før nutid før datid fremtid

være: er var har været havde været vil være

have: har havde har haft havde haft vil have

blive: bliver blev er blevet var blevet vil blive

Hverken mådesudsagnsordene eller hjælpeudsagnsordene findes i lideform (passiv).


Lideformens forvandling

Hvor vi i årtier har været vant til at bruge hjælpeudsagnsordet at blive, når der skulle dannes lideform (bliver fanget, blev spist osv.), er der i dag en tendens til i stedet at anvende hjælpeudsagnsordet at være, uanset om hovedudsagnsordet udtrykker en bevægelse eller ej. Således hører man ofte vendingen:

TV-avisen var læst af ... i stedet for: TV-avisen blev læst af ...

Hermed mister sproget en af sine nuancer, for når vi siger blev læst, så ligger der i udtrykket en tidspræcisering (det skete lige nu). Siger vi derimod var læst (was read, som man gør i de engelsk talende lande), bliver udtrykket mere tidsubestemt.

Om brugen af de to passivformer

Der er også forskel på, om vi anvender en passivform, der ender på s (læses) eller en passivform, der er dannet v.hj.a. bliver + en kort tillægsform (bliver læst).

Den første udtrykker nemlig ofte, at der er tale om noget regelmæssigt tilbagevendende, der tilsyneladende sker automatisk:

a) gadelygterne tændes klokken 16.

Den sidste refererer til noget, der finder sted ved en bestemt lejlighed, og som måske aldrig siden bliver gentaget:

b) operationen bliver foretaget af en kendt svensk kirurg.

NB. Generelt er den sidste form langt mere udbredt end den første, der i mange tilfælde virker noget gammeldags!


Mere om den betingede form

Der er to slags betingede former, den hypotetisk betingede og den almindeligt betingede.

Den hypotetisk betingede form:

a) Havde han været til stede, kunne han være blevet set. (hjælpeverbum i fortids førfremtid)

b) Havde han ikke været bange, ville han have kunnet græde. (mådesverbum i fortids førfremtid)

Havde han ikke været bange, havde han kunnet græde. (mådesverbum i førdatid)

c) Havde han ikke været syg, ville man have kunnet se ham. (mådesverbum i fortids førfremtid)

Havde han ikke været syg, havde man kunnet se ham. (mådesverbum i førdatid)

Her er formen hypotetisk betinget, idet betingelserne ikke er opfyldt:

a) han var ikke til stede

b) han var bange

c) han var syg

Den almindeligt betingede form:

a) Har han været til stede, er han blevet set. (hjælpeverbum i før nutid)

b) Hvis han var til stede, vil/ han være blevet set. (hjælpeverbum i før fremtid)

c) Hvis han er rigtigt ked af det, vil/må han kunne græde. (mådesverbum i fremtid)

Her tages der ikke stilling til, om betingelserne er opfyldt eller ej:

a) han kan have været til stede

b) han kan have været til stede

c) han kan have været rigtigt ked af det

Men det modsatte kan også have været tilfældet.


Spørgsmål

Hvordan bøjes udsagnsordet at slå i de 5 hovedtider i lideform (passiv)? ___________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Kan udsagnsordene at være og at kunne bøjes i lideform (passiv)? ________________

Hvilke to hjælpeudsagnsord bruger man til at danne lideform (passiv) med? ________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvilken tid står hjælpeudsagnsordet at være i, når tiden er før nutid? ______________

Hvilken tid står hjælpeudsagnsordet at være i, når tiden er før datid? ______________

Hvordan bøjes de svage udsagnsord i lideform (passiv)? Giv et eksempel: __________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad hedder mådesudsagnsordene? _______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad hedder hjælpeudsagnsordene? ______________________________________

Hedder det: Han har kommet hjem? Eller: han er kommet hjem? _________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hedder det: Han har cyklet hele dagen? Eller: han er cyklet hele dagen? ____________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hedder det: Han har løbet 100 meter løb? Eller: han er løbet 100 meter løb? _________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvordan bøjer man at ride i de 5 hovedtider i lideform (passiv)? Hjælp: Der rides (der bliver redet), _____________________________________________________


Transitive og intransitive udsagnsord

De transitive udsagnsord kan have et genstandsled efter sig:

a) Han satte (udsagnsord) sig (genstandsled) på stolen.

b) Han lagde (udsagnsord) bogen (genstandsled) på bordet.

c) Han hængte (udsagnsord) billedet (genstandsled) op på væggen.

De intransitive udsagnsord kan ikke have et genstandsled efter sig:

a) Han sad (udsagnsord) på bordet (forholdsordsled).

b) Bogen (udsagnsord) på bordet (forholdsordsled).

c) Billedet hang (udsagnsord) på væggen (forholdsordsled).

Som det fremgår, kan udsagnsordet at hænge både være transitivt og intransitivt:

Når det er transitivt, bøjes det svagt: hænger, hængte, har (havde) hængt osv.

Når det er intransitivt bøjes det stærkt: hænger, hang, har (havde) hængt osv.

Selvom ordene ligger og sidder normalt regnes for intransitive, kan de faktisk godt have et genstandsled efter sig: Hun sidder (ligger) ham ihjel osv.

Udsagnsord, der er intransitive, kan ikke bøjes i lideform (passiv):

Hvis et ord kan bøjes i lideform, kan man (næsten) altid finde et genstandsled til det. Tag f.eks. ordet at le: Der blev leet (lideform) meget af ham. De lo ham (genstandsled) (lige) op i hans åbne ansigt.

Generelle regler:

1) Drejer handlingen sig om den handlende selv, er udsagnsordet intransitivt: Vinden suser

2) Rettes handlingen mod et objekt, er udsagnsordet transitivt: Vinden blæser ham omkuld.

De transitive udsagnsord kaldes med et lidt umoderne udtryk for indvirkende, idet de har indvirkning på et genstandsled (objekt), hvorimod de intransitive betegnes som uindvirkende. I det følgende skal vi se på en række forskellige udsagnsord, hvoraf nogle altid er intransitive, mens andre kun i reglen er det:


Udsagnsord, der altid er intransitive (uindvirkende):

1) bo (høre hjemme) kan ikke tage genstandsled. Men: Vi bebor huset.

2) humpe kan dog bøjes i lideform: Der bliver humpet en del.

3) suse, bruse, eksistere, blomstre (vinden suser, havet bruser, vi eksisterer, mælkebøtten blomstrer)

4) fungere, virke, handle, agere *)

5) cirkulere, rotere, simre, fordampe, størkne, koagulere *)

6) betyde (kan ikke tage genstandsled, men derimod omsagnsled til grundled: ordet betyder noget)

Udsagnsord, der kun i reglen er intransitive (uindvirkende):

1) leve Han lever et liv i sus og dus.

2) stå Vi står det igennem.

3) ligge Hun ligger ham ihjel.

4) sidde kan dog tage genstandsled Han sidder mig ihjel.

5) tie, tale Vi tier skandalen ihjel, han taler vise ord.

6) græde Han græd en modig tåre.

7) smile Hun smilede et sørgmodigt smil.

8) gå, springe, løbe osv. Vi går en tur, vi springer højdespring.

9) falde +) Hun faldt ham om halsen.

10) lyve, le, grine +) De løj (lo) ham op i hans åbne ansigt. 11) råbe, skrige, hikke, grynte, sukke, hoste +) Han råber mig ind i øret.

13) liste +) Vi lister den op i ærmet på hende.

*) Læg mærke til, at et ord som koge kan tage genstandsled (hun koger vandet), mens ord som virke, cirkulere, rotere, simre, fordampe og størkne (koagulere) ikke kan have det. Man kan ikke sige: Han størkner blodet. I stedet kan vi bruge en omskrivning: Han får blodet til at størkne.

+) En del ord tager aldrig (eller kun sjældent) genstandsled, når dette led er det sidste i sætningen: F.eks. kan man ikke sige: Han træder ham, hvorimod man godt kan sige: Han træder vande eller: han træder ham over tæerne. Et andet eksempel: Han hoster slim op.

Bemærk, at de intransitive udsagnsord øjensynligt oftere er svage end stærke, mens de transitive udsagnsord normalt er stærke. Det hænger måske sammen med, at en handling, der drejer sig om den handlende selv (vinden suser) ikke behøver at være så stærk (eller kraftfuld) som en handling, der retter sig mod et objekt (vinden blæser ham omkuld). Hvis denne antagelse holder stik, kan vi formulere følgende regel: De stærke udsagnsord er for det meste transitive, mens de svage udsagnsord oftere er intransitive.


Stærkt-svage udsagnsord

Udsagnsord, der har de svage udsagnsords datidsendelse (ede, de, te osv.), men som samtidig får omlyd i denne tid, kaldes stærkt-svage. Eksempler: lægger, lagde, siger, sagde osv. Bemærk, at de stærkt-svage udsagnsord bøjes ligesom de svage i samtlige tider og former. Det er altså kun, hvad omlyden angår, at de er stærke.

Stærkt-svage udsagnsord (eksempler):

bringer bragte har bragt havde bragt vil bringe

bør burde har burdet havde burdet vil burde

dør* døde er død var død vil dø

følger fulgte har fulgt havde fulgt vil følge

gør gjorde har gjort havde gjort vil gøre

har* havde har haft havde haft vil have

kan kunne har kunnet havde kunnet vil kunne

lægger lagde har lagt havde lagt vil lægge

må* måtte har måttet havde måttet vil måtte

siger sagde har sagt havde sagt vil sige

skal skulle har skullet havde skullet vil skulle

smører smurte har smurt havde smurt vil smøre

spørger spurgte har spurgt havde spurgt vil spørge

strækker strakte har strakt havde strakt vil strække

sælger solgte har solgt havde solgt vil sælge

sætter satte har sat havde sat vil sætte

træder trådte har trådt havde trådt vil træde

tør turde har turdet havde turdet vil turde

taler* talte har talt havde talt vil tale

ved vidste har vidst havde vidst vil vide

vil* ville har villet havde villet vil ville

* Får ikke omlyd, men er alligevel lidt uregelmæssige


Stærke (uregelmæssigt bøjede) udsagnsord:

beder bad har bedt havde bedt vil bede

betyder betød har betydet havde betydet vil betyde

bider bed har bidt havde bidt vil bide

bliver blev er blevet var blevet vil blive

bryder brød har brudt havde brudt vil bryde

bærer bar har båret havde båret vil bære

drikker drak har drukket havde drukket vil drikke

driver drev er drevet var drevet vil drive

falder faldt er faldet var faldet vil falde

finder fandt har fundet havde fundet vil finde

flyver fløj har fløjet havde fløjet vil flyve

fortryder fortrød har fortrudt havde fortrudt vil fortryde

fryser frøs har frosset havde frosset vil fryse

får fik har fået havde fået vil få

gider gad har gidet havde gidet vil gide

giver gav har givet havde givet vil give

griber greb har grebet havde grebet vil gribe

græder græd har grædt havde grædt vil græde

gælde gjaldt har gældt havde gældt vil gælde

går gik er gået var gået vil gå

hedder hed har heddet havde heddet vil hedde

hjælper hjalp har hjulpet havde hjulpet vil hjælpe

holder holdt har holdt havde holdt vil holde

hænger hang har hængt havde hængt vil hænge

indbyder indbød har indbudt havde indbudt vil indbyde

kniber kneb har knebet havde knebet vil knibe

kommer kom er kommet var kommet vil komme

lader lod har ladet havde ladet vil lade

ler lo har leet havde leet vil le

lider led har lidt havde lidt vil lide

ligger lå har ligget havde ligget vil ligge

lyver løj har løjet havde løjet vil lyve


Stærke (uregelmæssigt bøjede) udsagnsord:

nyder nød har nydt havde nydt vil nyde

rider red har redet havde redet vil ride

river rev har revet havde revet vil rive

ryger røg har røget havde røget vil ryge

ser så har set havde set vil se

sidder sad har siddet havde siddet vil sidde

skriger skreg har skreget havde skreget vil skrige

skriver skrev har skrevet havde skrevet vil skrive

skyder skød har skudt havde skudt vil skyde

skærer skar har skåret havde skåret vil skære

slider sled har slidt havde slidt vil slide

slår slog har slået havde slået vil slå

smider smed har smidt havde smidt vil smide

slipper slap har sluppet havde sluppet vil slippe

sover sov har sovet havde sovet vil sove

springer sprang har sprunget havde sprunget vil springe

stiger steg er steget var steget vil stige

stikker stak har stukket havde stukket vil stikke

stjæler stjal har stjålet havde stjålet vil stjæle

stryger strøg har strøget havde strøget vil stryge

står stod har stået havde stået vil stå

svinger svang har svunget havde svunget vil svinge

synger sang har sunget havde sunget vil synge

synker sank er sunket var sunket vil synke

tager tog har taget havde taget vil tage

tier tav har tiet havde tiet vil tie

træffer traf har truffet havde truffet vil træffe

trækker trak har trukket havde trukket vil trække

tvinger tvang har tvunget havde tvunget vil tvinge

vinder vandt har vundet havde vundet vil vinde

vrider vred har vredet havde vredet vil vride

æder åd har ædt havde ædt vil æde


Bøjningsmønstre

Selvom de stærke udsagnsord kaldes uregelmæssige, er der ofte et genkendeligt mønster i den måde, de bøjes på:

a-o-a-mønstret:

tager tog taget

lader lod ladet

jager jog jaget

i-a-i-mønstret:

gider gad gidet

giver gav givet

sidder sad siddet

tier tav tiet

i-e-e-mønstret:

bliver blev blevet

driver drev drevet

glider gled gledet

gnider gned gnedet

griber greb grebet

kniber kneb knebet

rider red redet

river rev revet

skriger skreg skreget

skriver skrev skrevet

stiger steg steget

vrider vred vredet

i-e-i-mønstret:

bider bed bidt

lider led lidt

slider sled slidt

smider smed smidt


i-a-u-mønstret:

binder bandt bundet

drikker drak drukket

finder fandt fundet

slipper slap sluppet

springer sprang sprunget

stikker stak stukket

svinger svang svunget

tvinger tvang tvunget

vinder vandt vundet

y-a-u-mønstret:

synger sang sunget

synker sank sunket

æ-a-u-mønstret:

træffe traf truffet

trækker trak trukket

y-ø-ø-mønstret:

flyver fløj fløjet

lyver løj løjet

æ-a-å-mønstret:

bærer bar båret

skærer skar skåret

stjæler stjal stjålet

å-i/o-å-mønstret:

får fik fået

går gik gået

slår slog slået

står stod stået


Spørgsmål

Hvad kendetegner de transitive udsagnsord? ________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Nævn nogle transitive udsagnsord: _______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad kendetegner de intransitive udsagnsord? _______________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Nævn nogle intransitive udsagnsord: ______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad er et svagt (bøjet) udsagnsord? ______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Nævn nogle svage udsagnsord: __________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad er et stærkt (bøjet) udsagnsord? ______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Nævn nogle stærke udsagnsord: __________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvad er et stærkt-svagt udsagnsord? ______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Nævn nogle stærkt-svage udsagnsord: _____________________________________

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


Udsagnsordene som sætningsled

Udsagnsordene kan optræde som:

1) udsagnsled: Peter spiser æggemadder.

2) Sammensat udsagnsled: Taget er blevet lavet.

3) grundled: De sovende blev vækket klokken otte.

4) genstandsled: Hun trøstede de sørgende.

5) omsagnsled til genstandsled: Hun kaldte ham sin elskede.

6) Hensynsled: Han gav sin elskede en rose.

7) Styrelser i forholdsordsforbindelser: Vi blev undervist af en uddannet.


Udsagnsord (repetition)

Udsagnsordene kendetegnes bl.a. ved, at man kan sætte at eller jeg foran dem.

Eksempler: at løbe, jeg løber, at spise, jeg spiser, at læse, jeg læser osv.

Udsagnsordene:

1) udsiger noget

2) beskriver handlinger (dvs. hvad navneordene, egennavnene og stedordene gør):

Eksempler: Drengen (navneord) cykler. Morten (egennavn) sover. Hun (stedord) går.

Udsagnsordene bøjes i tid og form og er enten:

a) regelmæssige (svage), dvs. regelmæssigt eller svagt bøjede - eller

b) uregelmæssige (stærke), dvs. uregelmæssigt eller stærkt bøjede

De regelmæssige (svage) udsagnsord ender i datid på ede, de eller te:

Nutid datid før nutid før datid fremtid

svæver svævede har svævet havde svævet vil svæve

lægger lagde (omlyd) har lagt havde lagt vil lægge

bager bagte har bagt havde bagt vil bage

De uregelmæssige (stærke) udsagnsord har ingen endelse i datid, men får ofte omlyd:

Nutid datid før nutid før datid fremtid

r gik (omlyd) har gået havde gået

tager tog (omlyd) har taget havde taget tage

kommer kom (ingen omlyd) er kommet var kommet komme


Udsagnsord (repetition)

Udsagnsordenenes 5 hovedtider hedder:

1) nutid (præsens): kommer suser

2) datid (imperfectum): kom (stærkt) susede (svagt)

3) før nutid (perfectum): er kommet har suset

4) før datid (plusquamperfectum): var kommet havde suset

5) fremtid (futurum): vil komme vil suse

Udsagnsordenes 5 former hedder:

1) navneform (at-form)

2) fortælleform, hvis 5 tider findes i

a) handleform (aktiv): regner, regnede, har regnet, havde regnet, vil regne

b) lideform (passiv): regnes, regnedes, er/var blevet regnet, vil blive regnet

3) tillægsform (den lange (løbende) og den korte (løbet))

4) ønskeform (navneform uden at): Han leve, vel bekomme, Gud bevare os osv.

5) bydeform (ordets stamme eller grundform): gå, kom, rid, drik, syng osv.

Almindeligt betinget form: vil have

Hypotetisk betinget form: ville have

Hjælpeudsagnsordene hedder: være, have og blive

Mådesudsagnsordene hedder: kunne, skulle, ville, turde, burde, måtte (og gide)

Bevægelsesord (eksempler): komme, gå, springe, løbe, cykle, falde osv.

Transitive udsagnsord (tager genstandsled): tage, vælte, gribe, ramme, sætte osv.

Intransitive udsagnsord (tager ikke genstandsled): bo, blomstre, virke, eksistere osv.


Tillægsord (adjektiver)

Den tredje vigtigste ordklasse er tillægsordene. Tillægsordene kendetegnes bl.a. ved, at man kan sætte at være foran dem.

Eksempler: at være klog, stærk, stor, belæst, grøn, sjælden, venlig, hurtig osv.

Tillægsordene lægger sig til:

1) navneordene,

2) egennavnene og

3) stedordene

og beskriver disse. Hvor udsagnsordene først og fremmest beskriver handlinger eller aktiviteter: dvs. hvad navneordene, egennavnene og stedordene gør,

så beskriver tillægsordene først og fremmest:

egenskaber: dvs. hvad navneordene, egennavnene og stedordene er eller bliver:

a) Pigen (navneord) er (udsagnsord) smuk (tillægsord)

b) Gamle (tillægsord) Ole (egennavn) er (udsagnsord) klog (tillægsord)

c) Han (stedord) bliver (udsagnsord) dygtig (tillægsord)

d) Det (stedord) er (udsagnsord) godt (tillægsord) osv.

Læs kun de understregede og kursiverede ord, og du har et "babysprog", der dog fuldtud beskriver meningen: Pigen smuk, gamle Ole klog, han dygtig, det godt.

Hvad de levende væsener (dvs. navneordene, egennavnene og stedordene):

a) gør, karakteriserer dem kun midlertidigt eller flygtigt: Han løber (udsagnsord)

b) er, karakteriserer dem mere vedvarende: Han er veltrænet (tillægsord)

Når tillægsordene gradbøjes, udtrykker de gradsforskelle eller relativitet:


Almindelig gradbøjning (komparation):

1. grad (positiv): klog (ingen endelse)

2. grad (komparativ = sammenlignende): klogere (endelse: re eller ere)

3. grad (superlativ = det ypperste/mest ekstreme): klogest (endelse: st eller est)

Nogle tillægsord får omlyd i 2. og 3. grad: ung, yngre, yngst, stor, større, størst osv.

Andre tillægsord (især de lange) kan kun gradbøjes ved brug af mere og mest:

a) begavet, mere begavet, mest begavet

b) velinformeret, mere velinformeret, mest velinformeret

c) irriterende, mere irriterende, mest irriterende

Atter andre tillægsord bøjes helt uregelmæssigt:

a) dårlig, værre, værst (eller: dårlig, dårligere, dårligst)

b) ond, værre, værst (eller: ond, ondere, ondest)

c) slet, værre, værst (eller slet, slettere, slettest)

d) god, bedre, bedst

e) gammel, ældre, ældst

f) lille, mindre, mindst

g) meget, mere, mest

h) mange, flere, flest; få, færre, færrest

Enkelte tillægsord kan slet ikke bøjes:

a) cirkelrund, trekantet, snehvid, kulsort, stille, baglæns osv.

Når tillægsordene står foran navneord, bøjes de som vist nedenfor:

Ental, ubestemt form:

a) n- eller fælleskønsord: En rød kjole (ingen endelse)

b) t- eller intetkønsord: Et rødt hus (endelse: t)

NB. Ord, der i forvejen ender på t eller sk får ikke tilføjet noget t: et mæt dyr, et fantastisk syn osv.


Ental, bestemt form:

a) n- eller fælleskønsord: Den røde kjole (endelse: e)

b) t- eller intetkønsord: Det røde hus (endelse: e)

Flertal:

a) n- eller fælleskønsord: De røde kjoler (endelse: e)

b) t- eller intetkønsord: De røde huse (endelse: e)

Spørgsmål

Hvad kendetegner tillægsordene? ________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Hvilke ord beskriver tillægsordene? Giv nogle eksempler: ______________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Beskriver tillægsordene, hvad de levende væsener er, eller hvad de gør? ___________

__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Nævn 5 tillægsord og prøv at gradbøje dem: _________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Indsæt den rigtige endelse:

En kvik dreng. Den kvik____ dreng

Flere kvik___ drenge. De kvik____ drenge

Et gammel___ egetræ. Det gam[me ]l ____ egetræ

Flere gam[me ]l___ egetræer. De gam[me ]l ____ egetræer


Udsagnsordene bliver til tillægsord og navneord

Hvis en aktivitet gentages tilstrækkeligt tit (eller finder sted igennem tilstrækkeligt lang tid), resulterer det før eller siden i dannelsen af en egenskab:

a) Han bliver ofte irriteret (udsagnsord = aktivitet) på sine omgivelser.

Han er irritabel (tillægsord = egenskab)

b) Han irriterer (udsagnsord = aktivitet) konstant sine omgivelser.

Han er irriterende (lang tillægsform = noget, der ligner en egenskab)

Bemærk, at tillægsformerne irriteret og irriterende markerer overgangsfasen fra udsagnsord til tillægsord: I denne fase optræder udsagnsordene som tillægsord. De er tillægs(ords)agtige, hvilket bl.a viser sig ved, at de kan gradbøjes, og ved at man kan sætte at være foran dem. Vi kan sige at være irriteret eller irriterende.

Når udsagnsordets tid ophører med at være en tid:

Fase 1: Kjær og Schmidt vil ansætte (fremtid, handleform) ham.

Fase 2: Han er blevet ansat (før nutid, lideform) hos Kjær og Schmidt.

Fase 3: Han er (blevet ) ansat (kort tillægsform) hos Kjær og Schmidt.

Bemærk, at vi i fase 3 har at gøre med noget, der er meget tæt på at være et tillægsord. Det skyldes, at vi har udeladt hjælpeudsagnsordet blevet, hvorved tiden er ophørt med at være en rigtig tid. Alligevel kalder vi stadig ansat for en kort tillægsform af udsagnsordet at ansætte, hvorimod et ord som skrækslagen er et tillægsord, idet udsagnsordet at skrækslå ikke (længere) findes, hvis det ellers nogensinde har eksisteret. Er ansat er en ufuldstændig tid, da hjælpeudsagnsordet blevet mangler. De almindelige, fuldstændige tider er angivet på s. 26.

Regel:

Den korte tillægsform kan altså kun være et tillægsord, hvis man ikke kan danne en navneform eller en almindelig tid af den. I sætningen: Han var medtaget efter rejsen, er medtaget et tillægsord, idet nutidsformen (medtager) giver en helt anden mening.


I sætningen: De ansatte har det godt hos Kjær og Schmidt, er ansatte stadig en kort tillægsform af udsagnsordet at ansætte, men her er tillægsformen navne(ords)agtig, idet den optræder som et navneord og kan erstattes med et sådant:

Medarbejderne (navneord) har det godt hos Kjær og Schmidt.

Navneordenes, egennavnenes og stedordenes egenskaber (dvs. hvad de levende væsener er) beskrives ikke blot af tillægsordene, men også af navneordene, der ligeledes kan være dannet af udsagnsord:

a) Han løber (udsagnsord = aktivitet) hver dag

Han er løber (navneord = egenskab)

b) Han tænker (filosoferer) (udsagnsord = aktivitet) uophørligt

Han er (en) tænker (filosof) (navneord = egenskab)

I det følgende skal vi se nogle flere eksempler på tillægsord og navneord, der er dannet (eller afledt) af udsagnsord:

Navneform kort tillægsform lang tillægsform tillægsord navneord

elske elsket elskende elskelig elskelighed

sanse sansende sansende sanselig sanselighed

sansning betragte betragtet betragtende betragtelig betragtelighed

opfinde opfundet opfindende opfindsom opfindsomhed

more moret morende morsom morsomhed

nænne nænnet nænnende nænsom nænsomhed

vænne vænnet vænnende vanlig vane

styrke styrket styrkende stærk styrke

socialisere socialiseret socialiserende social

lide lidt lidende lidelse

danne dannet dannende dannelse

skyde skudt skydende skytte

more moret morsom morskab

skabe skabt skabende skabning


Tillægsordene som sætningsled

Tillægsordene kan optræde som:

1) grundled: Det grønne er sundt.

2) omsagnsled til grundled: Hun er smuk.

3) genstandsled: Hun hentede de gamle.

4) omsagnsled til genstandsled: De kaldte hende den kloge.

5) Hensynsled: Han gav den gamle blomster.

6) Styrelser i forholdsordsforbindelser: De fik slik af den gamle.

Tillægsordene kan også optræde som tillægsled til rene:

1) grundled: Det grønne blad er frisk.

2) omsagnsled til grundled: Hun er en smuk pige.

3) genstandsled: Hun hentede de gamle mennesker.

4) omsagnsled til genstandsled: De kaldte hende kloge Hansine.

5) Hensynsled: Han gav den rare dame blomster.

6) Styrelser i forholdsordsforbindelser: De fik slik af den flinke mand.


Tillægsord (repetition)

Tillægsordene kendetegnes bl.a. ved, at man kan sætte at være foran dem.

Eksempler: at være smuk, stor, klog, venlig, speciel, almindelig, rolig osv.

Tillægsordene lægger sig til:

navneordene, egennavnene og stedordene.

Eksempler: Drengen er klog. Morten er høj. Hun er sød osv.

Tillægsordene beskriver egenskaber, hvad nogen (eller noget) er eller bliver:

a) Henriette er alt for ung til det job.

b) Maleriet bliver pænt, når det bliver indrammet.

Tillægsordene kan gradbøjes: sød, sødere, sødest, velset, mere velset, mest velset.

Når tillægsordene står foran navneord i ental, ubestemt form, bøjes de således:

a) n- eller fælleskønsord: En rød kjole (ingen endelse)

b) t- eller intetkønsord: Et rødt hus (endelse: t)

Når tillægsordene står foran navneord i ental, bestemt form, bøjes de således:

a) n- eller fælleskønsord: Den røde kjole (endelse: e)

b) t- eller intetkønsord: Det røde hus (endelse: e)

Når tillægsordene står foran navneord i flertal, bøjes de således:

a) n- eller fælleskønsord: De røde kjoler (endelse: e)

b) t- eller intetkønsord: De røde huse (endelse: e)


Biord (adverbier)

Den fjerde vigtigste ordklasse er biordene. Biordene kendetegnes bl.a. ved, at de (i modsætning til udsagnsordene og tillægsordene) aldrig lægger sig til navneordene og aldrig beskriver disse. De kan dog godt stå i nærheden af (eller foran) navneordene:

I sætningen: Det er ofte drengene, der larmer,

står biordet ofte umiddelbart før navneordet drengene.

Derimod kan man ikke sige: en ofte (biord) dreng (navneord).

I sætninger af denne type er ordet før navneordet et tillægsord eller en tillægsform:

a) en god (tillægsord) dreng (navneord),

b) en udsmykket (kort tillægsform af udsagnsordet at udsmykke) kirke (navneord).

c) en syngende (lang tillægsform af udsagnsordet at synge) fugl (navneord).

Langt de fleste biord er dannet af tillægsord og kan selv omdannes til tillægsord

Om vi kalder et ord for et biord eller et tillægsord, afhænger helt af den sammenhæng, det indgår i. Eksempelvis er et ord som mærkbar et:

1) biord, når det lægger sig til: et udsagnsord, et tillægsord eller et andet biord:

a) Han påvirker (udsagnsord) mig mærkbart (biord).

b) Han var mærkbart (biord) rystet (kort tillægsform af udsagnsordet ryste) over nyheden.

c) Han var mærkbart (biord) bedre (tillægsord) til regning end de andre.

d) Han regner mærkbart (biord) bedre (andet biord) end de andre.

2) tillægsord, når det lægger sig til: et navneord:

a) Han har en mærkbar (tillægsord) indflydelse (navneord) på mig.


Gradsbiord og mådesbiord

De fleste biord lægger sig altså til:

1) tillægsordene (ofte som gradsbiord)

2) udsagnsordene (ofte som mådesbiord)

3) andre biord (som gradsbiord)

Biordene 1: lægger sig til tillægsordene og fortæller således, i hvilken grad de leven- de væseners egenskaber forefindes:

Drengen (navneord) er (udsagnsord) særdeles (gradsbiord) hurtig (tillægsord).

Særdeles er et gradsbiord: Det fortæller i hvor høj grad drengen er hurtig.

Biordene 2: lægger sig til udsagnsordene og fortæller således, på hvilken måde de levende væsener handler:

Drengen (navneord) løber (udsagnsord) hurtigt (mådesbiord).

Her er hurtigt et mådesbiord: Det siger noget om måden der løbes på.

Biordene 3: lægger sig til biordene og fortæller således, i hvilken grad de levende væsener handler på en bestemt måde:

Drengen (navneord) løber (udsagnsord) meget (gradsbiord) hurtigt (mådesbiord).

Meget er et gradsbiord: Det fortæller, i hvor høj grad der løbes hurtigt.

NB. gradsbiordene kan erstattes med ord som meget, ret, noget og lidt (lidet).

Når biordene hverken er gradsbiord eller mådesbiord, er det ofte vanskeligt at afgøre, hvilke ord de lægger sig til:

a) Han samler kartoflen op fra jorden. Lægger op sig til samler eller til fra?

b) Han kommer ikke i dag. Lægger ikke sig til kommer eller til i?

c) Han bliver ofte kaldt Jensemand. Lægger ofte sig til bliver eller til kaldt?

d) Han bliver aldrig færdig. Lægger aldrig sig til bliver eller til færdig?


Biord, der ikke lægger sig til tillægsord eller andre biord, vil dog altid i nogen grad lægge sig til udsagnsordene. Mange biord er så stærkt knyttet til udsagnsordene, at de ligefrem optræder som forstavelser til disse:

a) optage, opmuntre, opmuntrende, opsamle, opdage, oppebære

b) nedsætte, nedlægge, nedstirre, nedlade, nedbryde, nedtage

c) udkåre, udtænke, udbrænde, udråbe, udlægge, udelukke, udeblive

d) indpasse, inddrage, indføre, indlemme, indramme, indestænge, indespærre

e) hensætte, henlægge, henføre, henførende, henrive, henrivende

f) fremføre, fremlægge, fremskaffe, fremtvinge, fremsætte, fremdrage, fremadrette

h) overtage, overlade, overstige, overleve, overlevende, oversætte

g) hjemsende, hjem føre

NB. Et ord som hjemrejsende er et tillægsord: Man kan ikke danne en navneform af det, uden at betydningen går tabt: Man kan ikke sige: at hjemrejse.

Når forstavelserne "løsriver" sig fra udsagnsordene og optræder selvstændigt, får de sætninger, de indgår i, ofte en ny betydning:

a) Hun udfører opgaven tilfredsstillende.

b) Hun udfører ham i gangen (denne sætning giver ingen mening).

c) Hun fører ham ud i gangen (denne sætning giver derimod mening).

Der er 2 hovedgrupper af biord, som det er meget vigtigt at skelne imellem:

1) De rene biord (der kun kan være biord, idet man ikke kan danne tillægsord af

dem). Disse biord bør som hovedregel ikke forsynes med endelsen t.

2) Tillægsbiordene eller t-biordene (som man kan danne tillægsord af):

Disse biord bør som hovedregel forsynes med endelsen t.

Rene biord: Her, nu, straks, netop, aldrig, altid, endnu, stadig, ofte, tit, altid, ikke, gerne, nødig - hen, henne, op (oppe), ned (nede), ud (ude), frem (fremme), tilbage, hjem (hjemme) - temmelig, særdeles, overmåde - sandelig, aldeles, fremdeles, navnlig, naturligvis, nemlig, sandsynligvis, givetvis, grangivelig, dog, nok, end, endog, også, vistnok, næsten, omtrent osv.


De rene biord lægger sig til:

a) udsagnsordene (dog ikke som mådesbiord): Han kommer ikke, aldrig, givetvis.

b) tillægsordene (bl.a. som gradsbiord): Børnene er særdeles (temmelig) dygtige.

c) forholdsordene (bl.a. som præciserende led): Vi kravler op i træet. Hun går hen til ham.

d) til andre biord (kun som gradsbiord): Hun køber temmelig sikkert en bil.

De rene biord ender sjældent på t

De rene biord må (eller bør) som hovedregel ikke forsynes med endelsen t. Når de ender på (l)ig, er det dog i nogle tilfælde tilladt at bruge denne endelse. Ofte er det ligefrem fornuftigt, fordi det ganske enkelt lyder bedre. Sammenlign eksemplerne:

Hun er temmelig(t) dygtig. Det er navnlig(t) drengene, der råber. Han ligner ham grangiveligt. Men: Du må sandelig ikke spise min mad osv.

Tommelfingerregel

Tilføj intet t, hvis du er i tvivl. Så går du ikke galt i byen, medmindre de ord, du har anvendt ved nærmere eftersyn viser sig at være tillægsbiord! Det er vigtigt at ordene undersøges grundigt, før de klassificeres. Tag f.eks. ordene utilstrækkeligt, bitterligt og udtrykkeligt, der alle ender på lig. Dem kan man godt danne tillægsord af:

Hans indsats var utilstrækkelig. Der herskede en bitterlig (eller bitter) strid imellem dem. Det var hans udtrykkelige ønske, at hun skulle med til festen osv.

Når vi derimod har at gøre med rene biord, er det naturligvis ikke nødvendigt at bruge t-endelsen, for at angive at de er biord.

Tillægsbiordene lægger sig (som grads- og mådesbiord) til udsagnsordene:

a) Drengen taler (udsagnsord) pænt (mådesbiord).

b) en pænt (mådesbiord) talende (lang tillægsform) dreng.

c) et pænt (mådesbiord) møbleret (kort tillægsform) hjem.

d) Hans løn stiger (udsagnsord) væsentligt (gradsbiord) til den første.


Tillægsbiordene lægger sig (som gradsbiord) til tillægsordene og til andre biord:

a) Han ydede en tilstrækkeligt (gradsbiord) god (tillægsord) indsats.

b) Drengen arbejder rimeligt (gradsbiord) omhyggeligt (mådesbiord).

Bemærk, at pænt, væsentligt, tilstrækkeligt og rimeligt kan omdannes til tillægsord:

1) Den pæne (tillægsord) dreng (navneord) hedder Jens.

2) Han havde en væsentlig (tillægsord) grund (navneord) til at komme.

3) Hans indsats (navneord) var fuldtud tilstrækkelig (tillægsord).

4) Varerne kunne fås til en rimelig (tillægsord) pris (navneord).

Tillægsbiordene ender i reglen på t

Tillægsbiordene kan (og bør) næsten altid forsynes med endelsen t.

For at kunne skelne tillægsbiordene fra tillægsordene, anvender man i reglen t-endelsen, når det drejer sig om de første. I den forbindelse bør man dog huske, at tillægsord, der står foran intetkønsord i ental, ubestemt form, også ender på t: Løvet er grønt. Skabet er pænt osv.

Tillægsbiord, der ender på (l)ig

Ifølge de almindelige retskrivningsregler (som findes omtalt i næsten enhver ordbog) kan man selv bestemme, om man vil bruge t-endelsen, når tillægsbiordene ender på (l)ig og optræder som gradsbiord til:

1) tillægsord Resultatet var væsentlig(t) bedre (tillægsord) end forventet.

2) tillægsformer Hun er vældig(t) interesseret (tillægsform) i ridning.

3) andre biord Hestene løb særlig(t) hurtigt (biord) i går.

NB. Hvis du sammenligner de følgende sætninger, kan du se, at det ofte er smart at bibeholde t`et: 1) Han er en vældig mand, 2) Han er en vældigt flink mand. Efter ordet vældig forventer vi at finde et navneord, men efter ordet vældigt forventer vi at finde et tillægsord eller en tillægsform. Og udelader vi t`et i den sidste sætning, kender vi ikke fortsættelsen, før vi ser (eller hører) ordet flink.


Tillægsbiord, der ender på vis

Når det drejer sig om tillægsbiord, der ender på vis, kan man i alle tilfælde (igen ifølge de gængse retskrivningsregler) selv bestemme, om man vil bruge t-endelsen:

1) Han læser kun lejlighedsvis(t).

2) Hendes udseende ændrede sig gradvis(t).

3) Hun var kun delvis(t) enig i mine synspunkter.

4) En lejlighedsvis(t) forekommende begivenhed ...

5) En gradvis(t) udført opgave ...

6) En (kun) delvis(t) færdig opgave.

I de ovennævnte tilfælde, hvor vi har at gøre med almindelige udtryk, må det anbefales at bibeholde t-endelsen, især når biordene optræder foran tillægsformer eller tillægsord.

Tag f.eks. sætning 6 og stryg t`et, så der står: en delvis færdig opgave: Så snart vi ser ordet delvis, forventer vi, at det efterfølgende ord vil være et navneord (en delvis adskillelse for eksempel). Vi forventer ikke at finde et tillægsord som færdig. Vel?

Når det drejer sig om mere ualmindelige vendinger som de nedennævnte (der iøvrigt er hentet fra en anerkendt retskrivningsordbog), bør man foretage en omskrivning, idet sproget lyder tungt og konstrueret, uanset om t`et udelades eller ej:

1) Tropperne trak sig etapevis(t) tilbage.

Omskrivning: Troppetilbagetrækningen foregik etapevist (eller: i etaper).

2) Udbetalingerne finder sted månedsvis(t).

Omskrivning: Udbetalingerne er månedlige (finder sted en gang om måneden).

3) Skulpturen bestod af lagvis(t) anbragte skiver.

Omskrivning: Skulpturen bestod af lag i form af skiver, der var anbragt ...


Biord, der ender på ig (eksempler)

Rene biord

Temmelig, sandelig, navnlig, nemlig, grangivelig.

Tillægsbiord

digt: misundelsesværdigt, attråværdigt, tillidsværdigt, beundringsværdigt, nævneværdigt, mærkværdigt, seværdigt, snarrådigt.

ligt: særligt, vanligt, sædvanligt, sagligt, selskabeligt, vanskeligt, antageligt, øjensynligt, stateligt, stiligt, alvorligt, ordentligt, overordentligt, ansvarligt, fremmeligt, menneskeligt, væsentligt, tydeligt, kosteligt, bekosteligt, kummerligt, besynderligt, mærkeligt, finurligt, underligt, kærligt, ærligt, glædeligt, sørgeligt, lidenskabeligt, sanseligt, sødligt, syrligt, årligt, månedligt, dagligt, tidligt, sildigt, timeligt, forgængeligt, forfængeligt, snarligt.

rigt: slibrigt, klæbrigt, ivrigt, rigt, nærigt, rørigt, karrigt, omfangsrigt, snurrigt, varigt.

sigt: underholdningsmæssigt, udtalemæssigt osv. tigt: utugtigt, fugtigt, luftigt, drægtigt, sendrægtigt, nederdrægtigt, mægtigt, naragtigt, biordsagtigt, barnagtigt, løsagtigt, tyvagtigt, viskelæderagtigt, træagtigt, søvngængeragtigt, tigeragtigt, katteagtigt.

Biord, der ender på vis (eksempler)

Rene biord

Naturligvis, sandsynligvis, muligvis, givetvis, sædvanligvis, almindeligvis, tydeligvis, beklageligvis, heldigvis.

Tillægsbiord

Tilnærmelsesvist, gradvist, delvist, etapevist, lagvist, månedsvist, lejlighedsvist.


Om gradbøjning af biord

Tillægsbiordene kan næsten altid gradbøjes:

1. grad (positiv): Han løber hurtigt.

2. grad (komparativ): Han løber hurtigere end hun gør.

3. grad (superlativ): Han løber hurtigst af os to.

1. grad (positiv): Han taler usammenhængende.

2. grad (komparativ): Han taler mere usammenhængende, end hun gør.

3. grad (superlativ): Han er den af de to, der taler mest usammenhængende.

Bemærk, at biordene i 2. og 3. grad er identiske med de tillægsord, de er dannet af. I disse grader bruger vi altså aldrig t-endelsen, for at vise, at det drejer sig om biord.

Enkelte af de rene biord kan ligeledes gradbøjes:

ofte, oftere, oftest, tit, tiere, tiest, gerne, hellere, helst, (nødig, nødigere, nødigst).

En del biord er tvetydige (har to betydninger)

a) I går blev det endelig (omsider, rent biord) besluttet.

b) I går blev det endeligt (definitivt, endegyldigt, tillægsbiord) besluttet.

a) Han optræder sikkert (sandsynligvis, rent biord).

b) Han optræder sikkert (selvsikkert, tillægsbiord).

a) Det var et pænt (ret, rent biord) stort rum, de kom ind i.

b) Det var et pænt (nydeligt, tillægsbiord) indrettet rum, de kom ind i.

a) Han opfører sig (lige) lovlig(t) (lidt for, rent biord) nysgerrigt.

b) Han opfører sig lovligt (lovlydigt, tillægsbiord).

a) Han var nær (næsten, rent biord) kommet for sent.

b) De var nært (tæt, inderligt, tillægsbiord) knyttet til hinanden.


Mere om gradsbiord, mådesbiord og andre biord

Rene gradsbiord:

Særdeles, overmåde, temmelig, næsten, ret (hun er ret sær).

Tillægsbiord, der er gradsbiord:

Ekstremt, fantastisk, udpræget, knap, overordentligt, tilnærmelsesvist, enormt (hun er enormt sød).

Rene mådesbiord:

NB. Det er øjensynligt svært at finde rene mådesbiord. Men ordet overskrævs kunne være et eksempel, hvis man ellers er enig med ordbøgerne i, at det - i modsætning til et ord som baglæns - er et rent gradsbiord. En baglæns bevægelse klinger godt nok bedre end en overskrævs placering.

Tillægsbiord, der er mådesbiord:

De fleste mådesbiord er tillægsbiord: Vi går hurtigt. De klæder sig overdådigt osv.

Biord, der angiver placering i tid:

Rene biord: aldrig, altid, ofte, (gerne, nødig, ikke, nok, måske), nu, straks, netop, endnu.

Tillægsbiord: tidligt, sent, jævnligt, lejlighedsvist, hyppigt, årligt, månedligt, dagligt. Bemærk, at disse ord i en vis forstand er gradsbiord: I hvilken grad træner han? Han træner hyppigt.

Biord, der angiver placering i rum:

Rene biord: hen/henne, hvorhen, op/oppe, ned/nede, ind/inde, ud/ude, frem/fremme, tilbage, hjem/ hjemme, overskrævs, hvori, hvoriblandt, hvorigennem, hvorpå, hvortil, hvorfra, hvorover, her, der.

Tillægsbiord: Horisontalt, vertikalt, lodret, vandret, skævt, lige, sidelæns, baglæns, lokalt, globalt osv. Bemærk, at disse ord i en vis forstand er mådesbiord: På hvilken måde går han? Han går skævt.

T-endelsen føjes aldrig til biord, der i forvejen ender på t eller sk:

Eksempler: Han falder tungt. Hun falder let. Det lyder pænt. Det lyder dansk, kinesisk, fantastisk.


Biordene som sætningsled

Biordene kan optræde som biled til:

1) udsagnsled: Drengen løber hurtigt.

2) biled: Drengen løber temmelig hurtigt.

Biordene kan også optræde som biled til tillægsled til rene:

1) grundled: Den noget trætte dreng hed Jens.

2) omsagnsled til grundled: Hun er en ret sød pige.

3) genstandsled: Ib havde en temmelig god bog.

4) omsagnsled til genstandsled: De kaldte hende en noget stramtandet dame.

5) hensynsled: Han gav den meget kønne pige blomster.

6) Styrelser i forholdsordsforbindelser: De fik slik af en særdeles flink dame.

Mange biord kan enten betragtes som biled til udsagnsled eller som dele af:

sammensatte udsagnsled: Børnene vasker sjældent op.

Katten slog musen ihjel.

Vær forsigtig, den går let itu.

Hun sidder sjældent ned.

Han tog skoene af.


Spørgsmål

Hvilke ord lægger biordene sig aldrig til? ___________________________________

Hvilke ord lægger biordene sig til? ________________________________________

Hvilken slags ord er de fleste biord dannet af? _______________________________

Hvad kaldes de biord, der lægger sig til tillægsordene? ________________________

Hvad kaldes de biord, der lægger sig til andre biord? __________________________

Hvad kaldes de biord, der lægger sig til udsagnsordene?________________________

De biord, der hverken lægger sig til tillægsordene eller til andre biord, lægger sig altid i nogen grad til: ___________________________________________________

Hvad er et rent biord? __________________________________________________

Som hovedregel føjer man ikke endelsen ____ til de rene biord, men hvis de rene biord i forvejen ender på ____, kan man frit vælge, om man vil bruge ____ endelsen.

Hvad er et tillægsbiord? ________________________________________________

Som hovedregel føjer man endelsen ____ til tillægsbiordene, men hvis tillægsbiordene i forvejen ender på ____ og optræder som __________ til __________, ______ eller andre ________, kan man frit vælge, om man vil bruge ____ endelsen.

Hvis tillægsbiordene i forvejen ender på ____, kan man i alle tilfælde frit vælge, om man vil bruge ____ endelsen.


Biord (repetition)

Biordene kendetegnes bl.a. ved, at de aldrig lægger sig til navneordene.

Biordene lægger sig til:

1) tillægsordene (som gradsbiord): Han er uhyre (biord) (*) flittig (tillægsord).

2) udsagnsordene (som mådesbiord): Han arbejder (udsagnsord) flittigt (biord).

3) til andre biord (som gradsbiord): Han arbejder ret (biord) flittigt (biord).

De såkaldte tillægsbiord, som der findes overordentligt mange af,

1) er dannet af tillægsord og kan selv omdannes til tillægsord

2) ender som hovedregel på t

3) har dog ikke krav på nogen t-endelse, hvis de ender på (l)ig og er gradsbiord til:

a) tillægsord Det gik væsentlig(t) bedre end i går.

b) tillægsformer Han er vældig(t) optaget for tiden.

c) andre biord Vi arbejder overordentlig(t) (*) hurtigt i dag.

4) har ikke krav på nogen t-endelse, hvis de ender på vis (se de følgende eksempler):

a) Han motionerer kun lejlighedsvis(t).

b) Det lejlighedsvis(t) optagne lokale var ledigt i går.

c) Mette er kun delvis(t) færdig med sine lektier.

De såkaldt rene biord, som der kun findes et begrænset antal af,

1) kan ikke omdannes til tillægsord

2) har som hovedregel ingen endelse

3) kan dog have endelsen t, når de ender på (l)ig:

Eksempler: Han er temmelig(t) stærk. Det var navnlig(t) hende, der kom for sent.

(*) Bemærk, at ordene uhyre og overordentlig ikke er rene biord: De befandt sig i en uhyre dalsænkning. Einstein har haft en overordentlig betydning for naturvidenskaben.


Forholdsord (præpositioner)

Forholdsordene:

1) er (ligesom en del biord) ubøjelige småord

a) eksempler på ubøjelige biord: nu, her, straks, altid, aldrig, netop, sandelig osv.

b) eksempler på bøjelige biord: hen (henne), op (oppe), ned (nede), tit (tiere, tiest) osv.

2) angiver (ligesom en del biord) placering og retning

a) biord, der angiver placering og retning: hen (henne), op (oppe), ned (nede), frem (fremme).

Til de mest almindelige forholdsord hører:

i, på, ved, bag(ved), bag(om), for(an), for/siden, siden, blandt, iblandt, hos, af, ad, langs, til, fra, over, under, (i)gennem, (i)mellem, forbi, (i)mod, uden, med, om, omkring, trods, angående, vedrørende, grundet, ifølge.

Bemærk, at ordene før, efter, inden og uden både kan være forholdsord og bindeord. Bemærk også, at angående og vedrørende er lange tillægsformer. Da der kun er et ret begrænset antal bindeord, er det ikke så svært at skelne mellem forholdsord og bindeord. Det er straks sværere at skelne mellem forholdsord og biord, medmindre man gør sig klart, hvad der kendetegner disse to ordklasser:

Forholdsordene lægger sig for det meste til navneordene, egennavnene og stedordene:

1) bogen ligger (forholdsord) bordet (navneord)

2) Hun fik bogen af (forholdsord) René (egennavn)

3) Jeg taler med (forholdsord) ham (stedord)

Biordene lægger sig derimod til udsagnsordene og tillægsordene og beskriver disse:

1) han cykler (udsagnsord) hurtigt (biord)

2) Morten er ret (biord) stærk (tillægsord)

Som regel efterfølges biordene hverken af navneord, egennavne eller stedord. F.eks. kan man ikke sige: De gik ind (biord) byen (navneord).


Forholdsord, der står alene, betragtes som biord:

Når de ord, vi normalt kalder forholdsord, hverken lægger sig til:

1) navneord,

2) egennavne,

3) stedord eller

4) andre navne(ords)agtige størrelser,

lægger de sig til udsagnsordene, hvorved de bliver til biord:

a) Skibet gik under vandet . under lægger sig til udsagnsordet gik.

b) De stak ofte af sted . af lægger sig til udsagnsordet stak.

c) Vil du ikke med os ? med lægger sig til udsagnsordet vil.

d) Han steg af bussen . af lægger sig til udsagnsordet steg.

e) Vi gik over gaden til Hans. over lægger sig til udsagnsordet gik.

Som de gennemstregede ord viser, er der ofte en underforstået navne(ords)agtig størrelse efter biordene. Men det er langt fra altid tilfældet:

a) Hun vasker op, og han tørrer af. De kursiverede ord kan ikke

b) Det går snart over. efterfølges af navneord, uden

c) Du bliver nødt til at gøre det om. at meningen går tabt.

d) Han sig omkring.

e) Han tog trøjen uden på skjorten.

De to afgørende betingelser, for at vi har med et forholdsord at gøre, er altså, at det:

1) angiver placering eller retning og

2) lægger sig til en navne(ords)agtig størrelse (navneord, egennavn, stedord etc.)

b) Han støver af (biord). af opfylder kun den første betingelse.

c) Hun tog ud til (forholdsord) mig. til opfylder begge betingelserne.

d) Vi spiser ikke (biord) æg. ikke opfylder ingen af betingelserne.


I sætninger, hvor forholdsordene optræder sammen med biord, der angiver

1) placering i tid og

2) placering i rum,

lægger biordene sig til udsagnsordene, mens forholdsordene naturligvis lægger sig til navneordene, egennavnene og stedordene etc:

a) De gik aldrig i skole.

b) Han rejste ofte til Bornholm.

c) Skeen faldt netop på gulvet.

d) Han sidder endnu ved bordet.

e) Jesus færdedes sjældent blandt de rige præster.

a) Vi gik hen til ham.

b) Han stod oppe på stolen.

c) Skeen faldt ned under bordet.

d) Han sad overskrævs på hesten.

e) Jesus færdedes ude blandt de fattige fiskere.

NB. De biord, der angiver placering i rum, lægger sig også til forholdsordene: hen til, oppe på osv. Imidlertid er det deres tilknytning til udsagnsordene, der gør dem til biord.

Om ordene af og ad

Ordet af angiver en bevægelse væk fra noget:

1) Han tog pungen op af lommen, dvs. væk fra lommen.

Ordet ad angiver ikke en bevægelse væk fra noget:

2) De gik hen ad vejen, men ikke væk fra vejen.

Ordene nedad, opad og fremad er biord, som optræder selvstændigt: Det gik hurtigt nedad. Det gik opad i et jævnt tempo. Det går fremad for ham. Men: De gik frem (biord) ad (forholdsord) stien. Bemærk, at vi her har at gøre med to ord: frem, der lægger sig til gik og ad, der lægger sig til stien.


Forholdsordene optræder også som endelser i biord, der begynder med hvor:

hvorpå, hvorved, hvorfra, hvortil, hvorover, hvorigennem, hvorefter, hvorom osv. Ligesom stedordene (hvem, hvad, hvilken, hvilket og hvis) kan disse ord både være:

1) spørgende (hvorved ligner de hinanden?) og

2) henførende (stolen, hvorpå han sad, var nymalet). Hvorpå henviser til stolen.

NB. Forholdsordene optræder desuden som endelser i biordene derpå, derfor, derom, derved osv.

Ligesom en del biord optræder forholdsordene ofte som forstavelser til udsagnsordene:

a) afsløre, aftørre, afsætte, afsende, aflægge, aftage, aftjene, adspørge

b) bagbinde, forsørge, forøge, forstørre, forsøde, fortære, fortie, forlægge

c) fratrække, frasige, fralægge, fratage, frafalde, fratræde

d) medføre, medtage, medsende, medbringe, medgå, modtage

e) modsætte, modsige, modarbejde, omlægge, ombringe, overtage

f) oversave, oversætte, overrende, overbeglo, oversavle, tiltage, tillægge

g) tilføre, undersøge, underkende, påtage, påføre, påsmøre, påtrykke, påsætte

h) pålægge, påregne, gennemhegle, gennemføre, gennemstrømme, gennemse

Forholdsordene indgår ofte i faste udtryk:

Det går altid ud over mig, og det kan jeg ikke gå ind for.

Skibet gik til bunds (gik under) med mus og mænd.

Hun har let ved at tage på.

Vi når (kommer) hurtigt til tops.

Hun tændte kun kvinder, og det tog han afstand fra.

Vi kommer på trods af deres modvilje.

De prøvede til trods for, at det var håbløst.

Han kom kun på grund af hende.

Der mange overvejelser til grund for beslutningen.

De var sjældent på talefod.


Han gik i seng med hende.

Hun har ikke fod (styr) på sine udgifter.

Hun vandt i kraft af sin udholdenhed.

Vi har kun værdier i form af naturalier.

De vækkede ham til live.

Han falder ofte på halen og kommer galt af sted.

Han har ikke i sinde at komme.

Det lå ham meget på sinde.

Hun har ikke til sinds at opgive.

Ambulancen kom kørende for fuld udblæsning.

Firmaet gik nedenom og hjem.

Den romerske kultur gik til grunde.

De gjorde det kun på skrømt.

De spiller af og til (undertiden) fodbold.

Han kommer altid til tiden.

De gik under jorden.

Der er intet til hinder for hans oprykning.

Der er intet i vejen for at vi kan komme.

Vi var længe under vejs.

På et øjeblik (i løbet af et øjeblik) nåede vi til vejs ende.

Militæret færdes til lands, til vands og i luften.

Vi ønskede ham til lykke.

Det kan til nød lade sig gøre.

Vi vandt med nød og næppe (på et hængende hår).

Vi befinder os stadig oven vande.

Han rørte sig ikke ud af stedet.

Kan du ikke lige sætte noget vand over.

Hun var ofte på grådens rand.


Spørgsmål

Hvad angiver forholdsordene? ___________________________________________

Hvilke ord lægger forholdsordene sig især til? _______________________________

For at et ord kan kaldes et forholdsord, skal det opfylde to betingelser. Hvilke? ______

____________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________

Nævn nogle ord, der både kan være biord og forholdsord? ______________________

____________________________________________________________________________________

Skriv F for forholdsord og B for biord.

Han er ovre ( ) hos ( ) Lone. Han gik over ( ) til ( ) Lone.

Alfred går uden ( ) hue om ( ) vinteren. Spurven sidder uden ( ) for ( ) vinduet.

Det er meget vanskeligt at få af ( ). Af ( ) hvem har du fået den flotte kuglepen?

Se dig blot omkring ( ). Børnene legede tagfat omkring ( ) gadekæret.

Hunden rullede om ( ) ( ) ryggen. Han viklede snoren om ( ) fingeren.

Fangerne gik inden ( ) for ( ) murene. Vil du med ( ) i ( ) biografen.

Jeg kommer før ( ) klokken 3. De gik hjem længe inden ( ) fyraften.

Indsæt det (de) manglende forholdsord.

Uret gik _____ stå. Døren står _____ klem. Vi tog ned _____ byen. De gik _____ og spiste.

Han gik _____ toilettet. De kom _____ hospitalet. Forbryderne kom _____ fængsel.

De gik hen _____ vejen. Han tog den op _____ af tasken. Mona gik ind _____ stuen.

Vi stod henne _____ vejkanten. Hvad tænker du _____. Hvad mener du _____ mig.

Jeg sendte brevet _____ hende. Hun modtog brevet _____ mig. Han gik midt _____ os.

Fuglen fløj _____ hovedet _____ ham. Dynen ligger _____ sengen. Tøjet hænger _____ tørre. Kanden er gået _____ stykker. Hun er taget _____ Sverige _____ sin familie. Han gik _____ mig.


Forholdsord (repetition)

Forholdsordene:

1) er (ligesom en del biord) ubøjelige småord

2) angiver (ligesom en del biord) placering og retning

Til de mest almindelige forholdsord hører:

i, på, ved, bag(ved), bag(om), for(an), for/siden, siden, blandt, iblandt, hos, af, ad, langs, til, fra, over, under, (i)gennem, (i)mellem, forbi, (i)mod, uden, med, om, omkring, trods, angående, vedrørende, grundet, ifølge.

Bemærk, at ord som før, efter, inden og uden både kan være forholdsord og bindeord.

Forholdsordene lægger sig for det meste til navneordene, egennavnene og stedordene:

1) bogen ligger (forholdsord) bordet (navneord).

2) Hun fik bogen af (forholdsord) René (egennavn).

3) Jeg taler med (forholdsord) ham (stedord).

Normalt kan navneordene stå lige efter forholdsordene: ved sengen, på bordet, i køkkenet osv.

For at et ord kan være et forholdsord, skal det opfylde to betingelser:

1) det skal angive placering eller retning, og

2) det skal lægge sig til en navne(ords)agtig størrelse (navneord, egennavn etc).

Forholdsord, der står alene, betragtes som biord, idet de lægger sig til udsagnsordene: Hvor bliver (udsagnsord) du af. Der skal (udsagnsord) meget til, før han bliver gal. Bemærk i den forbindelse, at styrelsen kan være foranstillet og adskilt fra forholdsordet: Bordet, som (styrelse) den lå (forholdsord), var grønt.


Forholdsordene som sætningsled

En forholdsordsforbindelse består af et forholdsord og en styrelse. Styrelsen kan være:

1) et navneord: Pakken ligger under sengen.

2) et egennavn: Jonna har boet i Spanien.

3) et stedord: Jeg taler med ham.

4) et tillægsord: Hun hilste de gamle.

5) en tillægform af et udsagnsord: Hun henvendte sig til de ansatte.

6) en navneform: De talte om at rejse.

7) en sætning: Vi vil sørge for, at der bliver lavet noget.

8) en ufuldstændig sætning: Vi fik dem til at give os nøglerne.

Bemærk, at styrelsen kan være foranstillet:

Det var de irriterede over = De var irriterede over (forholdsord) det (styrelse).

Forholdsordsforbindelserne kan optræde som tillægsled til navneord:

Damen i kiosken er vældigt flink.

Forholdsordsforbindelserne kan optræde som biled til udsagnsord:

Hr. Jensen bor på landet.


Bindeord (konjunktioner)

Der er to slags sætninger:

1) hovedsætninger (dvs. overordnede sætninger) og

2) bisætninger (dvs. underordnede sætninger)

I modsætning til hovedsætningerne kan bisætningerne normalt ikke stå alene:

Eksempel på en hovedsætning: Jeg var i byen,

Eksempel på en bisætning: mens hun vaskede op.

Ved at indføje ordet ikke i en sætning, kan man let afgøre, om det er en hovedsætning eller en bisætning. Står ikke efter udsagnsordet, er det en hovedsætning (jeg var ikke i byen). Står ikke før udsagnsordet, er det en bisætning (mens hun ikke vaskede op).

Der er to slags bindeord: de sideordnende og de underordnende

Sideordnende bindeord: og, samt, plus, eller, enten/eller, men thi, for, jamen.

NB. Ordene såvel og både (der bruges i udtrykkene såvel ... som og både ... og) regnes for biord.

De sideordnende bindeord forbinder (eller sidestiller) ligeværdige:

1) ord (eller led):

Per og Pia går i skole (ordet og skaber forbindelse mellem Per og Pia).

2) sætninger, hvilket f.eks. vil sige:

a) 2 hovedsætninger: Hun er (ikke ) doven, men han er (ikke ) flittig.

b) 2 bisætninger: der (ikke ) lå på bordet, og som (ikke ) var rød.

Bemærk, at de understregede ord skaber forbindelse mellem sætningerne.


De underordnende bindeord forbinder:

sætninger, der ikke er ligeværdige, dvs. hovedsætninger og bisætninger:

Hovedsætning: Hun sad (ikke ) i klasseværelset,

Bisætning: mens han (ikke ) legede i skolegården.

Ordet mens skaber forbindelse mellem hovedsætningen og bisætningen. De underordnende bindeord underordner bisætningerne under hovedsætningerne. Da de indleder bisætningerne og kæder disse sammen med hovedsætningerne, kan vi kalde dem bisætningsbindeord.

Af de underordnende bindeord er der 10 forskellige slags:

1) tidsbindeord: da, dengang, idet, når, mens (medens), før(end), efter at, indtil, inden.

2) årsagsbindeord: fordi, eftersom, idet, da, for, såsom, siden.

3) betingelsesbindeord: dersom, hvis, såfremt, ifald, om, når, medmindre, uden, at.

4) indrømmelsesbindeord: selvom, skønt, endskønt, om, omend.

5) hensigtsbindeord: for at, at, så.

6) følgebindeord: så at, så, at så, at.

7) sammenligningsbindeord: således som, end, som, som om, ligesom, ligesom om, jo/des, jo/desto, jo/jo osv.

8) mådesbindeord: ved, ved at, således, således at, at, så at.

9) spørgebindeord: om, hvorvidt.

10) udsagnsbindeord: at.

Man sætter komma før de underordnende bindeord, når bisætningen står efter hovedsætningen:

1) Han gik i byen, da hun kom hjem. tid

2) Hun spiste knækbrød, fordi hun var på slankekur. årsag

3) Hvis du ikke vil høre, må du føle. betingelse

4) Vi spiste maden, selvom den ikke smagte godt. indrømmelse

5) Hun tørrede stolen af, for at han ikke skulle blive beskidt. hensigt

6) Hun tabte stolen, så (at) den gik i stykker. følge

7) Han gik, som om han var en krabbe. sammenligning

8) Læreren underviste, således at (så) alle kunne følge med. måde

9) Han spurgte, om jeg ville med til festen. spørgsmål

10) Hun siger, at hun godt kan lide ham. udsagn


En del af de underordnende bindeord er kun bindeord, når de indleder bisætninger:

Da: a) Det du da (virkelig) ikke. biord: lægger sig til

b) Da (dengang) var det allerede overstået. biord: lægger sig til var overstået

Før: a) Hun kom før mig i køen. forholdsord

a) Før (tidligere) i tiden var det almindeligt. biord: lægger sig til var

Inden: a) De gik inden døre, da det begyndte at sne. forholdsord

b) Inden i pakken var der lommetørklæder. biord: lægger sig til var

For: a) Han har tiden for sig. forholdsord

b) I kommer for tidligt (biord). biord: lægger sig til tidligt

Siden: a) Siden fødselsdagen har vi ikke set ham. forholdsord

b) Han er ikke set siden i fredags. biord: lægger sig til er set

Om: a) Han arbejder ofte om aftenen. forholdsord

b) Hun vil ikke lave det om (igen). biord: om lægger sig til lave

At: a) Poul er god til at svømme. navneformsmærke

Så: a) Så, så, vær nu rolig. udråbsord

b) Det er nu engang (således) tillægsord

c) Den er noget sød. biord: lægger sig til sød

End: a) Han er større end mig. bindeord

b) Hun er større, end jeg er. bindeord

c) Det er ikke mere, end rimeligt (er). bindeord

d) Han kan end (slet) ikke tale. biord: end lægger sig til ikke

Som: a) Som ung var han sportsmand. bindeord

b) Piben, som lå på bordet, er væk. henførende stedord


Spørgsmål

Hvad kendetegner hovedsætningerne? _____________________________________

____________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________

Hvad kendetegner bisætningerne? ________________________________________

____________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________

Hvor placeres ordet ikke i en hovedsætning? ________________________________

Hvor placeres ordet ikke i en bisætning? ____________________________________

Hvad kendetegner de sideordnende bindeord? _______________________________

____________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________

Hvad kendetegner de underordnende bindeord? ______________________________

____________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________

Lav sætninger, der indeholder:

Tidsbindeord: ________________________________________________________

Årsagsbindeord: ______________________________________________________

Betingelsesbindeord: __________________________________________________

Indrømmelsesbindeord: ________________________________________________

Hensigtsbindeord: ____________________________________________________

Følgebindeord: _______________________________________________________

Sammenligningsbindeord: ______________________________________________

Mådesbindeord: ______________________________________________________


Bindeord (repetition)

Der er to slags sætninger:

1) hovedsætninger (overordnede sætninger, der ofte kan stå alene): Han var i byen,

2) bisætninger (underordnede sætninger, der ikke kan stå alene): mens hun sov.

Ved at indføje ordet ikke i en sætning, kan man let afgøre, om det er en hovedsætning eller en bisætning: I hovedsætninger står ikke efter udsagnsordet. I bisætninger står ikke før udsagnsordet.

Der er to slags bindeord:

a) de sideordnende (og, samt, plus, eller, enten/eller, men, thi, for, jamen) og

b) de underordnende, hvoraf der er 10 forskellige slags:

1) tidsbindeord: da, dengang, idet, når, mens (medens), før(end), efter at, indtil, inden.

2) årsagsbindeord: fordi, eftersom, idet, da, for, såsom, siden.

3) betingelsesbindeord: dersom, hvis, såfremt, ifald, om, når, medmindre, uden, at.

4) indrømmelsesbindeord: selvom, skønt, endskønt, om, omend.

5) hensigtsbindeord: for at, at, så.

6) følgebindeord: så at, så, at så, at.

7) sammenligningsbindeord: således som, end, som, som om, ligesom, ligesom om, jo/des, jo/desto, jo/jo osv.

8) mådesbindeord: ved, ved at, således, således at, at, så at.

9) spørgebindeord: om, hvorvidt.

10) udsagnsbindeord: at.

De sideordnende bindeord forbinder (eller sidestiller) ligeværdige:

1) ord (eller led): Vil du have peber eller salt?

2) sætninger, f.eks. to hovedsætninger: Han er klog, og hun er dygtig.

De underordnende bindeord forbinder sætninger, der ikke er ligeværdige:

Hovedsætning: Hun tabte sin taske,

Bisætning: da chaufføren bremsede.

Bemærk, at de underordnende bindeord underordner bisætningerne under hovedsætningerne.


Stedord (pronominer)

I hierakiet af ordklasser rangerer stedordene på linie med navneordene og egennavnene, idet de står i stedet for (eller erstatter) disse. Normalt skelner man mellem 7 slags stedord:

1) personlige (bestemte) stedord jeg, du, han, hun, den, det, vi, I, de, De

2) ejestedord min, din, sin, vor

3) tilbagevisende stedord sig, hinanden, hverandre, (sin)

4) påpegende stedord den, denne, det, dette, de, disse

5) spørgende stedord hvem, hvad, hvilken, hvilket, hvis

6) henførende stedord som, der, hvem, hvad, hvilken, hvilket, hvis

7) ubestemte stedord man, en, ingen, nogen, anden, mange, al

Personlige (bestemte) stedord

grundledsfald genstands-/hensynsfald ejefald

(nominativ) (akkusativ/dativ) (genitiv)

Ental

1. person: jeg mig min

2. person: du De dig Dem din Deres

3. person: han ham hans sin

hun hende hendes sin

den den dens sin

det det dets sin

Flertal

1. person: vi os vores vor 2. person: I De jer Dem jeres Deres

3. person: de dem deres

1. person: den der taler Jeg hedder Jens

2. person: den, der tales til Du hedder Morten

3. person: den, der tales om Han hedder Oskar

Bemærk, at der rent formmæssigt ikke er nogen forskel på genstandsfald (akkusativ) og hensynsfald (dativ), der med en fællesbetegnelse kaldes afhængighedsfald.


Forholdsord, der lægger sig til personlige stedord, styrer afhængighedsfald:

til mig, for ham, den, under hende, efter dig osv.

Ordene den og det bruges mest om dyr og ting, sjældnere om personer.

Ordet de bruges både om dyr, ting og personer.

NB. Når ordet de står foran et navneord, er det en slags kendeord (en flertalsform af de bestemte artikler den og det). Eksempler: De små træer er pæne. Hun købte de gamle huse. Hun lagde tæpper på de nye gulve. Bemærk, at kendeordet de ikke ændrer sig til dem i afhængighedsfald: Vi siger altså hverken hun købte dem gamle huse eller hun lagde tæpper på dem nye gulve.

Ordene De, Dem og Deres anvendes ved høflig tiltale, hvor de erstatter:

1) du, dig og din:

a) Vil du ikke sætte dig ned og vise mig din nye kuglepen, Peter?

b) Vil De ikke sætte Dem ned og vise mig Deres nye fyldepen, hr. Hansen?

2) I, jer og jeres:

a) Vil I ikke sætte jer ned og fremlægge jeres forslag, mine kære venner?

b) Vil De ikke sætte Dem ned og fremlægge Deres forslag, mine herrer?

Modsat forholdsordet i skrives det personlige stedord I altid med stort.

Før i tiden var det almindeligt at bruge betegnelsen tillægsform om personlige stedord i ejefald. Det skyldes, at disse ord er tillægs(ords)agtige, idet de (ofte) står på tillægsordenes plads (dvs. foran navneord): Hvor er hans frakke blevet af?

De såkaldte ejestedord (min, din, sin og vor) adskiller sig fra de personlige stedord ved, at de bøjes som tillægsord:


Ejestedord (possessive pronominer)

fælleskøn (ental) intetkøn (ental) fælles- og intetkøn (flertal)

Ental

1. person: min (seng) mit (bord) mine (senge, borde)

2. person: din (seng) dit (bord) dine (senge, borde)

3. person: sin (seng) sit (bord) sine (senge, borde)

Flertal

1. person: vor (seng) vort (bord) vore (senge, borde)

2. person: --- --- ---

3. person: --- --- ---

I stedet for de gammeldags (højtidelige) ord vor, vort og vore bruger vi i dag næsten altid formen vores, der er helt uafhængig af navneordenes køn og tal:

vores seng, vores bord, vores møbler osv.

Ejestedordene anvendes ofte sammen med tillægsordet egen:

Jeg har min egen computer. Det er mit eget skab. Mine egne papirer ligger i skuffen.

Tilbagevisende stedord (refleksive pronominer)

Tilbagevisende stedord: hinanden, hverandre, sig (selv), (selv, begge) og sin.

De tilbagevisende stedord refererer altid til grundleddet

Ordet hinanden refererer til grundleddet i 1., 2. eller 3. person, flertal:

Grundled hensynsled genstandsled forholdsordsled

vi (Per og Lis) gav hinanden et kys. slog hinanden. talte til hinanden.

I (Pia og Poul) gav hinanden et kys. slog hinanden. talte til hinanden.

de (børnene) gav hinanden et kys. slog hinanden. talte til hinanden.


Ordet sig refererer til grundleddet i 3. person, ental og flertal:

Grundled hensynsled genstandsled forholdsordsled

han (drengen) gav sig god tid. slog sig ikke. talte til sig selv.

hun (pigen) gav sig god tid. slog sig ikke. talte til sig selv.

den (babyen) gav sig god tid. slog sig ikke. talte til sig selv.

det (barnet) gav sig god tid. slog sig ikke. talte til sig selv.

de (børnene) gav sig god tid. slog sig ikke. talte til sig selv.

Af og til refererer hinanden og sig til et camoufleret (eller såkaldt logisk) grundled:

a) Vi så dem (camoufleret grundled) kysse hinanden.

Ved omskrivning bliver dem til de: Vi så, de (grundled) kyssede hinanden (genstandsled).

b) Hun så ham (camoufleret grundled) sætte sig ned.

Ved omskrivning bliver ham til han: Hun så, han (grundled) satte sig (genstandsled) ned.

Bemærk, at ordet sig kan referere til genstandsleddet, når det optræder sammen med ordet selv: De overlod hende til sig selv (sig selv refererer til genstandsleddet hende).

Det påpegende stedord selv er tit tilbagevisende, idet det tit refererer til grundleddet:

Jeg (grundled) har selv set det. Vi (grundled) har selv set det.

Du (grundled) har selv set det. I (grundled) har selv set det.

Han (grundled) har selv set det. De (grundled) har selv set det.

Læg mærke til, at selv kan referere til genstandsleddet og hensynsleddet: Han slog sig (genstandsled) selv i hovedet. Han gav sig (hensynsled) selv en fridag (genstandsled). NB. Selv kan også være et biord: Selv (også) børnene var med til festen.

Det påpegende stedord begge er tit tilbagevisende, idet det tit refererer til grundleddet:

Begge drengene (grundled) var til stede. Jeg gav dem (hensynsled) begge en gave.

Begge spiste vi (grundled) ostemadder. Jeg besøgte dem (genstandsled) begge to.

Vi spiste begge madder. tvetydig: begge lægger sig både til vi og til madder

Vi spiste begge de madder. tvetydig: begge lægger sig både til vi og til madder


De personlige stedord mig, dig, os og jer er ofte tilbagevisende (de ligner sig):

a) Jeg smurte mig en ostemad. her refererer ordet mig til grundleddet jeg.

b) Hun smurte mig en ostemad. her refererer ordet mig ikke til noget.

Ejestedordene sin, sit og sine er altid tilbagevisende, og det er altid grundleddet i 3. person, ental, de refererer til:

Han gav hende sin kærlighed. Hun gav ham sin kærlighed.

Han gav hende sit ord. Hun gav ham sit ord.

Han gav hende sine penge. Hun gav ham sine penge.

Den (fuglen) har sin rede i træet. Det (dyret) har sin rede i træet.

Den (fuglen) har sit hjem i træet. Det (dyret) har sit hjem i træet.

Den (fuglen) fodrer sine unger. Det (dyret) fodrer sine unger.

I sætningen: Hun så ham tage sin cykel, refererer sin til det camouflerede (eller logiske) grundled ham: Hun så, at han (grundled) tog sin cykel.

Påpegende (betonede) stedord (demonstrative pronominer)

fælleskøn (ental) intetkøn (ental) fælleskøn og intetkøn (flertal)

dén (seng) dét (bord) dé (senge, borde)

denne (seng) dette (bord) disse (senge, borde)

hin (dén) (seng) hint (bord) hine (senge, borde)

samme (seng) samme (bord) samme (senge, borde)

en sådan (seng) et sådant (bord) sådanne (senge, borde)

slig (seng) sligt (bord) slige (senge, borde)

begge (senge(ne), borde(ne))

Bemærk, at ordene den, det og de kun er påpegende, når de betones. Ordet selv er også påpegende: Han var selv til stede. Det var ham selv, der begyndte osv. Slig = en sådan. Ligesom ejestedordene (min, din, sin og vor) optræder de påpegende stedord både alene og i forbindelse med navneord:

Dén (her/der) bog er god. Denne (her) bog er god.

Dét (her/der) må du godt låne. Dette (her) må du godt låne.


Spørgende stedord (interrogative pronominer)

Spørgende stedord: hvem, hvad, hvilken, hvilket og hvis (ejefald af hvem og hvad).

De spørgende stedord kan (ligesom de spørgende biord hvorfor, hvordan, hvornår, hvorfra, hvorom osv.) indlede:

1) hovedsætninger og

2) bisætninger

spørgende hovedsætninger spørgende bisætninger

(omvendt ordstilling) (ligefrem ordstilling)

Hvem var hun? Han spurgte mig, hvem hun var.

Hvad hed hun? Han spurgte mig, hvad hun hed.

Hvilken klasse gik hun i? Han spurgte mig, hvilken klasse hun gik i.

Hvilket bord ligger bogen på? Han spurgte mig, hvilket bord bogen lå på.

Hvis taske er det? Han spurgte mig, hvis taske det var.

Når ordstillingen er ligefrem, står udsagnsleddet efter grundleddet: Han går.

Når ordstillingen er omvendt, står udsagnsleddet før grundleddet: Går han?

Bisætninger, der indledes med spørgende:

1) stedord, kaldes spørgende stedordsbisætninger Jeg spurgte ham, hvem han var.

2) biord, kaldes spørgende biordsbisætninger Jeg spurgte ham, hvor han boede.

3) bindeord, kaldes spørgende bindeordsbisætninger Jeg spurgte ham, om det var torsdag.

Hvem, hvad, hvilken, hvilket og hvis kan også være:

1) almindeligt henførende stedord:

Eksempel: Bogen, hvis indhold I sikkert kender, er en klassiker (hvis refererer til bogen).

2) ubestemt henførende stedord (der ikke refererer til noget i den foregående sætning):

Eksempel: Hun erindrede, hvad han havde sagt (= Hun erindrede det, (som) han havde sagt).


Henførende stedord (relative pronominer)

Eksempler: som, der, (hvem, hvad, hvilken, hvilket og hvis).

De henførende stedord indleder de bisætninger, vi kalder relative (eller henførende) stedordsbisætninger. Normalt sættes der komma før de henførende stedord. De henførende stedord som og der refererer i reglen til det sidste ord (led) i den foregående hovedsætning:

a) Her er filmen, (som) jeg lånte dig (som refererer til filmen).

b) Du kan tage den bog, der ligger på bordet (der refererer til bog).

c) De tog på ferie, som (hvad) de ofte havde snakket om (her refererer som til hele hovedsætningen).

Som og der bruges ofte i flæng:

a) Det er ham, der (eller som) har lånt den.

b) Her er vinen, (som) vi købte i går (i denne sætning kan vi ikke bruge der).

Hvem, hvad, hvilken, hvilket og hvis kan som nævnt være:

1) almindeligt henførende stedord:

a) Mortensen, hvem (som) vi alle kender, bliver 60 år i morgen (hvem refererer til Mortensen).

b) Hun er skuespiller, hvad (hvilket) I nok har gættet (hvad refererer til at hun er skuespiller).

c) Siden, på hvilken det stod, er revet ud (hvilken refererer til siden).

d) Han kommer fra Fyn, hvilket I sikkert kan høre (hvilket refererer til at han kommer fra Fyn).

e) Drengen, hvis mor arbejder på biblioteket, går i vores klasse (hvis refererer til drengen).

Bemærk, at det henførende stedord hvilket som regel refererer til hele den foregående sætning: Tallene var små, hvilket gjorde dem svære at se (hvilket refererer til det, at tallene var små).

2) ubestemt henførende stedord:

a) De vidste alle, hvem hun var.

b) Hun kunne aldrig huske, hvad han hed.

c) Du sagde ikke, hvilken bus du ville tage.

d) Han fortalte, hvilket skab den lå i.

e) Fortæl mig så, hvis den bog er.

Bemærk, at de ubestemt henførende stedord ikke refererer til noget (ord/led) i hovedsætningen.


Ubestemte stedord (indefinitte pronominer)

Eksempler: man, en/et, det, ingen/intet, nogenting, ingenting, alting, nogen/noget, nogle/nogen, somme, anden/andet/andre, mangen/mangt/mange, en eller anden, et eller andet, en og anden, et og andet, hver/hvert, enhver/ethvert, en hvilken som helst, et hvilket som helst, al/alt.

De ubestemte stedord refererer ikke til noget (eller nogen) bestemt:

a) Man kan aldrig vide, hvad de finder på. e) Er der nogen? Hvad er nu det for noget?

b) Du må godt tage en af de blå. f) Hun fandt en anden. Hvad andet kunne hun gøre.

c) Det regner tit på denne årstid. g) Der var ret mange til festen.

d) Vi så ingen. Vi sagde intet til hinanden. h) Det var alt for i dag.

NB. Når ord som det, nogen, somme, anden, mange og al står foran navneord, optræder de enten som kendeord eller som en slags tillægsord:

a) Det gamle træ er smukt. d) Giv mig lige den anden bog.

b) Jeg har ikke nogen blyant. e) Han har mange penge på lommen.

c) Somme tider kommer vi for sent. f) Hvor er al maden blevet af?

Bemærk, at grænsen mellem tillægsord og stedord/kendeord er flydende. Det viser sig f.eks. ved, at vi kan sætte at være foran de fleste stedord og kendeord: at være en, den, mange, noget. I retskrivningsordbogen defineres nogle af de ord, vi har nævnt som eksempler på ubestemte stedord, således:

man: ubestemt stedord

en, et: ubestemte stedord, talord, kendeord (artikler)

den, det, de: ubestemte stedord, personlige stedord, kendeord (artikler)

ingen, intet: ubestemte stedord

nogen, noget, nogle, somme: ubestemte stedord. Noget kan dog også optræde som et biord

anden, andet, andre: ubestemte stedord, talord

mangen, mange, al, alt, alle: ubestemte stedord, tillægsord

Bemærk, at alle de anførte ord (bortset fra man) er tillægs(ords)agtige. Man er øjensynligt det eneste rent ubestemte stedord, idet det ikke kan efterfølges af et navneord. Ord, der ofte står alene, er på sin vis mere ubestemte end ord, der sjældent gør det. F.eks. er ordet enhver mere ubestemt end ordet ethvert: Enhver står tit alene. Ethvert gør det sjældent. Det ved ethvert barn!


Spørgsmål

Nævn mindst 4:

Personlige stedord: ____________________________________________________

Ejestedord: __________________________________________________________

Tilbagevisende stedord: ________________________________________________

Påpegende stedord: ___________________________________________________

Spørgende stedord: ___________________________________________________

Henførende stedord: ___________________________________________________

Ubestemte stedord: ____________________________________________________

Beskriv forskellen på kendeordet de og det personlige stedord de? ________________

____________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________________

Hvorved adskiller ejestedordene sig fra de personlige stedord? __________________

____________________________________________________________________________________

Hvad kendetegner de tilbagevisende stedord? _______________________________

____________________________________________________________________________________

Hvad kendetegner de påpegende stedord? __________________________________

Hvad hedder de spørgende stedord? _______________________________________

____________________________________________________________________________________

Hvad hedder de henførende stedord? ______________________________________

____________________________________________________________________________________

Nævn nogle ubestemte stedord? __________________________________________


Stedord (repetition)

1) Personlige stedord: jeg, du, De, han, hun, den, det, vi, I, De, de.

De personlige stedord står i stedet for (eller erstatter) navneordene og egennavnene. De op- træder ikke sammen med navneordene, ligesom kendeordene f.eks. gør det.

2) Ejestedord: min, din, sin, vor.

Ejestedordene kan i modsætning til de personlige stedord bøjes ligesom tillægsord: min, mit, mine, din, dit, dine, sin, sit, sine, vor, vort, vore. Ejestedordene optræder både alene (det er min) og sammen med navneordene (det er min bog).

3) Tilbagevisende stedord: sig (selv), (selv, begge), hinanden, hverandre, sin.

De tilbagevisende stedord refererer altid til grundleddet.

De personlige stedord mig, dig, os og jer er (ligesom de påpegende stedord begge og selv) ofte tilbagevisende. Ejestedordene sin, sine og sit er altid tilbagevisende, idet de altid refe rerer til grundleddet i 3. person, ental. Sig, hinanden og hverandre er altid tilbagevisende.

4) Påpegende stedord: dén, dét, denne, dette, hin, samme, sådan, slig, begge, selv.

De påpegende stedord er altid betonede. Har de to stavelser, er første stavelse trykstærk (betonet). De påpegende stedord optræder både alene (dét er mit) og sammen med navne- ordene (dét bord er mit).

5) Spørgende stedord: hvem, hvad, hvilken, hvilket, hvis.

De spørgende stedord kan indlede:

1) hovedsætninger (med omvendt ordstilling): Hvad hedder du?

2) spørgende stedordsbisætninger (med ligefrem ordstilling): Jeg spurgte ham, hvad han hed.


Stedord (repetition)

6) Henførende stedord: som, der, hvem, hvad, hvilken, hvilket, hvis.

De henførende stedord indleder de bisætninger, vi kalder relative (eller henførende) stedordsbisætninger. Der sættes komma før de henførende stedord.

De henførende stedord som og der refererer som regel til det sidste ord (led) i den fore gående hovedsætning:

a) Her er filmen, (som) jeg lånte dig (som refererer til filmen).

b) Du kan tage den bog, der ligger på bordet (der refererer til bog).

Som og der bruges ofte i flæng: Det er ham, der (eller som) har lånt den.

Hvem, hvad, hvilken, hvilket og hvis kan være:

1) almindeligt henførende: Mortensen, hvem (som) vi alle kender, bliver 60 år i morgen.

2) ubestemt henførende: De vidste alle, hvem hun var.

7) Ubestemte stedord:

man, en/et, det, ingen/intet, nogenting, ingenting, alting, nogen/noget, nogle/nogen, somme, anden/andet/andre, mangen/mangt/mange, en eller anden, et eller andet, en og anden, et og andet, hver/hvert, enhver/ethvert, en hvilken som helst, et hvilket som helst, al/alt.

De ubestemte stedord refererer ikke til noget (eller nogen) bestemt.

Når de ubestemte stedord står foran navneord, optræder de enten som kendeord eller som en slags tillægsord. Ord, der ofte står alene, er på sin vis mere ubestemte end ord, der sjældent gør det. F.eks. er ordet enhver mere ubestemt end ordet ethvert: Enhver står tit alene. Det gør ethvert sjældent. Det ved ethvert barn.

Generelt er grænsen mellem tillægsord og stedord/kendeord flydende. Det viser sig f.eks. ved, at vi kan sætte at være foran de fleste stedord og kendeord: at være en, den, mange, noget osv.


Talord (numeralier)

Der findes to slags talord:

1) mængdetal (kardinalier)

2) ordenstal (ordinalier)

Eksempler på mængdetal

1-10: én, ét, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti.

11-20: elleve, tolv, tretten, fjorten, femten, seksten, sytten, atten, nitten, tyve (toti).

21-25: enogtyve, toogtyve, treogtyve, fireogtyve, femogtyve (totifem) osv.

30: tredive (treti) 300: tre hundrede

40: fyrre (firti) 400: fire hundrede

50: halvtreds (femti) 500: fem hundrede

60: tres (seksti) 600: seks hundrede osv.

70: halvfjerds (syvti) 1000: tusinde

80: firs (otti) 10.000: ti tusinde

90: halvfems (niti) 20.000: tyve tusinde

100: hundrede 30.000: tredive tusinde osv.

200: to hundrede 100.000: hundredtusinde

NB. Én bøjes ligesom det ubestemte kendeord: én (fælleskøn), ét (intetkøn). Bemærk, at der ikke er mellemrum mellem enere og tiere (treogtyve). Det er der til gengæld mellem:

1) enere og hundreder: fem hundrede

2) enere og tusinder: fem tusinde

3) tiere og tusinder: halvtreds tusinde

Husnumre skrives efter gadenavnet: Vibevej 21

Postnumre skrives foran bynavnet: 3600 Frederikssund

Datoer angives således: 6. marts 1995 eller 6.3.1995 eller 6.3.95

toti, treti, firti, femti osv. bruges f.eks. på checks.


Brøker: 1/2: en halv, 1/3: en tredjedel, 1/4: en fjerdedel, 1/5: en femtedel osv.

Hundrede og tusind kan være navneord: et hundrede, flere hundreder osv. Følgende ord er altid navneord: en million, en milliard, en billion en snes og et dusin.

Bemærk forskellen i stavemåde, når det drejer sig om disse ord:

Halvtreds afledt af: halvtredsindstyve: halvtredje = 2.5, sinde = gange

Tres afledt af: tresindstyve: tre gange tyve

Halvfjerds afledt af: halvfjerdsindstyve: halvfjerde (3.5) gange tyve

Firs afledt af: firsindstyve: fire gange tyve

Halvfems afledt af: halvfemsindstyve: halvfem (4.5) gange tyve

Eksempler på ordenstal

1. = første 11. = elvte 21. = enogtyvende

2. = anden 12. = tolvte 22. = toogtyvende

3. = tredje 13. = trettende 23. = treogtyvende

4. = fjerde 14. = fjortende 24. = fireogtyvende

5. = femte 15. = femtende 25. = femogtyvende

6. = sjette 16. = sekstende 26. = seksogtyvende

7. = syvende 17. = syttende 27. = syvogtyvende

8. = ottende 18. = attende 28. = otteogtyvende

9. = niende 19. = nittende 29. = niogtyvende

10. = tiende 20. = tyvende 30. = tredivte

40. = fyrretyvende

50. = halvtredsindstyvende

60. = tresindstyvende

70. = halvfjerdsindstyvende

80. = firsindstyvende

90. = halvfemsindstyvende

NB. Ordenstallet anden kan bøjes: anden (fælleskøn), andet (intetkøn).


Generelt om talord

Bemærk, at talordene én og ét i modsætning til kendeordene en og et ofte forsynes med en accent.

Tallene fra én til ti skrives normalt med bogstaver, mens tallene fra 11 og opefter skrives med tal:

Han er lige fyldt 15 år, og han er kun optaget af én ting: sin computer.

Foran måleenheder som kroner, meter, liter osv. bruger man dog næsten altid tal:

7 kr. (kroner)., 50 m (meter), 2 l (liter) osv.

I forbindelse med titler og faste udtryk er det stadig almindeligt at anvende bogstaver:

De syv Samuraier. De tusind søers land (Finland). Tre er et umage par osv.

De fleste talord er tillægs(ords)agtige, idet de lægger sig til navneordene:

Der er syv drenge i klassen. Hvad hed den 11. spiller på holdet?

Når talordene optræder som navneord, er de navne(ords)agtige:

Syv er et helligt tal (jvf. den syvarmede lysestage). Tretten anses tit for et ulykkestal.

Romertallene bruges ofte ved angivelse af afsnit

1 = I 6 = VI 50 = L

2 = II 7 = VII 100 = C

3 = III 8 = VIII 500 = D

4 = IV 9 = IX 1000 = M

5 = V 10 = X

NB. Romertallene kan også bruges som ordenstal: Margrethe II (den 2.), Frederik VII (den 7.) osv.


Udråbsord (interjektioner)

Udråbsordene (de såkaldte ytringsord) er ubøjelige (små-) ord, der ofte erstatter en hel sætning:

1) Av! = Det gjorde ondt!

2) Ups! = Jeg var lige ved at falde!

3) Uhm! = Det smager godt!

4) Hallo! = Er der nogen hjemme!

5) Ih, hvor er det godt!

6) Åh, lad nu være!

Eksempler på udråbsord: ja, jo, nej, næh, åh, ah, aha, så så, nuvel, fy, bravo osv.

Udråbsordene kombineres ofte med:

1) andre udråbsord: Åh nej. Ja .

2) navneord: Oh skræk og ve.

3) udsagnsord: Se . Fy, skam dig.

4) biord: Ih altså. Sørens også.

NB. Udråbsordene bør ikke forveksles med udsagnsordenes bydeform: Fy (udråbsord), skam (bydeform) dig.

De såkaldte lydord, der tidligere blev henregnet til udråbsordene, udgør i dag en selvstændig ordklasse.

Eksempler på lydord (onomatopoietika)

Bang, bums, doing, dunk, pladask, smask, slask, pist, pst, blip, blop, pruh, muh, kuk, mjav, kvivit, kykliky, rap, øf, vov, kluk, babu, tøf, fut osv.


Ordklassehierakiet

Navneord, egennavne & stedord

Udsagnsord Tillægsord Kendeord Talord

Forholdsord

Biord

1) Udsagnsordene lægger sig beskrivende til navneordene: Drengen løber.

2) Tillægsordene lægger sig beskrivende til navneordene: Han har en stor hund.

3) Kendeordene lægger sig til navneordene: Kirsten har en blyant.

4) Talordene lægger sig til navneordene: Jesper har syv kroner.

5) Forholdsordene lægger sig til navneordene: Gæt, hvem der kommer i morgen.

6) Biordene lægger sig beskrivende til udsagnsordene: Karsten løber hurtigt.

7) Biordene lægger sig beskrivende til tillægsordene: Søren er enormt hurtig.

8) Biordene lægger sig til forholdsordene: De tog ofte hen til Jytte.

Bemærk, at navneordene og biordene befinder sig henholdsvis øverst og nederst i hierakiet. Bemærk også, at tillægsordene angiver navneordenes kvalitet, mens talordene angiver deres kvantitet. De ord, der lægger sig beskrivende til andre ord, har ofte ledstatus. De kan altså i mange tilfælde betragtes som selvstændige led. I sætningen: Han har en stor hund, er stor tillægsled til navneordet hund. I sætningen: Søren er enormt hurtig, er enormt biled til tillægsordet hurtig osv.

ñ

ñ

ñ

ñ

ñ

ñ

ñ

ñ



Sætningsanalyse

&

sætningsled



Sætningsleddene

Sætningsleddene hedder:

1) udsagnsled verballed

2) sammensat udsagnsled sammensat verballed

3) grundled subjekt

4) foreløbigt (formelt) grundled foreløbigt subjekt

5) egentligt (reelt) grundled egentligt subjekt

6) omsagnsled til grundled subjektsprædikat

7) løst omsagnsled til grundled løst subjektsprædikat

8) genstandsled (direkte genstandsled) akkusativobjekt (direkte objekt)

9) omsagnsled til genstandsled objektsprædikat

10) hensynsled (indirekte genstandsled) dativobjekt (indirekte objekt)

11) navneled substantivisk led

12) tillægsled (tillægsordsled) adjektivisk led

13) biled (biordsled) adverbialled

bindeordsforbindelse (bindeordsled) konjunktionsforbindelse

tidsbestemmelse (tidsangivelse)

stedsbestemmelse (stedsangivelse)

størrelsesbestemmelse (størrelsesangivelse)

14) forholdsordsforbindelse (forholdsordsled) præpositionsforbindelse

15) navnetillæg (samstilling) apposition

NB. Prædikat betyder noget i retning af tilføjelse. For eksempel er et subjektsprædikat et led, der føjer en yderligere beskrivelse til subjektet (dvs. til grundleddet). Da grundleddet, genstandsleddet og hensynsleddet som regel er et navneord (egennavn eller stedord), kaldes disse led med en fællesbetegnelse for navneled. Bemærk, at de vigtigste (almindeligste) led er understreget.


Udsagnsled (verballed)

Udsagnsleddet består i reglen af et eller flere udsagnsord. Man kan normalt sætte jeg foran udsagnsleddet: Jeg cykler, jeg svømmer, jeg har spist osv.

Udsagnsleddet kan være:

1) en almindelig tid: Hun hopper (nutid). Han sprang (datid).

2) en bydeform: Sæt (bydeform) dig nu ned.

3) en ønskeform: Dronningen leve.

Bemærk, at man ikke kan sætte jeg foran bydeformen.

Der kan være flere udsagnsled i den samme sætning: Fangerne råbte, skreg og græd.

Det sammensatte udsagnsled består af 2 eller flere udsagnsord:

1) Vi har lige spist til middag. (før nutid)

2) Fuglen kunne ikke flyve. (datid + navneform)

3) Hun er nok blevet liggende i sin seng. (tidsbøjet lang tillægsform)

4) Havde han ikke været syg, ville han være kommet. (førtids førfremtid)

Bemærk, at det sammensatte udsagnsled i reglen er en udvidet tid (eller form) af udsagnsordet. Det/de ord, der står foran hovedudsagnsordet er således ofte hjælpe- og/eller mådesudsagnsord. I sætningen: Han gik fløjtende ind i klassen, kan gik fløjtende også betragtes som et sammensat udsagnsled, da både gik og fløjtede har det samme grundled: Han gik ind i klassen, imens han fløjtede.

Drejer det sig om faste udtryk, kan udsagnsleddet eventuelt udvides med andre ord:

Hun vasker (udsagnsord) op (biord). Han sidder (udsagnsord) ned (biord).

NB. Ordene op og ned kan også betragtes som biled, idet de lægger sig til udsagnsordene vasker og sidder. Bemærk, at udtryk som gå .. hen eller løfte .. op ikke er faste, da de ikke i sig selv giver nogen mening. Faste er derimod udtrykkene: anse (regne) .. for og betragte .. som. Se også s. 58, nederst.


Udsagnsleddet kan også være camoufleret:

Efter sanseudsagnsordene se, høre og føle finder vi ofte et såkaldt logisk eller camoufleret udsagnsled i form af en (udfyldende) navneform:

Camoufleret udsagnsled Omskrivning,

(udfyldende navneform) der afdækker udsagnsleddet

1) Jeg så ham løbe i skoven. = Jeg så, at han løb i skoven.

2) Han hørte os rumstere i stuen. = Han hørte, at vi rumsterede i stuen.

3) De følte tiden nærme sig. = De følte, at tiden nærmede sig.

NB. Navneformen kaldes udfyldende, fordi den "udfylder" et udsagnsleds funktion.

Bemærk, at så .. løbe, hørte .. rumstere og følte .. nærme ikke er sammensatte udsagnsled. I den første sætning er udsagnsled for grundleddet jeg, mens løbe er camoufleret udsagns led for det camouflerede grundled ham (se også under grundled).

Efter udsagnsordene lade, bede og byde finder vi også tit et camoufleret udsagnsled:

Camoufleret udsagnsled

(udfyldende navneform) Udsagnsled

1) De lod ham holde barnet. = De tillod, at han holdt barnet.

2) Vi bad ham (om at) hente isen. = Vi spurgte, om han ville hente isen.

3) Han bød ham komme straks. = Han befalede, at han kom straks.

Her er der ligeledes tale om camouflerede udsagnsled:

Camoufleret udsagnsled

(udfyldende navneform) Udsagnsled

1) Jeg fik hende til at smile. = Jeg udvirkede, at hun smilte.

2) Han overvejede at gå. = Han tænkte, at han ville gå.


Spørgsmål og øvelser

Hvad kaldes grundleddet, genstandsleddet og hensynsleddet med en fællesbetegnelse?

_____________________________________________________________________________________________

Hvad er et prædikat? ___________________________________________________

Lav sætninger, hvor:

udsagnsleddet er en almindelig tid (nutid eller datid): __________________________

udsagnsleddet er en bydeform: ___________________________________________

udsagnsleddet er en ønskeform: __________________________________________

udsagnsleddet er sammensat af flere udsagnsord: _____________________________

____________________________________________________________________________________

udsagnsleddet er udvidet med et ord, der ikke er et udsagnsord: __________________

____________________________________________________________________________________

udsagnsleddet er camoufleret: ___________________________________________

Sæt streg under udsagnsleddene:

Også i Europa fandtes blomstrende folkereligioner, hvis videre udvikling blev afbrudt af kristendommens sejrsgang. Deres religiøse indhold blev næsten fuldstændig udryddet på grund af den kristne læres krav om at være den eneste rette tro. Kravet blev understøttet af statsmagten, der indså det fornuftige i en religiøs samling.

Dette gjaldt især for germanernes og de beslægtede kelteres natur- og skæbnereligion. Udover runeindskrifterne har germanerne ikke selv efterladt sig skriftlige vidnesbyrd om deres religiøse forestillinger og skikke. Det, vi ved, stammer først og fremmest fra deres fjender, romerne, især fra Cæsars skrifter og fra Tacitus´ "Germania".

Man har dog et godt kendskab til nordgermanernes (nordboernes) gudelære. Det er fremfor alt Snorri Sturlusons "Edda" (omkring 1220), sagaerne samt optegnelser fra kristne munke, der har givet os viden om nordboernes religion.


Grundled (subjekt)

I sætningen Peter cykler, er Peter grundled. Grundleddet er sætningens jeg og kan i reglen erstattes af dette ord: Jeg cykler. Når udsagnsleddet står i handleform, er grundleddet aktivt (handlende). Grundleddet findes ved at sætte hvem/hvad foran udsagnsleddet:

Hvem (hvad) cykler? Svar: Peter (Peter er altså det aktive grundled).

Når udsagnsleddet står i lideform, er grundleddet passivt:

Musen blev fanget.

Hvem (hvad) blev fanget? Svar: Musen (Musen er altså det passive grundled).

Grundleddet er normalt et:

Spørgsmål Svar

1) navneord: Pigerne snakker. Hvem snakker? Pigerne.

2) egennavn: Jytte sover. Hvem sover? Jytte.

3) personligt stedord: Han læser. Hvem læser? Han.

4) ejestedord: Min er den flotteste. Hvis er? Min.

5) henførende stedord: Pigen, der lo, hed Lis. Hvem lo? der.

6) spørgende stedord: Hvem sagde noget? Hvem sagde? Hvem.

7) påpegende stedord: Dét er virkelig for galt. Hvad er? Dét.

8) ubestemt stedord: Enhver kan tage fejl. Hvem kan tage? Enhver.

NB. Når grundleddet er et ejestedord eller et personligt stedord i ejefald, må man spørge med hvis.

Grundleddet kan dog også være:

1) en tillægsform: De sovende (grundled, lang tillægsform) blev vækket klokken 8.

2) en navneform: At læse (grundled, navneform) er let.

3) et tillægsord: Det grønne (grundled, tillægsord) er sundt for øjnene.


Grundleddet kan desuden være en navne(ords)agtig:

1) bisætning: At vi er dygtige, er sikkert.

Hvem han er, vides ikke.

Bemærk, at de ovennævnte bisætninger med lidt god vilje kan erstattes af navneord:

Vores dygtighed er en kendsgerning. Hans identitet kendes ikke.

Der kan være flere grundled i den samme sætning:

Holger, Jens og Ole spiller fodbold.

Hvis grundleddet er et navneord eller et egennavn, kan det udvides:

1) Hendes gamle hund kom hen til mig.

2) Hans meget smukke stemme gjorde indtryk på enhver.

3) Den flinke Preben kom på besøg i går.

Hvem kom? Svar: Hendes gamle hund.

Hvad gjorde? Svar: Hans meget smukke stemme.

Hvem kom? Svar: Den flinke Preben.

Bemærk, at hund, stemme og Preben er de rene grundled:

1) hund kom hen til mig.

2) stemme gjorde indtryk på enhver.

3) Preben kom på besøg i går.

Hvem kom? Svar: hund.

Hvad gjorde? Svar: stemme.

Hvem kom? Svar: Preben.

NB. Hvis udsagnsleddet er en bydeform, er der normalt intet grundled i sætningen: Gå nu! Kom så!


Foreløbigt (formelt) og egentligt (reelt) grundled (subjekt)

Det foreløbige grundled kaldes også det formelle grundled, mens det egentlige grundled kaldes det reelle grundled. Ordet der (eller det) optræder ofte som foreløbigt grundled, mens det egentlige grundled først kommer senere i sætningen:

Der (formelt grundled) var engang en prins og en prinsesse (reelt grundled).

Spørgsmål: Hvem var formelt? Svar: Der var.

Spørgsmål: Hvem var reelt? Svar: en prins og en prinsesse var.

Eksempler:

1) Det (formelt grundled) er sjovt at svømme (reelt grundled).

2) Det (formelt grundled) er godt, at vi ikke er alene (reelt grundled).

3) Der (formelt grundled) er ingen (reelt grundled) i klassen

4) Der (formelt grundled) er intet (reelt grundled) i vejen for, at vi kan komme.

NB. Udsagnsordene er intransitive eller står i lideform: Der sker noget (reelt grundled). Der kommer nogen (reelt grundled). Der høres ikke en lyd (reelt grundled).

Det midlertidige grundled kan i reglen udelades:

1) At svømme (grundled) er sjovt.

2) At vi ikke er alene (grundled) er godt.

3) Ingen (grundled) er i klassen.

4) Intet (grundled) er i vejen for, at vi kan komme.

Bemærk, at det ofte lyder kunstigt, når man udelader det formelle grundled. Når der ikke kommer et egentligt grundled efter der eller det, er disse ord almindelige (ubestemte) grundled:

1) Det (grundled) sner i gården. 3) Det (grundled) sortner for hans øjne.

2) Der (grundled) er varmt i stuen. 4) Det (grundled) lysner i øst.

NB. Begrebet formelt er lidt misvisende, når det anvendes som modsætning til reelt. I stedet burde man bruge almindelige betegnelser som uægte og ægte grundled.


Spørgsmål og øvelser

Hvilke ord sætter man foran udsagnsleddet, for at finde grundleddet? _____________

Lav sætninger, hvor:

grundleddet er et navneord: _____________________________________________

grundleddet er et egennavn: _____________________________________________

grundleddet er et personligt stedord: _______________________________________

grundleddet er et ejestedord: _____________________________________________

grundleddet er et henførende stedord: ______________________________________

grundleddet er et spørgende stedord: ______________________________________

grundleddet er et påpegende stedord: ______________________________________

grundleddet er et ubestemt stedord: _______________________________________

grundleddet er en navneform: ____________________________________________

grundleddet er en tillægsform: ___________________________________________

grundleddet er et tillægsord: _____________________________________________

grundleddet er en bisætning: ____________________________________________

grundleddet består af flere end to ord: _____________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Sæt streg under grundleddene:

Romersk politik og romerretten har præget det europæiske statsstyre, ligesom jødedommen har formet kristendommen, og græsk filosofi danner grundlaget for vestlig tænkning. Romeren havde som husherre uindskrænket magt over kone, børn og tyende, og i den romerske republik beskæftigede tænkningen sig ikke først og fremmest med borgernes personlige lykke, men med "res publica" - "den offentlige sag", dvs. staten. I kejsertiden opstod en kejserkult. Octavian ophøjede således sin adotivfader, Cæsar, til gud, og han selv blev efter sin død guddommeliggjort som kejser Augustus. Dette var ikke udtryk for en egentlig romersk, men snarere for en orientalsk tankegang, som først blev almindelig, da de hellenistiske riger blev indlemmet i imperiet.


Omsagnsled til grundled (subjektsprædikat)

Omsagnsleddet til grundleddet beskriver hvad (eller hvordan) grundleddet er (ikke hvad det gør). Man kan derfor sætte lighedstegn mellem disse to led. Omsagnsleddet til grundleddet er i reglen et navneord, et egennavn eller et tillægsord:

1) Bulder er en hund. (navneord, omsagnsled til grundled)

2) Pigen hedder Nina. (egennavn, omsagnsled til grundled)

3) Vi bliver dygtige. (tillægsord, omsagnsled til grundled)

4) Du er den, vi bedst kan lide. (stedord, omsagnsled til grundled)

Normalt kan man kun have omsagnsled til grundled efter udsagnsord som disse:

1) være, blive: Huset er rødt. Han er blevet stor.

2) hedde, kaldes: Faget hedder dansk. Hun bliver kaldt Gurli.

3) synes (virker, forekommer): Bjergene syntes (virkede) utilgængelige.

4) anses (regnes) for: Svaret anses (regnes) for (at være) rigtigt.

5) betragtes som: Hun blev betragtet (betragtedes) som et geni.

NB. I udtrykket anses for optræder for som et bindeord, der kan sidestilles med som.

Omsagnsleddet til grundleddet kan ikke være en tillægsform:

Han er ansat her. De var gående. Vi kørte i bil. (Er ansat og var gående er sammensatte udsagnsled).

Omsagnsleddet til grundleddet kan være en navneform: Det hedder (kaldes) at læse.

Omsagnsleddet til grundleddet kan udvides med flere ord:

1) De blev betragtet som nogle vilde krabater.

2) Morten er en usædvanligt dygtig elev .

3) Blandt bankospillere kaldes tallet 90 for gamle Ole.

4) Karen var den bedste spiller på holdet.


Løst omsagnsled til grundled (løst subjektsprædikat)

Tidligere kaldte man løst omsagnsled til grundled for en tilstandsbetegnelse. Da dette ord er kortere og dermed lettere at referere til, vil vi anvende det her. Tilstandsbetegnelsen er et tillægsord, der kun karakteriserer grundleddet i en bestemt situation:

1) Han sad stor og ubevægelig i stolen.

2) Hun kom træt hjem fra skole.

3) Glade og tilfredse gik vi i seng.

Normalt kan man ikke have en tilstandsbetegnelse efter udsagnsord som disse: være, blive, hedde, kaldes, anses (regnes) for, synes (virker, forekommer), betragtes som. Disse ord tager almindeligt omsagnsled til grundled.

Tilstandsbetegnelsen kan ikke være en tillægsform:

I sætningen: Opmuntret af læreren påbegyndte han opgaven, er opmuntret et skjult, sammensat udsagnsled: Efter at han var blevet opmuntret (før datid) af læreren, påbegyndte han opgaven. I sætningen: Syngende og fløjtende gik de i gang med arbejdet, er syngende og fløjtende ligeledes camouflerede udsagnsled: Imens de sang (datid) og fløjtede (datid), gik de i gang med arbejdet.

Tilstandsbetegnelsen kan udvides med flere ord:

1) Skjortenhelt nystrøget på hylden.

2) Han gik ret tavs omkring i stuen.

NB. Når tillægsordene i forvejen ender på t, kan man ikke se, om de lægger sig til udsagnsleddet eller til grundleddet:

1) Maden stod urørt (tillægsord) på køkkenbordet.

2) Hun for forfjamsket (tillægsord) omkring.

I sætningen: Han sad sammensunken i sofaen, fremgår det til gengæld af formen, at tillægsordet sammensunken lægger sig til grundleddet (han).


Spørgsmål og øvelser

Hvilke ord kan være omsagnsled til grundled? _______________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Lav sætninger, hvor:

omsagnsleddet til grundleddet er et navneord: _______________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _omsagnsleddet til grundleddet er et egennavn: _______________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _omsagnsleddet til grundleddet er et tillægsord: _______________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Nævn 7 udsagnsord, der tager omsagnsled til grundled: ________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvilke ord kan være tilstandsbetegnelser (løst omsagnsled til grundled)? __________ ____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Lav sætninger, hvor tilstandsbetegnelsen er et:

almindeligt tillægsord: _________________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _tillægsord, der er dannet af en kort tillægsform: ______________________________

_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

tillægsord, tillægsord, der er dannet af en lang tillægsform: _____________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Nævn 7 udsagnsord, der ikke tager løst omsagnsled til grundled: _________________

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


Genstandsled (akkusativobjekt)

I sætningen Peter maler huset, er huset genstandsled. Genstandsleddet er det led, som grundleddet øver (direkte) indflydelse på (eller foretager sig noget med). Genstandsleddet er med andre ord genstand for grundleddets aktivitet. Genstandsleddet findes ved at sætte hvem/hvad foran udsagnsleddet og grundleddet:

Hvem (hvad) maler Peter? Svar: huset (huset er altså genstandsled).

NB. I sætninger, hvor grundleddet er passivt, dvs. hvor udsagnsleddet står i lideform, kan der ikke være noget genstandsled, da genstandsleddet jo er genstand for grundleddets aktivitet.

Genstandsleddet er normalt et:

Spørgsmål Svar

1) navneord: Hun læser bogen. Hvad læser hun? bogen.

2) egennavn: Jeg mødte Ole. Hvem mødte jeg? Ole. 3) personligt stedord: Han elsker hende. Hvem elsker han? hende.

4) ejestedord: Hun tog din. Hvad tog hun? din.

5) henførende stedord: Kagen, som han åd, var stor. Hvad åd han? som.

6) spørgende stedord: De spurgte, hvad han drak. Hvad drak han? hvad.

7) påpegende stedord: Vi tager dén. Hvad tager vi? dén.

8) ubestemt stedord: De sagde intet. Hvad sagde de? intet.

Genstandsleddet kan også være:

1) en lang tillægsform: Vi vækkede den sovende.

2) en kort tillægsform: Soldaterne hjalp de sårede.

3) et tillægsord: Hun tog den lille.

4) en navneform med at: De elskede at bade.

5) en navne(ords)agtig bisætning: Hun sagde, at han var sød.

Han fortalte, hvem han var.


Der kan være flere genstandsled i den samme sætning:

Han spiller violin, klaver og trompet.

Hun købte mælk, tomater og smør.

Hvis genstandsleddet er et navneord eller et egennavn, kan det udvides:

1) Hun tog den gamle mand i hånden.

2) Vi købte et meget smukt maleri.

3) Moderen lagde sin lille Signe i seng.

Hvem tog hun? Svar: den gamle mand.

Hvad købte vi? Svar: et meget smukt maleri.

Hvem lagde moderen? Svar: sin lille Signe.

Bemærk, at mand, maleri og Signe er de rene genstandsled:

Hvem tog hun? Svar: mand.

Hvad købte vi? Svar: maleri.

Hvem lagde moderen? Svar: Signe.

I sætninger med camouflerede led, er genstandsleddet en ufuldstændig sætning:

1) Hun så ham løfte hånden. Hvad så hun? Svar: ham løfte hånden.

2) Vi hørte fuglene synge. Hvad hørte vi? Svar: fuglene synge.

I den omskrevne sætning: Hun så, at han løftede hånden, er:

1) at han løftede hånden genstandsled for .

2) hånden genstandsled for løftede.

Vedrørende camouflerede led, se også s. 95.


Spørgsmål og øvelser

Genstandsleddet findes ved at sætte hvem/hvad foran: _________________________

Lav sætninger, hvor:

genstandsleddet er et navneord: __________________________________________

genstandsleddet er et egennavn: __________________________________________

genstandsleddet er et personligt stedord: ___________________________________

genstandsleddet er et ejestedord: _________________________________________

genstandsleddet er et henførende stedord: __________________________________

genstandsleddet er et spørgende stedord: ___________________________________

genstandsleddet er et påpegende stedord: ___________________________________

genstandsleddet er et ubestemt stedord: ____________________________________

genstandsleddet er en navneform: ________________________________________

genstandsleddet er en tillægsform: ________________________________________

genstandsleddet er et tillægsord: __________________________________________

genstandsleddet er en bisætning: _________________________________________

genstandsleddet består af flere end to ord: __________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Sæt streg under genstandsleddene:

Romersk politik og romerretten har præget det europæiske statsstyre, ligesom jødedommen har formet kristendommen, og græsk filosofi danner grundlaget for vestlig tænkning. Romeren havde som husherre ubetinget magt over kone, børn og tyende. I den romerske republik beskæftigede tænkningen sig ikke først og fremmest med borgernes personlige lykke, men med "res publica" - "den offentlige sag", dvs. staten. I kejsertiden opstod en kejserkult. Octavian ophøjede således sin adop-tivfader, Cæsar, til gud, og han selv blev efter sin død guddommeliggjort som kejser Augustus. Dette var ikke udtryk for en egentlig romersk, men snarere for en orientalsk tankegang, som først blev almindelig, da de hellenistiske riger blev indlemmet i imperiet.


Omsagnsled til genstandsled (objektsprædikat)

Omsagnsleddet til genstandsleddet beskriver hvad (eller hvordan) genstandsleddet er (ikke hvad det gør). Derfor kan man til en vis grad sætte lighedstegn mellem disse to led. Omsagnsleddet til genstandsleddet er i reglen et navneord, et egennavn eller et tillægsord:

1) Hun kaldte ham en kujon. (navneord, omsagnsled til genstandsled.

2) Han kaldte hende Nina. (egennavn, omsagnsled til genstandsled)

3) Jeg former lerklumpen rund. (tillægsord, omsagnsled til genstandsled)

4) Vi betragter dig som den, der ... (stedord, omsagnsled til genstandsled)

Normalt kan man kun have omsagnsled til genstandsled efter udsagnsord som disse:

1) gøre, lave (forme): De gjorde sig færdige. Han laver hullet stort.

2) tegne, male (farve): Vi tegner den rund. Hun maler himlen blå.

3) sy, strikke: Hun syr kjolen færdig. Hun strikker trøjen stor.

4) løbe, svømme: Han løber (svømmer) ham træt.

5) kalde (benævne): Nybyggerne kaldte indianerne (for) vilde. 6) købe: Hun købte den tilpas stor.

7) sælge: Vi sælger skjorterne uindpakkede (uindpakket).

NB. Udtrykkene gøre .. færdig og stille .. tilfreds kan også ses som sammensatte udsagnsled. Omsagnsleddet til genstandsleddet kan ikke være en tillægsform, men det kan godt være en navneform: Kalder du dét at gå? Jeg kalder det at cykle.

Omsagnsleddet til genstandsleddet kan udvides med flere ord:

1) Vi betragtede dem som nogle vilde krabater.

2) Læreren kaldte ham en usædvanligt dygtig elev.

3) Bankospillerene kalder tallet 90 (for) gamle Ole.

4) Træneren kaldte hende den bedste spiller på holdet.

5) Betjentene anså ham for (at være) farlig.


Spørgsmål og øvelser

Hvilke ord kan være omsagnsled til genstandsled? ____________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Sæt streg under de ord, der er omsagnsled til genstandsled:

Jeg døber dig Hans Jensen. De kaldte ham (for) mosemanden. Vi maler byen rød. Han lavede snebolden ret stor. Vi stillede os tilfredse med resultatet.

Lav sætninger, hvor:

omsagnsleddet til genstandsleddet er et navneord: ____________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

omsagnsleddet til genstandsleddet er et egennavn: ____________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

omsagnsleddet til genstandsleddet er et tillægsord: ___________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

omsagnsleddet til genstandsleddet er en navneform: __________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Kan omsagnsleddet til genstandsleddet være en kort tillægsform? ________________

Kan omsagnsleddet til genstandsleddet være en lang tillægsform? ________________

Er forkert omsagnsled til genstandsled i sætningen han tog strømpen forkert på? __

Er rigtigt omsagnsled til genstandsled i sætningen hun gjorde det rigtigt? __________

Kan man i sætningen hun gjorde det rigtigt se, om rigtigt er et biord, der lægger sig til gjorde eller et tillægsord, der lægger sig til det? ____________________________


Mere om camouflerede sætninger og led

Sætninger med omsagnsled indeholder ofte skjulte led:

Tilstandsbetegnelse (løst omsagnsled til grundled)

Han kom glad (tilstandsbetegnelse) hjem fra arbejdet.

= Han kom hjem fra arbejdet og var glad (almindeligt omsagnsled til grundled).

NB. Ved omskrivning går betydningen i nogen grad går tabt: Var han først glad, da han kom hjem?

Omsagnsleddet til genstandsleddet er altid omsagnsled til et skjult (logisk) grundled:

Han farvede kuglen blå (omsagnsled til genstandsled).

= Han farvede kuglen, så den blev blå (omsagnsled til grundled).

Tillægsformerne er ofte camouflerede udsagnsled:

Hun gik smilende (tillægsform) rundt i stuen.

= Idet (eller mens) hun smilede (udsagnsled), gik (udsagnsled) hun rundt i stuen.

Opmuntret (tillægsform) af læreren gik de i gang med arbejdet.

= Efter at de var blevet opmuntret (sammensat udsagnsled) af læreren, gik de i gang ...

Han stiller sig afvisende (tillægsform) over for kritikken.

= Han er afvisende (sammensat udsagnsled) over for kritikken.

Bemærk, at stiller og sig nærmest er overflødige ord. På dansk bruger vi ofte fyldeord: Han (står og ) vasker op. Hun (sidder og ) strikker. Han (går og ) hygger sig. Med disse ord udtrykker vi, at det, der tales om, sker lige nu: Hun er i færd med at strikke osv. På engelsk bruger man den såkaldte ingform til at udtrykke det samme: She is knitting (hun er i færd med at strikke).


Øvelser

Afdæk de camouflerede led ved at omskrive disse sætninger:

Vi så dem spille fodbold ovre i parken: _____________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Han sad stor og ubevægelig i stolen: _______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Glade og tilfredse satte vi os til bords: ______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Syngende og fløjtende gik de i gang med arbejdet: ____________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Medtaget af varmen holdt han en pause: ____________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Maden stod urørt på køkkenbordet: _______________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Dugen lå sammenkrøllet i skuffen: ________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

Han graver hullet stort: _________________________________________________

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________ _

De maler skyen hvid: __________________________________________________

Han stiller sig uforstående over for hendes adfærd: ____________________________

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


Mere om tillægsord og korte tillægsformer

Den korte tillægsform ender i ental, ubestemt form på t, et, en eller ent. Når den korte tillægsform står foran et navneord, bøjes den som et tillægsord:

Ental, ubestemt form Flertal, ubestemt form

en spildt (tillægsform) dråbe. flere spildte dråber.

et dækket bord. flere dækkede borde.

en renskrevet (renskreven) opgave. flere renskrevede (renskrevne) opgaver.

et renskrevet (renskrevent) manuskript. flere renskrevede (renskrevne) manuskripter.

Ental, bestemt form Flertal, bestemt form

den spildte dråbe. de spildte dråber.

det dækkede bord. de dækkede borde.

den renskrevede (renskrevne) opgave. de renskrevede (renskrevne) opgaver.

det renskrevede (renskrevne) manuskript. de renskrevede (renskrevne) manuskripter.

Når den korte tillægsform er en del af en almindelig tid, ender den altidt eller et:

Han har ikke spildt en dråbe. = før nutid, handleform.

Bordene var allerede blevet dækket. = før datid, lideform.

Opgaverne vil blive renskrevet i dag. = fremtid, lideform.

Når den korte tillægsform er en del af en ufuldstændig tid, ender den ikke altidt eller et, idet den kan være bøjet i flertal samt i ental, bestemt form:

De kostbare dråber er (blevet ) spildt(e). = ufuldstændig tid, da blevet er udeladt.

Bordene er (blevet ) dækket (dækkede). = ufuldstændig tid, da blevet er udeladt.

Opgaven er (blevet ) renskrevet (renskreven). = ufuldstændig tid, da blevet er udeladt.

NB. Efter udsagnsord, der tager omsagnsled til grundled, er den bøjede form stadig ret almindelig.

Den ubøjede form bruges dog hyppigt, når den korte tillægsform efterfølges af et forholdsord (det er vi irriteret over) eller af en forholdsordsforbindelse (vi er irriteret over hans sjuskeri). Bemærk, at vi i sætningen: Opgaven bliver renskrevet, har at gøre med en fuldstændig tid (se s. 45 og 26).


Når den korte tillægsform optræder som et camoufleret udsagnsled og lægger sig stærkt til det eller de øvrige udsagnsord i sætningen, ender den som regelt eller et:

Jeg ønsker varerne bragt i løbet af en time. = Jeg ønsker, at varerne bliver bragt ...

Sækkene bedes fjernet ved brand. (bemærk også de øvrige camouflerede

Hun har fået sine kindtænder plomberet. sætninger og led).

Dem har vi aldrig hørt omtalt.

Det er vigtigt, han får hentet dem i en fart.

Når den korte tillægsform er camoufleret udsagnsled, kan den eventuelt bøjes:

Opmuntret (opmuntrede) af læreren påbegyndte de arbejdet.

Manuskripternerenskrevet (renskrevne) på bordet.

Deltagerne gik forvirret (forvirrede) omkring.

Vi klappede henrykt (henrykte), da Placido Domingo kom ind på scenen.

Opildnet (opildnede) tog de hen til demonstration.

Om tillægsord, der er dannet af korte tillægsformer

Ligesom almindelige tillægsord, ender tillægsord, der er dannet af korte tillægsformere i flertal samt i ental, bestemt form:

et veldækket bord, det veldækkede bord, de/flere veldækkede borde.

en velkendt lyd, den velkendte lyd, de/flere velkendte sygdomme.

en fremskreden sygdom, den fremskredne sygdom, de/flere fremskredne sygdomme.

Er de omsagnsled til grundled, bøjes de også som almindelige tillægsord:

Bordene er veldækkede. Bordene er pæne.

Lydene er velkendte. Lydene er smukke.

Sygdommene er fremskredne. Sygdommene er ualmindelige.

NB. Den ubøjede form bruges dog af og til, når tillægsordet efterfølges af et forholdsord (dét var de meget opsat ) eller af en forholdsordsforbindelse (de var meget opsat på at komme).


Hensynsled (dativobjekt)

Hensynsleddet = den/det af hensyn til hvilken/hvilket noget gøres (eller sker). I sætningen Solen giver huden kulør, er huden hensynsled. Grundleddet (solen) forholder sig først (direkte) til genstandsleddet (kulør), siden (indirekte) til hensynsleddet (huden). Dette ses tydeligt, når vi omskriver sætningen: Solen giver kulør (genstandsled) til huden (forholdsordsforbindelse). Hensynsleddet findes ved at sætte hvem/hvad foran: udsagnsleddet, grundleddet og genstandsleddet:

Hvem (hvad) gav solen kulør? Svar: huden (huden er altså hensynsled).

Mette lavede ham en kop kaffe.

Hvem (hvad) lavede Mette en kop kaffe? Svar: ham (ham er altså hensynsled).

Hensynsleddet er normalt et:

Spørgsmål Svar

1) navneord: Han forærede pigen bogen. Hvem forærede han bogen? pigen.

2) egennavn: Jeg sendte Ole en gave. Hvem sendte jeg en gave? Ole.

3) personligt stedord: Han købte hende en ny hat. Hvem købte han en ny hat? hende.

4) ejestedord: Hun gav min en anden farve. Hvad gav hun en anden farve? min.

5) henførende stedord: Pigen, som han gav roser, var sød. Hvem gav han roser? som.

6) spørgende stedord: Hvem gav I den? Hvem gav I den? hvem.

7) påpegende stedord: Vi gav dén et nyt udseende (look). Hvad gav vi et nyt udseende? dén.

8) ubestemt stedord: De gav enhver modstand. Hvem gav de modstand? enhver.

Hensynsleddet kan også være:

1) en lang tillægsform: Vi gav de optrædende et stort bifald.

2) en kort tillægsform: Soldaterne ydede de sårede hjælp.

3) et tillægsord: Hun sendte den gamle blomster.

Hensynsleddet kan (i modsætning til genstandsleddet) erstattes af en forholdsordsforbindelse: Hvem (hensynsled) gav I den? = Til hvem (forholdsordsforbindelse) gav I den? = Hvem gav I den til?


Der kan være flere hensynsled i den samme sætning:

De gav Peter og Lise julegaver.

Hvis hensynsleddet er et navneord eller et egennavn, kan det udvides:

1) Instruktøren tilførte den iøvrigt gode forestilling nyt liv.

2) Han gav den søde Olga et knus.

Hvad tilførte instruktøren nyt liv? Svar: den iøvrigt gode forestilling.

Hvem gav han et knus? Svar: den søde Olga.

Bemærk, at forestilling og Olga er de rene hensynsled:

Hvad tilførte instruktøren nyt liv? Svar: forestilling.

Hvem gav han et knus? Svar: Olga.

Når du er i tvivl om, hvorvidt et led er genstandsled eller hensynsled, kan du bruge disse regler:

1) Hensynsleddet kommer normalt før genstandsleddet:

Hun gav ham (hensynsled) en kage (genstandsled).

2) Hensynsleddet kan normalt erstattes af en forholdsordsforbindelse:

Hun strikkede ham (hensynsled) en trøje (genstandsled).

= Hun strikkede en trøje til ham (forholdsordsforbindelse).

Omskrives en sætning fra handleform til lideform, bliver genstandsleddet til et grund-led, mens grundleddet forvandles til en styrelse i en forholdsordsforbindelse: Katten (grundled) fanger (udsagnsled) musen (genstandsled) = Musen (grundled) bliver fanget (udsagnsled) af katten (styrelse). Bemærk, at sætninger uden gen-standsled godt kan have hensynsled: Hun (grundled) var (udsagnsled) ham (hen-synsled) en kilde (omsagnsled til grundled) til megen glæde (forholdsordsforbindelse). Det (formelt grundled) er (udsagnsled) mig (hensynsled) en gåde (omsagnsled til grundled).


Spørgsmål og øvelser

Hensynsleddetleddet findes ved at sætte hvem/hvad foran: _____________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Lav sætninger, hvor:

hensynsleddet er et navneord: ____________________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er et egennavn: ___________________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er et personligt stedord: _____________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er et ejestedord: ___________________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er et henførende stedord: ____________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er et spørgende stedord: _____________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er et påpegende stedord: ____________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er et ubestemt stedord: ______________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er en navneform: __________________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er en tillægsform: _________________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er et tillægsord: ___________________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet er en bisætning: ___________________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

hensynsleddet består af flere end to ord: ____________________________________


Navneled (substantivisk led)

De navne(ords)agtige led kaldes for navneled. Følgende led regnes for navneled:

1) grundled subjekt

2) foreløbigt (formelt) grundled foreløbigt subjekt

3) egentligt (reelt) grundled egentligt subjekt

4) omsagnsled til grundled subjektsprædikat

6) løst omsagnsled til grundled løst subjektsprædikat

7) genstandsled (direkte genstandsled) akkusativobjekt (direkte objekt)

8) omsagnsled til genstandsled objektsprædikat

9) hensynsled (indirekte genstandsled) dativobjekt (indirekte objekt)

Bisætninger, der optræder som grundled eller genstandsled er også navneled:

Spørgende stedordsbisætninger:

Jeg spurgte ham, hvem han var. genstandsled for spurgte.

Ubestemt henførende stedordsbisætninger:

Hvem han er, det vides ikke. reelt grundled for vides.

spørgende biordsbisætninger:

Jeg spurgte ham, hvor han boede. genstandsled for spurgte.

Ubestemt henførende biordsbisætninger:

Han fortalte mig, hvor han boede. genstandsled for fortalte.

spørgende bindeordsbisætninger:

Jeg spurgte, om det var torsdag. genstandsled for spurgte.

Udsagnsbindeordsbisætninger :

Han fortalte mig, at han hed Ole. genstandsled for fortalte.

Regel: Alle spørgende og ubestemt henførende bisætninger er navne(ords)agtige, dvs. navneled. NB. De ubestemt henførende biordsbisætninger kan dog være bi(ords)agtige: Planten vokser, hvor der er skygge (biled til vokser).


Tillægsled (adjektivisk led)

Hvis man betragter en sætning som en kæde af ord, kan hvert enkelt ord anskues som et selvstændigt led. Et led kan altså både bestå af et enkelt ord og af flere ord. Imidlertid er det ikke alle enkeltord, vi kalder led. F.eks. er kendeord og forholdsord ikke led. Anderledes forholder det sig med biordene og tillægsordene.

Tillægsordene lægger sig til navneordene (egennavnene og stedordene), og det gør de enten som omsagnsled (skyen er hvid) eller som tillægsled (den hvide sky).

Tillægsordene kan optræde som tillægsled til navneleddene, dvs. til rene:

1) grundled: Det grønne blad er frisk.

2) omsagnsled til grundled: Hun er en smuk pige.

3) genstandsled: Hun hentede de gamle mennesker.

4) omsagnsled til genstandsled: De kaldte hende kloge Hansine.

5) Hensynsled: Han gav den rare dame blomster.

6) Styrelser i forholdsordsforbindelser: De fik slik af den flinke mand osv.

Bemærk, at tillægsformerne også kan være tillægsled: En vasket skjorte. De syngende fugle osv.

Andre ord, der optræder på tillægsordenes plads, kan også betragtes som tillægsled:

Sørens (egennavn) far, hendes (personligt stedord) mor, min (ejestedord) blyant.

Tillægsordene kan være tillægsled til stedord: Af den flinke hvem fik de slik?

Forholdsordsforbindelserne kan også være tillægsled: Damen i kiosken er meget flink.

De relative (henførende) stedords- og biordsbisætninger betragtes ligeledes som tillægsled, idet de enten lægger sig til navneordene, egennavnene eller stedordene:

Han har en knallert, der er grøn. = Han har en grøn knallert.

Ham, der griner, hedder Jens. = Den grinende (dreng) hedder Jens.

Hun bor i Odense, hvor de taler fynsk.


Biled (biordsled) (adverbialled)

Biordene lægger sig som biled til:

1) udsagnsordene

2) tillægsordene

3) biordene

Biordene optræder ofte som biled til:

1) udsagnsled: Drengen løber hurtigt. hurtigt er biled til løber.

2) biled til udsagnsled: Drengen løber temmelig hurtigt. temmelig er biled til hurtigt.

Bemærk, at vi kan have adskillige biord efter hinanden:

Han løber ofte temmelig hurtigt.

NB. Ofte lægger sig (nærmere beskrivende) til temmelig, der lægger sig (nærmere beskrivende) til hurtigt, der lægger sig (nærmere beskrivende) til løber.

Når antallet af biord bliver tilstrækkeligt stort, bør man foretage en omskrivning:

Han løber ikke ret ofte hurtigt = Det er ikke ret ofte, at han løber så hurtigt.

I en lang række tilfælde kan biordene enten betragtes som biled til udsagnsled eller som dele af sammensatte udsagnsled:

Børnene vasker sjældent op. Vær forsigtig, den går let itu.

Katten slog musen ihjel. Han tog skoene af.

NB. Det danske sprog har fra gammel tid været stærkt påvirket af bl.a. det tyske, hvor biordene endnu hyppigere optræder som forstavelser til udsagnsordene (hinausgehen, herunterbringen osv.). Pga. biordenes oprindelige og umiddelbare tilknytning til udsagnsordene kalder vi dem på latin for adverbier (= de ord, der lægger sig til verberne).


Betegnelsen biordsled bør kun bruges, når bileddet består af et eller flere biord:

Han arbejder næsten altid. (næsten altid er biled til arbejder).

Bemærk, at biordene også lægger sig som biled til navneled, når disse led er tillægsord:

Hun er ret (biled) sød (tillægsord, omsagnsled til grundled, navneled).

Regel:

Det er først og fremmest et ords (reelle) klasse og ikke (nødvendigvis) dets ledstatus, der bestemmer, hvordan andre ord lægger sig til det. Ret er ikke tillægsled til sød.

Biordene optræder ofte som biled til tillægsled til rene:

1) grundled: Den noget trætte dreng hed Jens.

2) omsagnsled til grundled: Hun er en ret sød pige.

3) genstandsled: Ib havde en temmelig god bog.

4) omsagnsled til genstandsled: De betragtede hende som en ret stramtandet dame.

5) hensynsled: Han gav den meget kønne pige blomster.

6) Styrelser i forholdsordsled: De fik slik af en særdeles flink dame osv.

De såkaldte tids-, steds- og størrelsesbestemmelser lægger sig ofte som biled til:

1) udsagnsordene (og biordene): Vi spiser aldrig klokken 7.00.

Den mange steder omtalte film.

Postbudet ringer altid to gange.

Bemærk, at tids-, steds- og størrelsesbestemmelserne altid er biled, idet de enten lægger sig til udsagnsordene (vi spiser klokken 8.00) eller til tillægsordene (et 325 meter langt hegn). Da tids-, steds- og størrelsesbestemmelserne først og fremmest består af navneord, men ikke fortjener betegnelsen navneled, kaldes de i nogle grammatikker for navnehelheder. NB. I sætningen: Den mange steder omtalte film er god, er mange tillægsled til steder, mens mange steder er biled til omtalte.


Tids-, steds- og størrelsesbestemmelserne bør ikke forveksles med andre led:

1) Vi mødes på mandag. (forholdsordsforbindelse, biled til mødes)

2) Vi mødes klokken 8.00. (tidsbestemmelse, biled til mødes)

3) Hun kender mange smukke steder. (genstandsled)

4) Hun kommer mange interessante steder. (stedsbestemmelse, biled til kommer)

5) Prisen er 100 kr. (omsagnsled til grundled)

6) Du kan få den for 90 kr. (forholdsordsforbindelse, biled til kan få).

Forholdsordsforbindelserne lægger sig ofte som biled til:

1) udsagnsordene (og biordene): Du bør altid sørge for, at lyset er tændt.

Det i fredags sendte program.

Vi svømmer sjældent i fjorden.

De om natten jagende løver.

NB. Betegnelsen forholdsordsled bruges stadig mange steder. Men da "forholdsordsleddene" enten er tillægsled (børnene i skolegården) eller biled (de rejste til Bornholm), er det mere korrekt at kalde dem forholdsordsforbindelser.

Bemærk, at de fleste forholdsordsforbindelser er biled, der enten lægger sig til udsagnsordene (det i år opnåede resultat) eller til tillægsordene (resultatet var uventet for alle = det var et for alle uventet resultat).

Bindeordsbisætningerne lægger sig ofte som biled til hovedsætningens:

1) udsagnsord (og biord): Du kan let nå det, hvis du skynder dig.

Den, da vi gik, ankomne person.

Hunden gør ofte, når vi kommer.

Bemærk, at de fleste bindeordsbisætninger er biled, idet de enten lægger sig til udsagnsordene (han kom, da vi gik) eller til tillægsordene (et, når vi spiser, kærkomment samtaleemne). NB. Når vi spiser er biled til kærkomment, der er tillægsled til samtaleemne.


Bemærk, at udsagnsbindeordsbisætningerne i reglen er navneled:

1) Han sagde (udsagnsled), at han ikke kunne komme (genstandsled).

2) At han ikke kunne komme (grundled), var en skam (omsagnsled til grundled).

De såkaldte bindeordsforbindelser lægger sig ofte som biled til:

1) Udsagnsordene (og biordene): Han går ofte som en elefant.

Vi kommer om muligt.

Hun staver bedre end mig.

Bemærk, at bindeordsforbindelserne er ufuldstændige (eller camouflerede) bindeordsbisætninger: Hun er klogere end mig = hun er klogere, end jeg er (klog). NB. Bindeordsforbindelserne er altid biled, idet de enten lægger sig til udsagnsordene (og biordene) eller til tillægsordene:

1) Han for afsted som et lyn.

2) Der var pænere end forventet.

NB. Hvis man indførte en ny (samlende) ledbetegnelse for udsagnsleddene og de ord, der knytter sig umiddelbart til disse, kunne man lettere placere de øvrige led grammatisk: I en sætning som: Han kommer ikke ret ofte til tiden, kunne man f.eks. kalde kommer ikke ret ofte for centralleddet. Forholdsordsforbindelsen til tiden kunne så kaldes for et biled til centralleddet.

Følgende led/ordforbindelser lægger sig som biled til tillægsordene og tillægsformerne:

1) Forholdsordsforbindelser: Det på torsdag afsluttede kursus.

2) Bindeordsbisætninger: En, da han ankom, aftalt beslutning.

3) Bindeordsforbindelser: Den som solen funklende rubin.

En om muligt bedre løsning.

4) Tidsbestemmelser: Den klokken 15.00 indtrufne begivenhed.

5) Stedsbestemmelser: Et mange steder forekommende citat.

6) Størrelsesbestemmelser: Det 30 meter høje hus.

Bemærk, at tillægsformerne er camouflerede udsagnsled: Den som solen funklende rubin = Den rubin, der funkler som solen osv. NB. Hele bisætningen er tillægsled til rubin.


Spørgsmål

Hvad kaldes grundleddet, genstandsleddet, hensynsleddet og omsagnsleddene med en fællesbetegnelse? __________________________________________________

Hvilke bisætninger kan være navneled? ____________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvilke ord lægger tillægsordene og udsagnsordenes tillægsformer sig til? __________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvilke bisætninger kan være tillægsled? ___________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Kan forholdsordsforbindelserne være tillægsled? ____________________________

Hvilke ord lægger biordene sig til? ________________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Kan et enkelt ord være et biled? __________________________________________

Nævn nogle navneagtige ordforbindelser, der er biled: _________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hvilke bisætninger kan være biled? _______________________________________

______________________________________________________________________________________________________________________________________________

Kan forholdsordsforbindelserne være biled? ________________________________

Er alle bindeordsbisætninger biled? _______________________________________

Er alle bindeordsforbindelser biled? _______________________________________


Tillægsled (repetition)

Tillægsleddene lægger sig til

1) navneordene

2) egennavnene

3) stedordene.

Tillægsleddene er altid:

1) tillægsord

2) ord eller ordforbindelser, der optræder som tillægsord, og som derved:

a) bliver tillægs(ords)agtige eller

b) får tillægs(ords)agtig værdi.

Eksempler på tillægsord, der er tillægsled:

en klog mand (almindeligt tillægsord)

en nyvasket bluse. (tillægsord, der er afledt af en tillægsform)

Eksempler på ord/ordforbindelser, der optræder som tillægsord, og som derved bliver tillægsled:

1) Udsagnsordenes tillægsformer: en vasket bluse, en talende papegøje.

2) Navneordenes tillægsformer: pigens kjole.

3) Egennavnenes tillægsformer: Københavns indbyggere.

4) De personlige stedords tillægsformer: hans sko.

5) Ejestedordenes tillægsformer: min cykel.

6) Andre stedords tillægsformer: dennes virkning.

7) Forholdsordsforbindelser: damen i kiosken.

8) Relative stedordsbisætninger: en mand, som er klog.

9) Relative biordsbisætninger: et sted, hvor vi kan spise.


Biled (repetition)

Bileddene lægger sig til:

1) udsagnsordene

2) tillægsordene

3) biordene

Bileddene er altid:

1) (rene) biord

2) ord eller ordforbindelser, der optræder som biord, og som derved:

a) bliver bi(ords)agtige eller

b) får bi(ords)agtig værdi.

Eksempler på (rene) biord, der er biled:

en særdeles klog (tillægsord) mand (gradsbiord)

De kørte (udsagnsord) ind til byen. (biord, der angiver retning)

Eksempler på ord/ordforbindelser, der optræder som biord, og som derved bliver biled:

1) Tillægsordenes biordsformer: De kørte hurtigt.

et hurtigt kørende tog.

2) Tidsbestemmelserne: Vi spiser klokken 7.00.

3) Stedsbestemmelserne: Jeg har mødt ham mange steder.

4) Størrelsesbestemmelserne: en 30 meter høj bygning.

5) Forholdsordsforbindelserne: De sørger altid for, at lyset er tændt.

en til bristepunktet spændt bue.

6) Bindeordsforbindelserne: Rubinen funkler som solen.

en som solen funklende rubin.

7) Bindeordsbisætningerne: den, da de spiste, herskende stilhed.


Forholdsordsforbindelse (præpositionsforbindelse)

En forholdsordsforbindelse består af et forholdsord og en styrelse. Styrelsen kan være:

1) et navneord: Pakken ligger under sengen.

2) et egennavn: Jonna har boet i Spanien.

3) et stedord: Jeg taler med ham.

4) et tillægsord: Hun hilste de gamle.

5) en tillægsform: Hun henvendte sig til de ansatte.

6) en navneform: De talte om at rejse.

7) en ufuldstændig sætning: Hun fik dem til at tage skoene på.

8) en navne(ords)agtig bisætning:

a) udsagnsbindeordsbisætning: Hun var glad for, at de mødte frem.

= Hun var glad for deres fremmøde.

b) ubestemt henførende bisætning: Han tænkte over, hvad der var sket.

= Han tænkte over det skete.

c) spørgende bisætning: De spurgte mig om, hvem jeg var.

= De udspurgte mig om min identitet.

Bemærk, at at-sætningerne (han sagde, at det var alvor) er de almindeligste, og at forholdsordene ofte kan udelades i de øvrige tilfælde:

De spurgte (udsagnsled) mig (hensynsled) om , hvem jeg var (genstandsled).

NB. Når forholdsordet om slettes, bliver styrelsen til et navneled.

Når styrelsen er en ufuldstændig sætning, finder vi ofte skjulte led:

Hun fik dem til at tage skoene på = Hun påvirkede dem, så de tog skoene på.


Er styrelsen et navneord eller et egennavn, kan forholdsordsforbindelsen udvides:

1) Han var ikke med til hendes 50 års fødselsdag.

2) Han brugte ordet i en ret almindelig betydning.

Styrelsen er ofte et stedord, der er løsrevet fra forholdsordet:

Det var hun irriteret over. = Hun var irriteret over det.

Bordet, som den lå , var rødt. = Bordet, hvilket den lå, var rødt.

I sætningen: Bordet, som den lå på ..., er som en (såkaldt) foranstillet styrelse til . NB. I sætningen: Han gik hen ad gaden, lægger biordet hen sig stærkt til forholdsordet ad, hvorfor hen ad gaden kan betragtes som et (samlet) biled til gik. Kalder man gik hen for centralleddet (se s. 121), optræder forholdsforbindelsen ad gaden som biled til dette. NB. Forholdsordsforbindelserne er enten tillægsled (folkene på søen får hvert år en hilsen fra Dronningen) eller biled (ræven lever i skoven).

Navnetillæg (samstilling) (apposition)

Navnetillægget er en navnehelhed eller en navne(ords)agtig størrelse, der lægger sig parantetisk (dvs. forklarende eller uddybende) til især navneleddene og styrelserne.

Når navnetillægget er efterstillet, sættes der komma foran det:

H.C. Andersen, den kendte eventyrdigter (navnetillæg), kom fra Fyn.

Når navnetillægget er foranstillet, sættes der intet komma:

Den kendte eventyrdigter (navnetillæg) H.C. Andersen, kom fra Fyn.

I tilfælde som disse sættes der ikke komma:

De blev viet på Vordingborg rådhus.

Gorm den gamle var en dansk konge.

Hende den søde kunne vi alle lide.

Snedkermester Jensen er frimærkesamler.

Gudstjenesten fandt sted Søndag formiddag.


Mere om tillægsformer, tillægsord og omsagnsled

Som bekendt udtrykker tillægsordene hvad (eller hvordan) navneordene er (pigen er sød), mens udsagnsordene udtrykker, hvad navneordene gør (pigen smiler). Tillægsformerne kan lidt af hvert. Som udsagnsord har de nogle af udsagnsordenes egenskaber, som tillægsformer nogle af tillægsordenes. Tag f.eks. en sætning som denne: Han kommer løbende ind i klassen. Da ordet Løbende kun er en tillægsform, er det først og fremmest et udsagnsord. Det siger altså især noget om, hvad han er i færd med at gøre, samtidig med at han kommer ind i klassen. Han er i færd med at løbe. Som tillægsform optræder ordet løbende (i nogen grad) tillægs(ords)agtigt. Det siger noget om, hvad (hvordan) han er, mens han kommer ind i klassen: Han "er løbende". Denne karakteristik svarer imidlertid helt til den karakteristik, som udsagnsordene normalt giver af navneordene: Han løber. Som tillægsform optræder ordet Løbende også (til en vis grad) bi(ords)agtigt: Det lægger sig til udsagnsordet kommer og siger noget om måden, han kommer ind i klassen på. Tillægsformen Løbende lægger sig så stærkt til kommer, at den kan erstatte dette ord:

Han kommer løbende ind i klassen. = Han løber ind i klassen.

I sætningen han gik fløjtende ind i klassen kan ingen af udsagnsordene undværes:

Her må vi sige: Han gik ind i klassen, imens han fløjtede.

Da de korte tillægsformer betegner en afsluttet aktivitet og dermed en midlertidig stilstand eller væren, kan de i reglen placeres lige efter udsagnsordene er og var:

Tøjet er vasket. Bogen er læst. Han er uddannet. Skjorten var krøllet osv.

Da de lange tillægsformer betegner en igangværende aktivitet og dermed en gøren, kan de i reglen ikke placeres umiddelbart efter udsagnsordene er og var:

Man kan ikke sige: Han er syngende. Hun er spisende. Vi er talende osv.


Da tillægsformerne altså først og fremmest udtrykker en gøren, er det logisk at betragte dem som:

1) dele af sammensatte udsagnsled (blusen er vasket = blusen er blevet vasket).

2) skjulte udsagnsled (drengen kommer løbende = drengen løber).

3) tillægsled (den vaskede skjorte, den løbende dreng).

Da den måde, tillægsformerne beskriver navneordene på i de to første eksempler, ikke er væsensforskellig fra den måde, udsagnsordene normalt beskriver navneordene på, er der gode grunde til at hævde, at tillægsformerne under ingen omstændigheder kan være omsagnsled. Når de optræder på disse leds plads, er de ganske enkelt ikke tillægs(ords)agtige nok (bemærk, at de normalt heller ikke bøjes som tillægsord i disse tilfælde, selvom det f.eks. stadig er tilladt at sige: bluserne er vaskede i stedet for bluserne er vasket). I sprogudviklingen er der en stigende tendens til at betragte tillægsformerne som det, de først og fremmest er, nemlig udsagnsord. Imidlertid er tillægsformerne tilstrækkeligt tillægs(ords)agtige til at kunne optræde som tillægsled til navneordene (se eksempel 3). De optræder også som navneled, når de er grundled, genstandsled og hensynsled etc. Sammenfattende kan vi sige, at når tillægsformerne står på omsagnsleddenes plads, er de altid udsagnsled eller dele af sammensatte udsagnsled, der i en eller anden grad er camoufleret:

Han er gående. = Han går.

Skjorten er vasket. = Skjorten er blevet vasket.

Han går syngende omkring. = Han går omkring, imens han synger.

Han kom vasket ind i stuen. = Han var blevet vasket, før han kom ind i stuen.

Kalder du den (for) vasket? = Påstår du, at den er blevet vasket?

Det er ikke altid, vi kan se, om et ord refererer til grundleddet eller genstandsleddet:

Hun lagde skjorten nyvasket ind i skabet. Nyvasket lagde hun skjorten ind i skabet Hun lagde den ubeset fra sig

Ordet nyvasket bruges både om mennesker og tøj. Ordet ubeset bruges kun om ting.


Ordklasseoversigt

Navneord fysiske fænomener: kat, træ, jord, bord, dreng osv.

tankefænomener: sommerferie, klogskab, udstilling, glæde osv.

Egennavne personnavne: Morten, Holger, Lene, Jette, Anders osv.

geografiske steder: Afrika, Spanien, Fredrikssund, Irisvej osv.

Udsagnsord hjælpeudsagnsord: være, blive, have.

mådesudsagnsord: kunne, skulle, ville, turde, burde, måtte, gide.

intransitive: bo, eksistere, fungere, handle, fordampe osv.

svage: svæve, lægge, bage, tegne, smile, save osv.

stærkt-svage: bringe, burde, følge, gøre, kunne, lægge osv.

stærke: bede, betyde, bide, blive, bryde, bære osv.

kort tillægsform: læst, set, slidt, vasket, sunget, sovet osv.

lang tillægsform: læsende, seende, vaskende, syngende osv.

Tillægsord regelmæssigt bøjede: klog, smuk, sød, dum, venlig, stor, pæn osv.

uregelmæssigt bøjede: gammel, lille, meget, få, god, slet, dårlig osv.

ubøjelige: trekantet, baglæns, stille, cirkelrund osv.

bøjet med mere og mest: begavet, velinformeret, irritabel osv.

Biord rene biord: her, nu, hen, op, sandelig, navnlig, næsten dog.

rene gradsbiord: særdeles, overmåde, temmelig, næsten, ret osv.

tillægsbiord: pænt, væsentligt, tilstrækkeligt, rimeligt, sødt.

Forholdsord (kræver styrelse): på/ved/hos/under/over, gennem, mod, uden, i.

Bindeord sideordnende: og/samt, plus, eller, enten/eller, men, thi, for, jamen.

underordnende: når, fordi, hvis, skønt, så, så at, som, om, at osv.

Stedord personlige: jeg, du, han, hun, den, det, vi, I, de, De.

ejestedord: min, din, sin, vor.

tilbagevisende: sig, hinanden, hverandre, sin.

påpegende: dén, denne, dét, dette, dé, disse osv.

spørgende: hvem, hvad, hvilken, hvilket, hvis.

henførende: som, der, hvem, hvad, hvilken, hvilket, hvis.

ubestemte: man, en, ingen, nogen, anden, mange, al osv.

Talord mængdetal: én, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti osv.

ordenstal: første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette osv.

Kendeord (bestemte og ubestemte): en, et, den, det.

Udråbsord (udråbsord og lydord): av, uhm, hallo, ak, suk, smask, dunk, fut, tøf.


Ledoversigt

Udsagnsled almindeligt Hun gav ham et kys.

sammensat Han har givet ham et kys.

camoufleret Vi hørte hende give ham et kys.

Grundled almindeligt Hun gav ham et kys.

navneform At svømme er sjovt.

sætning Om det er tilladt, vides ikke.

At den gik itu, var en skam.

Hvor hun bor, vides ikke.

foreløbigt Der var nogen, der gav ham et kys.

egentligt Der var nogen, der gav ham et kys.

Omsagnsled til grundled fast Han blev kåd. Hun var sød. Hun hed Lone.

løst Han kom træt hjem. Glad satte han sig ned.

Genstandsled almindeligt Hun gav ham et ret vådt kys på kinden.

navneform De elsker at cykle.

sætning Hun sagde, at det var sjovt.

Han fortalte, hvem han var.

skjult sætning Vi hørte hende give ham et kys.

Omsagnsled til genstandsled Maleren farvede skyerne lyserøde.

Hensynsled Hun gav ham et kys.

Tillægsled tillægsord Hun gav ham et vådt kys.

tillægsform En vasket skjorte. De syngende fugle.

andre ord Sørens far har penge. Min blyant er væk.

Karlen på gården. Damen i kiosken.

Han har en hund, der er sort = en sort hund.

Biled til tillægsord Hun gav ham et ret vådt kys.

En om muligt bedre løsning.

til biord Hun gav ham et ikke ret vådt kys.

til udsagnsord Vi løber hurtigt.

Hun gav ham et kys på kinden.

Vi spiser klokken 8.00.

Postbudet ringer to gange.

Et som solen strålende ansigt.

En, da han ankom, aftalt beslutning.


Opsamling

&

præcisering

af nogle

grammatiske

begreber



Grammatisk værdi

Til ledbetegnelserne svarer nogle bestemte grammatiske værdier:

Bileddene er bi(ords)agtige eller har bi(ords)agtig (adverbiel) værdi

Tillægsleddene er tillægs(ords)agtige eller har tillægs(ords)agtig (adjektivisk) værdi

Navneleddene er navne(ords)agtige har navne(ords)agtig (substantivisk) værdi

NB. Værdibetegnelserne bruges også i visse tilfælde om ordklasserne. F.eks. kan man sige, at det tilbagevisende stedord sig er navneagtigt (idet det altid refererer til et navneled og ofte er hensyns- eller genstandsled). Et ejestedord som min er tillægsagtigt (fordi det tit lægger sig til et navneord) osv. Bemærk, at min også kan være navneagtigt: Min er den bedste.

Sideordning (paratakse) og underordning (hypotakse)

Når to led har samme grammatiske værdi, siger vi, at de er sideordnede:

Eksempler på sideordnede led:

1) Peter og Lone læser. Peter og Lone er sideordnede navneled.

2) Vi drikker kaffe, te og øl. kaffe, te og øl er sideordnede navneled.

3) Peter læser, skriver og regner. læser, skriver og regner er sideordnede udsagnsled.

4) Den lille, sorte hund hed Prik. lille og sorte er sideordnede tillægsled osv.

Når et led lægger sig til et andet led, siger vi, at det er underordnet i forhold til dette:

1) De har en ikke ret stor hund. ikke er underled til ret, der er overled til ikke.

2) De har en ret stor hund. ret er underled til stor, der er overled til ret.

3) De har en stor hund. stor er underled til hund, der er overled til stor.

4) De har en stor, sort hund. stor og sort er underled til hund.


Da enhver bisætning er underled til et (eller flere) led i en hovedsætning, siger vi, at bisætningerne er underordnede i forhold til hovedsætningerne:

1) Han fortalte, hvad han hed. genstandsled for fortalte

2) Jeg ved ikke, hvor han bor. genstandsled for ved

3) Om han kommer, vides ikke. grundled for vides

4) Hunden kommer aldrig, når vi kalder biled til kommer aldrig

5) Han har en stue, der er stor. tillægsled til stue.

Kasus (fald)

Til navneleddene og tillægsleddene svarer nogle bestemte kasus eller fald:

Grundleddet står i grundledsfald = nominativ

Omsagnsleddet til grundleddet står i grundledsfald = nominativ

Genstandsleddet står i genstandsfald = akkusativ

Omsagnsleddet til genstandsleddet står i genstandsfald = akkusativ

Hensynsleddet står i hensynsfald = dativ

NB. Tillægsleddene udtrykker ofte et ejerforhold, og når det er tilfældet, siger man, at de står i ejefald eller genitiv (hans computer, hendes blyant, min taske, børnenes tøj osv.). I sætningen: Den gamle bog er antik, udtrykker ordet gamle også en slags ejerforhold, idet bogen tilhører kategorien gammel eller "ejes" af denne. Alligevel siger vi ikke, at gamle står i ejefald.

På dansk er det kun de personlige stedord, der kasusbøjes konsekvent. Navneordene kasusbøjes kun i genitiv, hvilket (med lidt god vilje) kan give anledning til misforståelser. F.eks. kan sætningen: Manden elsker konen forstås på to måder:

1) Det er manden, som elsker konen.

2) Det er konen, som elsker manden.


Foranstilling og efterstilling

Begreberne foranstillet og efterstillet bruges til at angive leddenes placering i forhold til hinanden:

1) De kommer ikke i morgen. efterstillet biled.

2) De kommer ikke i morgen. umiddelbart efterstillet biled.

3) Mætte af maden rejste de sig fra bordet. foranstillet tilstandsbetegnelse.

4) Mætte rejste de sig fra bordet. umiddelbart foranstillet tilstandsbetegnelse.

Sætning (definition)

Normalt vil der i en sætning både være et grundled, og et udsagnsled i form af en tid, og der skal som minimum være ét udsagnsord, der hverken er en navneform eller en tillægsform. Den korteste sætning består af en ønskeform, eller af en bydeform som f.eks. Kom! Grundleddet kan kun udelades, når udsagnsleddet er en ønske- eller bydeform: Kom nu, (Mogens ). Ytringer som Herregud! og Du (er ) flink regnes ikke for sætninger, selvom det f.eks. giver mere mening at sige: Du (er ) flink, end det gør at sige: Du er. Dermed bliver udsagnsleddet (i en vis forstand) det vigtigste led, hvorfor det også i mange grammatikker kaldes centralleddet.

Hovedsætninger og bisætninger

Der er to slags sætninger:

1) hovedsætninger (dvs. overordnede sætninger) og

2) bisætninger (dvs. underordnede sætninger)

Eksempel på en hovedsætning: Jeg var (ikke ) i byen,

Eksempel på en bisætning: mens hun (ikke ) vaskede op.


Hovedsætningerne kan i nogle tilfælde stå alene (maden er færdig). Det kan bisætningerne aldrig (når du kommer). Ved at indføje ordet ikke i en sætning, kan man let afgøre, hvilken slags sætning det er. Står ikke efter udsagnsordet, er det en hovedsætning. Står ikke før udsagnsordet, er det en bisætning. Da enhver bisætning er et underled til et (eller flere) led i en hovedsætning, kaldes bisætningerne for ledsætninger. En hovedsætning, der står alene, kaldes en særsætning. En helsætning består af en hovedsætning plus en eller flere tilstødende sætninger. En helsætning er altså ikke én sætning, men en kæde af sætninger. Imidlertid defineres begrebet også tit som en hovedsætning, der er forbundet med en eller flere bisætninger (altså som én sætning). De indskudte bisætninger deler hovedsætningerne i to dele.

1) Hovedsætning (særsætning): Jeg var i byen.

2) Helsætning (kæde af sætninger): Jeg var i byen, mens hun vaskede op.

3) Helsætning (kæde af sætninger): Jeg var i byen, og hun vaskede op.

3) Indskudt bisætning: Pigen, der kom fra Jylland, hed Ingrid.

Bisætninger

Der er tre slags bisætninger:

1) Stedordsbisætninger (der enten er henførende eller spørgende)

2) Biordsbisætninger (der enten er henførende eller spørgende)

3) Bindeordsbisætninger

Alle spørgende og ubestemt henførende bisætninger er navneled. (se s. 116)

Alle almindeligt henførende sætninger er tillægsled (han har en hue, der er blå).

Bindeordsbisætningerne er:

1) navneled (om han kommer, vides ikke) eller

2) biled (han ringer, når klokken er 3).


Sætningskløvning og sætningsknuder

Når en sætning som Du kom først omskrives til Det var dig, der kom først, siger vi, at den er blevet kløvet eller spaltet. Ved at kløve en sætning kan man ændre (eller nuancere) dens betydning:

1) Du kom først (det var vel nok godt).

2) Det var dig (og ikke mig eller nogen anden), der kom først.

Ved at placere et led fra én sætning i begyndelsen af en anden sætning, kan man i nogle tilfælde danne en såkaldt sætningsknude:

Jeg kender en, som har set den film = Den film kender jeg en, som har set.

Bemærk, at bisætningens genstandsled (den film) er blevet placeret i starten af hovedsætningen, som derved har fået omvendt ordstilling.

Ligefrem og omvendt ordstilling (ledstilling)

Når ordstillingen er ligefrem, står udsagnsleddet efter grundleddet. Når ordstillingen er omvendt, står udsagnsleddet før grundleddet.

Ligefrem ordstilling: Han (grundled) går (udsagnsled) en tur

Omvendt ordstilling: Går (udsagnsled) han (grundled) en tur?

Hovedsætninger, der indledes med andre ord eller led end grundleddet, har omvendt ordstilling:

1) Næppe havde han set sig om, ... = Han havde næppe set sig om, ...

2) I morgen er det helligdag. = Det er helligdag i morgen.

3) Når han løb, blev han træt. = Han blev træt, når han løb.


Spørgende hovedsætninger har i reglen omvendt ordstilling:

1) Sidder du godt? = Du sidder godt?

2) Hvad hedder du? = Du hedder hvad?

3) Hvorfor er det forbudt?

Spørgende bisætninger har altid ligefrem ordstilling:

Hun spurgte, om han sad godt.

Jeg spurgte ham, hvad stykket handlede om.

Jytte spurgte mig, hvilken bog det stod i.

De forhørte sig om, hvorvidt det var tilladt at ryge på dækket.

Direkte og indirekte tale

Når noget sagt (eller skrevet) gengives ordret, kalder vi det direkte tale:

1) Han sagde (til mig): "Du må godt låne min blyant, når jeg er færdig."

2) Læreren spurgte (mig): "Hvad er dit efternavn?"

3) Hun spurgte (ham): "Må jeg låne din cykel?"

4) I § 345 står der: "Det er forbudt at cykle på fortorvet."

Når noget sagt (eller skrevet) gengives omformuleret, kalder vi det indirekte tale:

1) Han sagde (til mig), at jeg godt måtte låne hans blyant, når han var færdig.

2) Læreren spurgte (mig), hvad mit efternavn var.

3) Hun spurgte (ham), om hun måtte låne hans cykel.

4) I § 345 står der, at det er forbudt at cykle på fortorvet.

NB. Indirekte tale defineres også som noget med egne ord gengivet, selvom den direkte gengivelse ofte svarer helt til den indirekte (se eksempel 4).


Orddeling ved linieskift

Der findes mange forskellige regler for, hvordan ord skal deles ved linieskift. Det helt fundamentale er imidlertid, at der kun må deles mellem to stavelser. Da endelser kan opfattes som stavelser, er det tilladt (men ikke almindeligt) at dele før disse. F.eks. kan ordet rengøring deles på to måder: ren-gør-ing eller ren-gø-ring. Den sidste måde at dele på er helt i overensstemmelse med en generel regel, der siger, at en enkelt medlyd (i dette tilfælde r) bør indgå i den følgende stavelse (i dette tilfælde ing, således at der står ring).

Ofte er det også tilladt at lade en dobbelt medlyd indgå i den følgende stavelse:

ta-ske, æ-ble, ho-ste-saft, hvi-ske, ha-ste, ha-sper, sve-sker osv.

Bemærk, at et ord som rengøring ikke kan deles før ngø, da ngø ikke er en stavelse. Regel: Hvis en stavelse ikke kan udtales, er det ikke en stavelse (man kan hverken sige ngø eller ngør).

Før 1955 måtte man ikke dele sp, st og sk. Men i dag kan et ord som posten deles på disse måder:

pos-ten, po-sten, post-en.

Generelt må det tilrådes at dele de dobbelte medlyde:

tas-ke, æb-le, hos-te, hvis-ke, has-te, has-per, sves-ker, dans-ker osv.

Er der tale om to ens konsonanter, kan de næsten aldrig indgå i den næste stavelse:

a) snit-te, kaf-fe, kom-me, skam-me, kun-ne, vil-le, skul-le, læg-ge osv.

b) ord-deling, til-læg, stil-ling, ed-derkop, tos-se, jak-ke, stop-pe osv.


Ord som disse kan kun deles på en måde:

ad-junkt, bed-re, hag-le, mag-num, reg-ne, smed-je, tek-nik osv.

Dobbeltkonsonanterne ch, ck, dh, sc, sch, sh og sj må ikke deles

Følgende orddelinger er derfor ukorrekte:

broc-he, chec-ken, stuc-ken, budd-hisme, spag-hetti, fas-cisme,

dis-ciplin, ruts-che, rutsc-he, geis-ha, bols-je osv.

De nævnte ord bør deles således:

bro-che, check-en, stuck-en, bud-dhisme, spa-ghetti, fa-scisme,

di-sciplin, rut-sche, gei-sha, bol-sje osv.

Sammensatte ord bør så vidt muligt deles efter de enkelte ord i sammensætningen:

malke-maskine, kaffe-kop, over-general, senge-linned, slikke-pind osv.

Tilladte orddelinger kan i visse tilfælde give anledning til misforståelser. Et klassisk eksempel er ordet charmerende, der kan misforstås, hvis det deles således: charme-rende. Charmerende bør deles på denne måde: char-mer-en-de. Ordet lampetarme er sammensat af lampet og arme, hvorfor det ikke bør deles således: lampe-tarme.

Andre eksempler på deling af sammensatte ord:

luk-af (rum på et skib), træk-vinden, senge-halm, fylde-pen, stil-leben osv.


Tegnsætning



Tegnsætning

Når man analyserer sætninger, er det dels for at opnå en bedre sprogforståelse og evne til at formulere sig korrekt, dels for at kunne placere tegnene (punktum, komma, kolon og semikolon osv.) de rigtige steder. I det følgende skal vi se nærmere på de grundlæggende regler for tegnsætning.

Punktum

Punktummet bruges især til at afgrænse og afslutte:

1) særsætninger: Han ankom i fredags.

2) sætningskæder: Han ankom i fredags, da hun var taget af sted.

Jeg vasker op, og hun går i byen.

Punktummet bruges også til at forkorte ord med:

1) f.eks = for eksempel

2) bl.a. = blandt andet

3) osv. = og så videre

4) etc. = et cetera

5) ang. = angående

6) vedr. = vedrørende

7) kr. = kroner

8) Skt. Peter = Sankt Peter

9) den 9. oktober = den niende oktober

Når en sætning afsluttes med en forkortelse, sætter man kun et forkortelsespunktum:

1) I søndags blev han stud. med.

2) I morgen bliver hun cand. scient.

3) Udstyret koster 350 kr.


Punktummet kan i særlige tilfælde bruges som en slags opremsningskomma:

1) Ses snart. Kommer mandag. Ringer forinden (telegramstil).

2) Kartoflerne skrælles. Lægges i kogende vand og tilsættes salt.

Bedre sprog er: Kartoflerne skrælles og lægges i kogende vand tilsat salt.

Flere punktummer efter hinanden bruges til at angive, at noget er udeladt:

"Skal jeg (...) slutte mig i dine arme eller lyder ordren: videre?" (citat).

Man sætter normalt ikke punktum efter:

1) overskrifter: Poul Nyrup til Færøerne

2) datoangivelser: Esbjerg, den 25.2.1996

3) adresser på breve: Venlig hilsen

Jens Hansen

Skolevænget 123

3600 Frederikssund

Der sættes normalt heller ikke punktum efter:

1) internationale betegnelser for mål og vægt:

a) kg = kilo

b) m = meter

2) forkortelser bestående af store bogstaver:

USA, DFDS, EU, USSR osv.

Når et punktum står til sidst i en sætning, skal begyndelsesbogstavet i den efterfølgende sætning være stort:

1) I Netto koster 2 kg kartofler 10 kr. og 75 ører. Det er ret billigt.

2) I Quickly koster 4 kg kartofler 24 kr. Her er kiloprisen altså lidt højere.


Punktummet markerer, at noget er slut, og at der bør holdes en længere pause. Kommaet angiver, at der kommer noget mere, og at det er på sin plads at holde en kort pause. Punktummet adskiller sætningerne, kommaet kæder dem sammen til såkaldte helsætninger.

Komma

I dag findes der to tegnsætningssystemer. I det ene anvender man et såkaldt grammatisk komma, i det andet det såkaldte pausekomma. Normalt siger man, at det grammatiske kommas funktion er at markere overgangen mellem:

sammenhængende sætninger: Hun smurte hans mad, før hun tog af sted.

Hun smurte hans mad, og så tog hun af sted.

Når man anvender pausekommasystemet, sætter man næsten aldrig komma mellem:

sammenhængende sætninger: Hun smurte hans mad før hun tog af sted.

Hun smurte hans mad og så tog hun af sted.

I realiteten er det grammatiske komma (i lige så høj grad som pausekommaet) et pausekomma, idet dets funktion også kan defineres således: at angive dén korte pause, der (efter de flestes opfattelse) er mellem to sammenhængende sætninger.

Paradoksalt nok er den "autoriserede begrundelse" for at bruge pausekommaet primært en grammatisk begrundelse og ikke en begrundelse, der bunder i en anden opfattelse (end den gængse) af, hvor de korte pauser er (eller bør være).

For at legitimere brugen af pausekommaet har man bl.a. hævdet, at der ikke er nogen grund til at sætte komma mellem to led eller størrelser, bare fordi disse led eller størrelser tilfældigvis er sætninger. Når man f.eks. ikke sætter komma mellem udsagnsleddet og genstandsleddet i sætningen Han væltede kruset, hvorfor skulle man så sætte komma mellem udsagnsleddet og genstandsleddet i et tilfælde som dette:


Hun siger at han er idealist. Da de grammatiske begrundelser for at bruge det ene eller det andet kommateringssystem kan være lige gode, bliver det afgørende naturligvis den enkeltes personlige opfattelse af, hvor de korte pauser er (eller bør være). Vi skal nu se nærmere på reglerne for brugen af det grammatiske komma.

Hovedregel:

Der sættes komma mellem sætninger, som ikke er adskilt af et punktum eller af et andet tegn. Vedr. sætninger, se eventuelt s. 135.

I sætningen: Jeg drak en kop kaffe og gik så i seng,

er drak og gik udsagnsled for det samme grundled (jeg). Der skal ikke sættes komma før og, idet og gik så i seng ikke er en sætning. Her har vi et udsagnsled (gik), men intet grundled, og grundleddet kan (som bekendt) kun undværes, når udsagnsleddet er en byde- eller ønskeform. Indføjer vi et jeg, er der straks tale om to sætninger, som selvfølgelig skal kædes sammen ved hjælp af et komma: Jeg drak en kop kaffe, og så gik jeg i seng. NB. Så snart vi får øje på kommaet, ved vi, at nu kommer der en ny sætning. Er der intet komma, forventer vi enten at finde et genstandsled (jeg drak en kop kaffe og noget mælk) eller et udsagnsled (jeg drak en kop kaffe og spiste en ostemad).

Speciel regel:

Der sættes altid komma før det sideordnende bindeord men.

1) Hun kommer altid, men (hun kommer ) sjældent til tiden.

2) Han siger intet, men (han ) fløjter ofte.

3) De er dygtige, men (de er ) ikke så flittige.

4) Vi har godt humør, men (vi har ) ingen penge.

5) Det var en regel, alle kendte, men (som ) kun få overholdt.

6) Maden smagte godt, men den var også dyr.

NB. Her betyder det ikke noget, om der mangler nogle led. I eksempel 5 kan man


også sætte punktum eller semikolon, da der både er et udsagnsled og et grundled: Maden smagte godt. Men den var også dyr.

Hovedsætninger, forbundet ved hjælp af kommaer og sideordnende bindeord:

Vinden susede, og bølgerne brølede.

Tag det bare roligt, og det hele går meget lettere.

Lene tog mig på ordet og ankom dagen efter, og hun så ud til at have det godt.

Enten er han syg, eller også er han bortrejst.

Opgaven er svær, men den kan løses.

Her er ret koldt, for vinduet har stået åbent hele dagen.

Hun svøbte ham og lagde ham i en krybbe, thi der var ikke plads i herberget.

Jeg havde glemt min nøgle, jeg kunne ikke komme ind.

Bemærk, at i reglen er et underordnende bindeord: Han tændte lyset, de bedre kunne finde vej.

Komma mellem hoved- og bisætninger

Kommaet efterfølges ofte af et:

1) underordnende bindeord: hunden kommer, når jeg kalder

2) sideordnende bindeord: Først drak de en kop te, og bagefter gik de i seng.

NB. Her er der tale om to hovedsætninger.

3) almindeligt henførende stedord: Hun hentede bogen, der lå på bordet.

4) ubestemt henførende stedord: Hun fortalte mig, hvad hun hed.

5) spørgende stedord: Hun spurgte mig, hvem jeg var.

6) almindeligt henførende biord: De fandt aldrig det sted, hvor den var gemt.

7) ubestemt henførende biord: Jeg fortalte hende, hvor den var gemt.

8) spørgende biord: Hun spurgte mig, hvor den var gemt.

Bemærk, at bindeordet at og det henførende stedord som i nogle tilfælde kan udelades: Han sagde, (at ) hun godt måtte låne hans skjorte, men han kunne ikke finde den kasse, (som ) den lå i.


Generelle regler:

Hvis man har to sætninger og er i tvivl om, hvor den ene slutter, og den anden begynder, kan man ofte løse problemet ved at bytte om på dem:

1) Hvad han tænkte, ved jeg ikke. = Jeg ved ikke, hvad han tænkte

2) Jeg så hende, da jeg gik i byen. = Da jeg gik i byen, så jeg hende.

3) Hvor de ligger, ved jeg ikke. = Jeg ved ikke, hvor de ligger.

Om et ord (eller led) hører med til den ene eller den anden sætning, afhænger i de fleste tilfælde af den sammenhæng, det indgår i:

1) Han var helt tryg ved, at børnene svømmede i det store bassin.

1) Det gøres ved, at man med højre hånds tommel- og pegefinger tager ...

2) Det gøres, ved at man med højre hånds tommel- og pegefinger tager ...

1) Jeg har intet imod, at han kommer med til festen.

2) Du kan kun opnå indflydelse, imod at du retter dig efter reglerne.

1) Han var meget ivrig efter, at der skulle ske noget.

2) Han blev meget opstemt, efter at de var gået.

1) Han var bange for, at hun ikke kunne klare opgaven.

2) Mødet blev afviklet i en fart, for at deltagerne ikke skulle falde i søvn.

1) Jeg lægger mig lige, mens du vasker op.

2) Jeg henter gæsterne, lige så snart du begynder at lave maden.

2) Du bør møde op, lige meget (uanset) hvor træt du er.

1) Han tøvede lidt, før han fortsatte.

2) Vi havde heldigvis tegnet en ny forsikring, lidt før det skete.

1) Hun sov næsten, da han trådte ind ad døren.

2) Hun var velforberedt, næsten hver eneste gang hun blev spurgt.

1) Det skete lige netop, da vi allermindst ventede det.

2) Gæsterne ankom, netop som vi var i færd med at gøre rent.

1) Han tøvede et kort øjeblik, før han fortsatte.

2) Det skete, et kort øjeblik før vi ankom.


1) Du bør tale således, at alle kan høre, hvad du siger.

2) Du bør udtrykke dig klart, således (så) at alle forstår, hvad du mener.

1) Det gik nu engang (således), at vi intet kunne stille op.

2) Han bøjede sig ned, (således) at hun lettere kunne nå hans mund.

2) Kom, snart du kan. Sov, så længe du lyster.

1) Hun dækkede ansigtet til, før hun gik i byen.

2) Vi fortsætter til klokken 11, dvs. (ind)til Mogens skal hjem.

1) Det ses især, når man betragter det fra oven.

2) Det går hurtigt, især når man skynder sig.

2) Det er ikke så svært, som da jeg var ung.

2) Jeg har aldrig hørt andet, end at det skulle være let.

2) Det fremgår af dit kropssprog, f.eks. når vi spiser.

2) De spiser ofte grøntsager, bl.a. fordi det er sundt.

2) Han kom der ofte, ikke mindst fordi hun var der.

I tilfælde, hvor det ikke gør nogen væsentlig forskel, om kommaet placeres det ene eller det andet sted, kan der frit vælges mellem to muligheder:

1) Jeg besøgte Gudhjem engang, (hvor eller da) jeg var på Bornholm.

2) Jeg besøgte Gudhjem, engang (i betydningen engang da) jeg var på Bornholm.

NB. Ordet engang lægger sig lige så stærkt til besøgte, som det lægger sig til var.

1) Vi gør det en dag, vi har bedre tid.

2) Vi gør det, en dag vi har bedre tid.

NB. Tidsbestemmelsen en dag lægger sig lige så stærkt til gør, som den lægger sig til har.

1) De iværksatte planen ud fra den betragtning, at det ville gavne miljøet.

2) De iværksatte planen, ud fra den betragtning at det ville gavne miljøet.

1) Han udeblev med den begrundelse, at han var træt.

2) Han udeblev, med den begrundelse at han var træt.


Bemærk, at forholdsordsforbindelsen med den begrundelse lægger sig stærkt til udeblev, dvs. til udsagnsleddet i hovedsætningen, men at vi kun kan bytte om på sætningerne, hvis den henregnes til bisætningen. NB. I de eksempler, der er forsynet med et 2-tal, holdes der en lidt længere pause efter kommaet. Derved får bisætningen karakter af en tilføjelse (dvs. en parantetisk sidebemærkning): Han udeblev, (iøvrigt) med den begrundelse at han var træt. (Se også s. 153).

En korrekt kommaplacering kan i nogle tilfælde give anledning til misforståelser:

1) Han ville ikke komme med den begrundelse, at han var træt.

= Han ville ikke bruge den begrundelse, at han var træt.

1) Han ville ikke komme, med den begrundelse at han var træt.

= Han ville ikke komme og begrundede det med, at han var træt.

Man bør så vidt muligt undgå at bruge meningskommaer:

De besluttede straks at tage af sted.

= De besluttede straks, at de ville tage af sted.

De besluttede, (meningskomma) straks at tage af sted.

= De besluttede at tage af sted straks (hvilket er meget bedre dansk).

Eksempler på sammenkædede sætninger:

Når svalerne flyver lavt, bliver det regnvejr.

Man siger, (at) det bliver regnvejr, når svalerne flyver lavt.

Skønt man siger, (at) det bliver regnvejr, når svalerne flyver lavt, tror jeg godt, vi kan regne med, (at) det bliver tørvejr, og at stævnet kan afholdes.

En dag, da vi stod og så ud over Islands Brygge, spurgte min makker, der ellers ikke interesserer sig for fugle, om jeg ikke syntes, (at) svalerne fløj lavt.


Før bygningen forlades, skal lyset slukkes.

Når kontoret er lukket, skal dørene være aflåst.

At svalerne flyver lavt, (det) er ikke noget sikkert tegn på regn.

Det er ikke noget sikkert tegn på regn, at svalerne flyver lavt.

Jeg lagde straks mærke til, at svalerne fløj lavt, og hentede derfor min paraply.

Det er længe siden, (at) svalerne har fløjet så lavt.

Ske, hvad der vil. Ring, hvis det bliver regnvejr. Tro, hvad du vil.

Jo lavere de flyver, jo (desto) større er chancen for regn.

= Jo lavere de flyver, jo (desto) større chance er der (formelt grundled) for regn.

= Der er større chance for regn, jo lavere de flyver.

De fløj, som om der (formelt grundled) var optræk til regn.

= De fløj, som var der (formelt grundled) optræk til regn.

Hvis du ikke vil være våd, bør du tage regntøj på.

= Vil du ikke være våd, bør du tage regntøj på.

Jeg ved ikke, hvem der var med til festen.

Forstår du, hvad vi er i gang med nu?

Han har ingen idé om, hvor mange af dem der (formelt grundled) kommer.

Vi ved ikke, hvilke af de nye elever der (formelt grundled) kommer i elevrådet.

= Vi ved ikke, hvem af de nye elever der (formelt grundled) kommer i elevrådet.

Du ved sikkert, hvilke knapper du skal trykke på.

= Du ved sikkert, på hvilke knapper du skal trykke.

Der er ingen, som har fortalt os, på hvilken måde det skal gøres.

= Der er ingen, som har fortalt os, hvordan det skal gøres.

De har lavet en undersøgelse, som viser, hvor turisterne fortrinsvis kommer fra.

Undersøgelsen viser, hvilke lande der bidrager med flest turister.


De har lavet en undersøgelse af, fra hvilke lande de fleste turister kommer.

= De har lavet en undersøgelse af, hvilke lande de fleste turister kommer fra.

NB. Den sidste sætning er bedre dansk!

Vi stiller os til rådighed for dem, der melder sig som (værende) interesserede.

Vi negligerer dem, der kun opfører sig som interesserede (ville opføre sig ).

Jeg vågnede, da klokken slog syv, og fabriksfløjterne begyndte at pibe.

Jeg vågnede, da klokken slog syv, og da fabriksfløjterne begyndte at pibe.

Da klokken slog syv, vågnede jeg, og i samme øjeblik begyndte ...

Planten trives bedst, hvor jorden er sumpet, og hvor der er skygge.

Vi får underskud, hvis de udebliver, og (hvis) der igen bliver udgangsforbud.

NB. Som placeringen af ordet igen viser, er den sidste sætning en bisætning, hvorfor ordet hvis kan udelades.

Når alle melder sig, og (når) ingen svigter, skal det nok gå.

Jeg tror, at Olsen bliver forfremmet, og at Jensen rejser i morgen.

Huset, (som) de bor i, og som tydeligt kan ses fra vejen, er meget smukt.

Sideordnende bindeord, der (tilsyneladende) indleder bisætninger

Hun var absolut kvalificeret, og da vi manglede programmører, fik hun jobbet.

Bemærk, at den første hovedsætning er kædet sammen med en anden hovedsæt- ning ved hjælp af et komma og et og. Da den anden hovedsætning igen er kædet sammen med en foranstillet bisætning, har den omvendt ordstilling.

Der er 2 muligheder, men har De drukket, bør De lade bilen stå.

= Der er 2 muligheder, men De bør lade bilen stå, hvis De har drukket.

Det kan være farligt, for når der er pålandsvind, slår bølgerne ind over molen.


= Det kan være farligt, for bølgerne slår ind over molen, når der er pålandsvind.

Salen er næsten fuld, så hvis du vil have en plads, må du hellere skynde dig.

= Salen er næsten fuld, så du må hellere skynde dig, hvis du vil have en plads.

Jeg har tit hørt dén melodi, men hvad den hedder, (det) ved jeg ikke.

= Jeg har tit hørt dén melodi, men jeg ved ikke, hvad den hedder.

Nedenfor ses en hovedsætning, som er kædet sammen med en bisætning, der igen er kædet sammen med en foranstillet bisætning:

Han har lovet, at hvis han engang bliver rig, så vil han forære mig en bil.

= Han har lovet, at han vil forære mig en bil, hvis han engang bliver rig.

= Han har lovet at (ville) forære mig en bil, hvis han engang skulle blive rig.

Han har lovet, at når han engang bliver rig, vil han forære mig en bil.

= Han har lovet, at han vil forære mig en bil, når han engang bliver rig.

= Han har lovet at (ville) forære mig en bil, når han engang bliver rig.

Tilføjelser og sidebemærkninger bør som regel afgrænses ved hjælp af kommaer

Tilføjelser og sidebemærkninger kan være:

1) ufuldstændige sætninger

2) led/sætningsdele, der er trukket ud af sætninger

3) indskud, der ønskes fremhævet

NB. Biagtige tilføjelser, der er foranstillede i forhold til det tidsangivende udsagnsord, bør ikke afgrænses, medmindre det drejer sig om bisætninger.

Foranstillet: Muligvis kan der findes en anden løsning.

Efterstillet: Der kan(,) muligvis(,) findes en anden løsning.

Bisætning: Hvis vejret bliver godt, tager vi til stranden.


Min onkel kommer(,) en af dagene.

Men: En af dagene kommer min onkel.

NB. I sætningen Min onkel kommer(,) en af dagene, er tidsbestemmelsen en af dagene helt normalt placeret. Derfor sættes der kun komma, hvis man ønsker at understrege, at der skal være et ophold eller en pause.

Jeg er ikke spor træt, endnu.

Men: Jeg er endnu ikke spor træt. Eller: Endnu er jeg ikke spor træt.

Hun er kun 15 år(,) og allerede gravid.

Han kom, som så ofte før, alt for tidligt til mødet.

Soldaten havde, træt efter den lange march, lagt sig i grøften.

Soldaten havde lagt sig i grøften, træt efter den lange march.

Men: Træt efter den lange march havde soldaten lagt sig i grøften.

De gik(,) friske og udhvilede(,) i gang med arbejdet.

De gik i gang med arbejdet, friske og udhvilede.

Men: Friske og udhvilede gik de i gang med arbejdet.

De kom ind på scenen, syngende og dansende.

Men: Syngende og dansende kom de ind på scenen.

Endelig nåede vi hjem, glade over at være uskadte.

Men: Glade over at være uskadte nåede vi omsider hjem.

Tillægsord, (der er ) dannet af tillægsformer, kan i reglen gradbøjes.

Kruset, der stod på bordet, havde form som en urtepotte.

NB. Der bør altid sættes kommaer omkring indskudte sætninger, uanset om disse sætninger kan udelades eller ej.


Kan i nu se at komme i gang, børn.

Kan I så, kære børn, se at komme i gang.

Mine kære børn, kan I nu se at komme i gang.

Nu er tiden inde, kammerater!

Kammerater, nu er tiden inde!

Peter, ham kan vi altid stole på.

Men: Vi kan altid stole på ham Peter!

Hvad nu, hvis det går galt?

Tag bare et æble, eller hvad du vil have.

= Tag bare et æble, eller tag, hvad du vil have.

Kan I så være stille, for pokker!

Svalerne flyver meget lavt i dag, pokkers også!

Pokkers også, at svalerne flyver så lavt!

Men: Det er pokkers, at svalerne flyver så lavt.

Øv, nu gik den i stykker!

, nu punkterede vi igen.

Sørens, nu gik der ged i den.

Jo, vi kommer nu.

Du er da medlem af partiet, ikke?

I er ikke uenige, vel?

Hun er nok kommet i godt selskab, hvad?

Hvad, er du ikke færdig? Bedre dansk er: Hvad? Er du ikke færdig?

Det gamle maleri, det er min søsters.

Det er min søsters, det gamle maleri.


Er han ikke skuespiller, ham Ole Ernst?

Ham Ole Ernst, er han ikke skuespiller?

Hun var altid ude, enten til møder eller (til) demonstrationer.

Vi bliver hurtigt færdige med optagelserne, måske allerede i næste uge.

Et par af drengene, Peter og Jens, havde set ham i byen.

Den største danske å, Gudenåen, løber gennem Silkeborg.

H.C. Andersen, den kendte eventyrdigter, kommer fra Fyn.

NB. Foranstillede navnetillæg afgrænses ikke.

Min fætter(,) Ole(,) er læge i Horsens.

Ole, min fætter, er læge i Horsens.

Han brugte den sædvanlige undskyldning, at han havde været syg.

To unge mænd, den afdødes sønner, holdt sig i baggrunden.

- Det er din skyld, bemærkede hun.

"Tiden er inde til at skifte kurs," sagde Holger.

- Tillykke med fødselsdagen, råbte de.

En række faste vendinger bør ikke afgrænses ved hjælp af kommaer, når de er foranstillede:

Gud ske lov var han der stadig.

Svarer til bileddet: Til alt held.

Takket være Ole nåede vi det alligevel.

Svarer til bileddet: På grund af.

Ordren lyder som følger:

Som tidligere nævnt var situationen kritisk.

Men: Hvad angår § 22, har jeg ingen indvendinger

NB. I det sidste eksempel har vi to fuldgyldige sætninger.


Specielle regler

Der sættes ofte komma mellem hovedsætninger som disse:

Han bor på 4. sal, (og ) jeg bor i stuen.

Stammen er brun, (og ) bladene (er ) grønne.

Punktummet adskiller sætningerne, (og ) kommaet kæder dem sammen.

Katten (for) ind under sofaen, og hunden (for ) efter den.

Snart kom sydvestenvinden, og med den (kom ) tøvejret og sølet.

Du skal komme, og det (skal du gøre ) straks.

NB. Udtrykket og det straks kan også betragtes som en tilføjelse.

Ufuldstændige bisætninger som disse skal ikke afgrænses:

Han sagde noget, men jeg kan ikke huske hvad (han sagde ).

Hun er lige så sød som du (er ) (bindeordsforbindelse).

= Hun er lige så sød som dig.

Han er hurtigere end jeg (er ) (bindeordsforbindelse)

= Han er hurtigere end mig.

Du passer dit som jeg (passer ) mit.

Han elskede hende højere end Romeo (elskede ) sin Julie.

Man siger, (at) tiderne ændres og (at ) vi (ændres ) med dem.

Når døren er lukket og lyset (er ) slukket, kan jeg omsider slappe af.

Men: Når døren er lukket, og lyset er slukket, kan jeg omsider slappe af.

I en sætningsknude kan kommaet udelades før den bisætning, der mangler et led:

Det tror jeg nok(,) (at) han ved.

Men: Jeg tror nok, at han ved det.


Eksempler, der viser nogle forskellige måder at analysere og sætte tegn på

Han tændte lyset, således at (så) han bedre kunne se (følgebindeordsbisætning).

Han udtrykte sig således, at det ikke kunne misforstås (mådesbindeordsbisætning).

NB. Her kan kommaet eventuelt også sættes før således.

Det gøres, ved at man samtidig anvender lidt knofedt (mådesbindeordsbisætning).

NB. Her kan kommaet eventuelt også sættes efter ved.

Det er der ikke noget at gøre ved. = Der er ikke noget at gøre ved det.

(ved det er en almindelig forholdsordsforbindelse)

At den gik itu, er der ikke noget at gøre ved.

(ved, at den gik itu er en forholdsordsforbindelse, hvor styrelsen er en bisætning).

Vi kunne ikke gøre for, at planen mislykkedes.

NB. Her ville man normalt kalde bisætningen for en styrelse i en forholdsordsforbindelse. Men da styrelsen ikke er et led, er bisætningen heller ingen ledsætning! Betragter vi kunne gøre for som et sammensat udsagnsled, bliver bisætningen (at planen mislykkedes) imidlertid genstandsled: Hvad kunne vi ikke gøre for? Svar: at planen mislykkedes.

Det gode resultat beror (skyldes), at han har fulgt med i timerne.

NB. på, at han har fulgt med i timerne kan kaldes en forholdsordsforbindelse, men betragter vi beror på som et sammensat udsagnsled, er bisætningen genstandsled.

Resultatet afhænger af, om han følger med i timerne.

NB. af, om han følger med i timerne kan kaldes en forholdsordsforbindelse, men ser vi afhænger af som et sammensat udsagnsled, bliver bisætningen genstandsled.


Han spurgte, om han måtte låne min knallert.

NB. Bindeordsbisætningen om han måtte låne min knallert er genstandsled for spurgte: Hvad spurgte han (om)? Svar: om han måtte låne min knallert.

De forhørte sig om, hvorvidt det var rigtigt.

NB. om, hvorvidt det var rigtigt kan kaldes en forholdsordsforbindelse, men betragter vi forhørte sig om som et sammensat udsagnsled, bliver bisætningen (der under alle omstændigheder er en spørgende bindeordsbisætning) genstandsled.

Udtryk som disse kan eventuelt betragtes som sammensatte udsagnsled:

1) lader til (det lader til, at ...)

2) tyder på (noget tyder på, at ...)

3) huske på (du må huske (på), at ...)

4) sørger for (du sørger for, at ...)

5) kan gøre for (Han kan ikke gøre for, at ...)

6) er glad for (hun er glad for, at ...)

7) er ked af (hun er ked af, at ...)

8) handler om (det handler om, at ...)

9) drejer sig om (det drejer sig om, at ...)

10) spekulere over (Jeg spekulerer over, om ...) 11) græde over osv.

NB. I sætningen: De tog til byen, er tog til ikke et sammensat udsagnsled, skønt vi kan spørge: Hvad tog de til? og svare: byen. Derimod kan de fleste nok blive enige om at kalde tager til for et sammensat udsagnsled i sætningen: Vinden tager til.

Opremsningskomma

Det såkaldte opremsningskomma placeres mellem sideordnede led, der ikke er forbundet ved hjælp af bindeord. Opremsningskommaet sættes med andre ord, hvor der ellers skulle have stået et og, et men eller et eller.


Eksempler:

Retten bestod af ærter, kartofler og gulerødder

Maleriet var både pænt, stilfuldt og velplaceret.

Maskinen var dels meget billig, dels ret velholdt.

Snart svævede de over bjergtinder, snart befandt de sig i mørke dale.

Somme tider er det sjovt, andre gange keder vi os.

På sin vis var det godt, på en anden måde var det dårligt.

Den ligger oven på skabet, ikke i skuffen.

Når Solen kommer, mørket forsvinder, og vinteren er forbi, ...

Han kommer enten fra Spanien, Italien eller Grækenland.

Jeg ved, den er lavet i Danmark, men ikke hvornår, hvordan eller hvorfor.

Syng, spil og dans. Dagen efter besøgte vi en lille, idyllisk landsby.

Petersen er en flink, gammel mand. Han fik en stor, blå ballon af sin onkel.

Om man vil kalde kommaerne i de følgende eksempler for opremsningskommaer eller for kommaer, der afgrænser tilføjelser, er nærmest en smags sag.

Forlaget Zodiak, Dalskrænten 50, Græse Bakkeby, 3600 Frederikssund

Københavns Bymuseum, Absalonsgade 3, 1507 Kbh. V

12 imprægnerede brædder, 420 x 10 x 2 cm. - Kierkegaard, Zodiak 1995, s. 9.

Fredag den 21. september 1996, kl. 18.00. Næstved, 21. september 1996

NB. Nogle af eksemplerne i dette afsnit hentet fra retskrivningsordbogen af 1986. De lånte eksempler er i mange tilfælde blevet ændret en smule. F.eks. er sætningen: Når bygningen forlades efter kl. 18 (eller på tidspunkter, hvor kontoret er lukket), skal porten låses, blevet "omskrevet" til korrekt dansk:

Før bygningen forlades, skal lyset slukkes.

Når kontoret er lukket, skal dørene være aflåst.

Sætningen: Jeg ringer, lige (nøjagtigt) mens i holder møde

er blevet ændret til: Jeg henter gæsterne, lige så snart du begynder at lave maden.


Semikolon

Semikolonet (;) er en mellemting mellem et punktum og et komma, idet det markerer en lidt kortere pause end punktummet og et lidt længere pause end kommaet. Semikolonet bruges (ligesom punktummet) til at adskille hovedsætninger, men det kan ikke (som punktummet) stå til sidst i et afsnit. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man skal bruge et punktum eller et semikolon i en sætning, kan man altid sætte et punktum. I dag er semikolonet gået lidt af mode.

Eksempel på brug af semikolon:

Faderen kørte bilen; moderen sad på bagsædet, indtil barnet sov.

= Faderen kørte bilen. Moderen sad på bagsædet, indtil barnet sov.

= Faderen kørte bilen, og moderen sad på bagsædet, indtil barnet sov.

Bemærk, at der aldrig bruges stort begyndelsesbogstav efter semikolonet, samt at man ikke kan adskille hoved- og bisætninger med dette tegn.

Semikolonet kan også bruges ved opremsninger:

Han kørte bilen; hun sad på bagsædet, og babyen sov i liften.

= Han kørte bilen. Hun sad på bagsædet, og babyen sov i liften.

Servicet består af kopper, glas, tallerkener; skeer, knive og gafler.

En overgang satte man næsten altid semikolon før men, thi og for.

Maden smagte godt; men den var også dyr.

Hun svøbte ham og lagde ham i en krybbe; thi der var ikke plads i herberget.

Her er ret koldt; for vinduet har stået åbent hele dagen.

NB. Der sættes normalt ikke semikolon før og, ligesom der heller ikke sættes semikolon før men, når dette ord indleder en ufuldstændig sætning: Filmen var god, men ikke ret lang.


Kolon

Kolonet (:) bruges, når man vil:

1) gengive (citere) noget

2) uddybe (dvs. forklare eller eksemplificere) noget

Gengivelse eller citat (direkte tale):

Moderen så på datteren og sagde: "Husk nu at lave dine lektier."

Men: Moderen sagde til datteren, at hun skulle lave sine lektier.

NB. Strengt taget er det mere korrekt at sige denne i stedet for hun.

Uddybning (forklaring, eksemplificering):

På havelågen stod der: Pas på! Hunden bider.

Der findes mange ordklasser: navneord, udsagnsord, biord, udråbsord osv.

En almindelig talemåde lyder: Man skal høre meget, før ørerne falder af.

Gør således: Tag med højre hånds tommel- og pegefinger omkring blyanten ...

Bemærk, at kommaet ofte erstatter kolonet:

De betragtede katten som det, den først og fremmest var: et rovdyr.

= De betragtede katten som det, den først og fremmest var, nemlig et rovdyr.

Der mangler endnu 3 besvarelser: Jenses, Mortens og Holgers.

= Der mangler endnu 3 besvarelser, Jenses, Mortens og Holgers.

Hun behersker de nordiske sprog. Det vil sige: dansk, norsk, svensk osv.

Men: Hun behersker de nordiske sprog, dvs. dansk, norsk, svensk osv.

Hun elsker de nordiske sprog, især (specielt) dansk, norsk og svensk.

Hun har besøgt mange lande, bl.a. Sverige, Finland, Island og Norge.

Du kan også bruge andre råvarer, f.eks. purløg, ingefær og tomater.


Spørgsmålstegn

Spørgsmålstegn (?) benyttes kun efter:

1) direkte formulerede spørgsmål

2) direkte gengivelser af spørgsmål

Direkte formuleret spørgsmål:

Tager du med til festen, eller vil du hellere blive hjemme?

= Tager du med til festen? Eller vil du hellere blive hjemme?

Han spurgte mig: "Tager du med til festen? Eller vil du hellere blive hjemme?"

= Han spurgte mig: "Tager du med til festen, eller vil du hellere blive hjemme?"

Direkte gengivelse af spørgsmål:

Han spurgte mig, om jeg kom, eller om jeg hellere ville blive hjemme.

Det spørgsmål, der skulle afklares, lød: Hvem skal ikke med til festen?

Udråbstegn

Udråbstegnet kan anvendes efter ord og sætninger, der udtrykker ordrer, ønsker og forbavselse osv. Udråbstegnet bruges selvfølgelig ofte i forbindelse med bydeformerne og de såkaldte udråbsord:

Åh nej! Sagde jeg det ikke nok! (?) For pokker, hvor var det godt!

Kom så her! Han gjorde det stik modsatte af det, han egentlig ville!

Hallo! Er du der? Lad os så få noget at spise!

NB. Normalt bruger man stort begyndelsesbogstav efter spørgsmålstegn og udråbstegn, men ikke i tilfælde som disse: "Kom!" sagde han. "Hvor er du?" spurgte hun.


Anførselstegn (gåseøjne, citationstegn)

Anførselstegn (") kan sættes omkring replikker og citater:

Eksempler:

"Hvorfor har du ikke tændt lyset?" spurgte Egon. "Her er så mørkt."

"Sig nu ja," sagde hun, "vil du ikke nok?"

I § 3 stod der: "Det er forbudt at cykle på fortorvet."

Læreren sagde: "Sid nu stille og lad være med at larme!"

Bemærk, at det afsluttende tegn i en replik normalt sættes inden anførselstegnet.

Replikstreger kan bruges i stedet for anførselstegn:

- Kom nu, sagde Inger. Du skal lige se denne her.

Jens: Vent lidt. Jeg må først hente min taske.

Anførselstegn kan også udtrykke et forbehold:

Han "store formue" viste sig at udgøre 5 kroner.

Men: Hans såkaldte formue viste sig at udgøre 5 kroner.

Tankestreg

Tankestreger kan ligesom kommaer og parenteser afgrænse (forsinkede) tilføjelser:

Han spildte kaffen - jeg lige havde lavet - ud over bordet.

Dyrene græssede - side om side - på den grønne eng.

I Færgelunden - i Jægerspris Skov - er der gamle egetræer.

Der er mange ordklasser - navneord, udsagnsord, bindeord, stedord osv.

Vi sejler i morgen - engang ved middagstid.


Bindestreg

Bindestreger (-) er normalt kortere og tykkere end replik- og tankestreger. Bindestreger bruges først og fremmest ved orddeling i slutningen af en linie.

Eksempler på andre anvendelser:

Hverdage: kl. 8-17 = Hverdage: kl. 8 til 17

Han havde 3-400 kr. på lommen. = Han har 300-400 kroner på lommen.

Søn- og helligdage = Søndage og helligdage

Sang- og musikforeningen = Sangforeningen og musikforeningen.

I mod- og medgang = I modgang og medgang

Troppetilbagetræknings-forberedelserne

Hurtig-løber

TV-udsendelse = det mere almindelige: TV udsendelse

EU-samarbejde = det mere almindelige: EU samarbejde

Men: Ikkeryger i stedet for ikke-ryger

Parentes

Parenteser (()) kan (ligesom tankestreger og kommaer) afgrænse tilføjelser, dvs. uddybninger, forklaringer og kommentarer osv. Parenteser sættes normalt kun omkring tilføjelser, der kan udelades, uden at meningen går tabt.

Eksempler:

Fødselsdagen blev (desværre) aflyst i sidste øjeblik.

Ifølge loven (se § 356) er det ikke tilladt at ...

Maden (der stod på spisebordet) måtte vi ikke røre.

Hun var glad for eksamensresultatet (hvad man godt kan forstå).

Ordklasserne hedder: navneord (substantiver), udsagnsord, tillægsord osv.


Skråstreg

Skråstreger (/) bruges især i tilfælde som disse:

5/3 1954. = det mere almindelige: 5.3.1954.

2/3 af indholdet er opbrugt. = To tredjedele af indholdet er opbrugt.

uge 31/32 = ugerne 31 og 32

t/r, A/S = tur og retur, AS eller as

De rejste med bus/tog ...

Vi vælger Poul og/eller Jørgen.

Han/hun må selv bestemme ...

Apostrof

Apostroffen (`) bruges, når der skal dannes ejefald af ord, som ender på s, x eller z:

Jens` skoletaske = Jenses skoletaske

En spidsmus` spisevaner

Karl Marx` samlede værker

Ved bøjning af tal, og ved forkortelser uden forkortelsespunktum:

1990`ernes modeskabere

USA`s udenrigspolitik

EU`s ministre

Apostroffer kan også bruges i tilfælde som disse:

lukaf`et

semikolon`et

Det si`r du ikke. = Det siger du ikke


Accent aigu

På dansk har vi kun ét accenttegn (accent aigu (´), der udtales aksang ægy). Accenten bruges for at vise, at en stavelse er betonet eller trykstærk.

Accenttegnet kan anvendes i tilfælde som disse:

Han har ikke én (talord), men (talord) koner.

Dén (påpegende stedord) må du ikke røre.

Jeg har ingen idé om, hvad den hedder.

Han er meget gammel og vís (klog).

NB. Kursivskrift og understregninger kan også vise, at noget skal fremhæves:

Han har ikke en, men to koner.

Den må du aldrig røre.



Latinske betegnelser

afhængighedsfald (74) akkusativ og dativ Jeg så ham.

afledningsendelse suffiks kanoner.

2. grad (43) komparativ hurtigere.

biled (118) adverbialled Hun er ret sød.

bindeord (69) konjunktion og, men, når, hvis osv.

biord (49) adverbium aldrig, nok, altid osv.

biordsagtig (133) adverbiel Hun løber hurtigt.

bydeform (20) imperativ Spis, drik og vær glad.

datid (20, 26) imperfektum, præteritum Vi gik en tur i byen.

datids tillægsform (20) perfectum participium fløjet, spist, sunget, danset.

egennavn (17) proprium Danmark, Jens, Ole.

ejefald (134) genitiv Peters onkel.

ejestedord (76) possesivt pronomen min, din, sin, vor.

ental (16) singularis dreng, drengen.

fald (134) kasus De (grundledsfald) gik.

flertal (16) pluralis drenge, drengene.

forholdsord (61) præposition til, fra, i, på, ved osv.

fortælleform (20) indikativ tiderne i handle- og lideform.

forstavelse præfiks henstille, sætte osv.

fortids fremtid (20) 1. konditionalis ville/skulle flyve.

fortids førfremtid (20) 2. konditionalis ville/skulle være/have fløjet.

fortids tillægsform (20) perfectum participium fløjet, spist, sunget, danset.

fremtid (20, 26) futurum vil/skal synge.

fælleskøn (10, 11) commune okse, stol, seng, kop osv.

fællesnavn (17) appellativ hest, elefant, køleskab osv.

før datid (20, 26) pluskvamperfektum havde sunget.

før fremtid (20) futurum exactum vil/skal være/have fløjet.


Latinske betegnelser

1. grad (43) positiv hurtig.

gensidigt

tilbagevisende

stedord (76) reciprokt pronomen hinanden, hverandre.

genstandsfald (134) akkusativ Han spiser maden.

genstandsled (104) objekt, akkusativobjekt Han spiser maden.

grundled (97) subjekt Han spiser maden.

grundledsfald (134) nominativ Han spiser maden.

handleform (20) aktiv Katten fanger musen.

hankøn maskulinum

henførende stedord (80) relativt pronomen som, der.

hensynsfald (134) dativ Han er mig en gåde.

hensynsled (113) dativobjekt Han er mig en gåde.

hunkøn femininum

ikke

tidsbøjet

udsagnsord (24) infinit verbum cykle, spring, leve osv.

indvirkende

udsagnsord (31) transitivt verbum De synger salmer.

intetkøn (10, 11) neutrum skib, hus, træ, bord osv.

kendeord (10,11) artikel en, et, den, det, de osv.

kort tillægsform (20) perfektum participium fløjet, spist, sunget, danset.

køn (10, 11) genus

lang tillægsform (20) præsens participium flyvende, spisende, leende.

lideform (20) passiv Musen fanges af katten.


Latinske betegnelser

lydord (88) onomatopoietikon tøf, fut, sjask, kykliky osv.

medlyd (6) konsonant b, c, d, f, g, h, j, k, l, m osv.

mængdetal (85) kardinaltal en, to, tre, fire, fem osv.

måde (20) modus navnemåde, tillægsmåde osv.

mådesudsagnsord (22) modalverbum kunne, skulle, ville osv.

navneagtig (133) substantivisk De optrædende dansede.

navneform (20) infinitiv (at) cykle, (at) springe osv.

navneord (15) substantiv mand, bil, hus, sangfugl osv.

navnetillæg (126) apposition Mads, den ældste af ...

nutid (20, 26) præsens Vi svømmer.

nutids tillægsform (20) præsens participium svømmende, syngende osv.

nævnefald (134) nominativ (grundledsfald) Vi svømmer.

omsagnsled til

grundled (101) subjektsprædikat Hun hedder Pia. Den er stor.

genstandsled (107) objektsprædikat De maler byen rød.

omvendt

ordstilling (137) inversion udsagnsled før grundled.

personligt stedord (74) personligt pronomen han, hun, den, det osv.

påpegende stedord (78) demonstrativt pronomen dén, dét, denne, dette osv.

Samstilling (126) apposition Mads, den ældste af ...

selvlyd (6) vokal a, e, i, o, u, y, æ, ø, å.

sideordning (133) paratakse

spørgende stedord (79) interrogativt pronomen hvem, hvad, hvilken osv.

stedord (74) pronomen

tal numerus

talord (85) numerale (numeralier) en, to, tre, femte, sjette osv.


Latinske betegnelser

tid (20) tempus nutid, datid, før nutid osv.

tidsbøjet

udsagnsord (20, 26) finit verbum klatrer, kravlede osv.

tilbagevisende

stedord (76) refleksivt pronomen sig, hinanden, sin osv.

tillægsfald (134) genitiv Jeg spiser Oles mad.

tillægsagtig (133) adjektivisk Hun spiser min mad.

tillægsform (20) participium gået (kort), gående (lang).

tillægsord (42) adjektiv grøn, sur, lang, firkantet osv.

3. grad (43) superlativ smukkest, ældst osv.

ubestemt stedord (81) indefinit pronomen man, ingen, nogen osv.

udråbsord (88) interjektion av, ih, åh, næh, nå osv.

udsagnsled (94) verballed Mette cykler en tur.

udsagnsord (19) verbum leger, spiller, løber, er osv.

uindvirkende

udsagnsord (31) intransitivt verbum Vi eksisterer.

underordning (133) hypotakse

ønskeform (20) konjunktiv Dronningen leve.


Indhold

Alfabetet ................................................................................................................................

Stumme bogstaver ........................................................................................................................

ORDKLASSER ..........................................................................................................................

Navneord (substantiver) ................................................................................................................

Navneordene som sætningsled ......................................................................................................

Navneord (repetition) ...................................................................................................................

Egennavne ....................................................................................................................................

Udsagnsord (verber) .....................................................................................................................

Udsagnsordenes tider og former ....................................................................................................

Hjælpeudsagnsord og hovedudsagnsord .......................................................................................

Mådesudsagnsord .........................................................................................................................

Tidssammenhænge ........................................................................................................................

Bevægelsesordene ........................................................................................................................

Infinitte former ..............................................................................................................................

Handleform og lideform ................................................................................................................

De almindelige, fuldstændige tider .................................................................................................

Mådesudsagnsordene i de 5tider ....................................................................................................

Hjælpeudsagnsordene i de 5tider ...................................................................................................

Lideformens forvandling ...............................................................................................................

Om brugen af de to passivformer ...................................................................................................

Mere om den betingede form .........................................................................................................

Transitive og intransitive udsagnsord .............................................................................................

Stærkt-svage udsagnsord ..............................................................................................................

Stærke (uregelmæssigt bøjede) udsagnsord ...................................................................................

Bøjningsmønstre ...........................................................................................................................

Udsagnsordene som sætningsled ...................................................................................................

Udsagnsord (repetition) ................................................................................................................

Tillægsord (adjektiver) ..................................................................................................................

6

6

7

7

14

15

17

19

20

22

22

23

24

24

24

26

27

27

28

28

29

31

33

34

36

39

40

42


Indhold

Tillægsordene som sætningsled .....................................................................................................

Tillægsord (repetition) ..................................................................................................................

Biord (adverbier) ..........................................................................................................................

Biordene som sætningsled .............................................................................................................

Biord (repetition) ..........................................................................................................................

Forholdsord (præpositioner) .........................................................................................................

Forholdsord (repetition) ................................................................................................................

Forholdsordene som sætningsled ...................................................................................................

Bindeord (konjunktioner) .............................................................................................................

Bindeord (repetition) ....................................................................................................................

Stedord (pronominer) ...................................................................................................................

Personlige stedord ........................................................................................................................

Ejestedord (possessive pronominer) ..............................................................................................

Tilbagevisende stedord (refleksive pronominer) ............................................................................

Påpegende stedord (demonstrative pronominer) ...........................................................................

Spørgende stedord (interrogative pronominer) ..............................................................................

Henførende stedord (relative pronominer) .....................................................................................

Ubestemte stedord (indefinitte pronominer) .................................................................................

Stedord (repetition) ......................................................................................................................

Talord (numeralier) .......................................................................................................................

Udråbsord (interjektioner) ............................................................................................................

Ordklassehierakiet ........................................................................................................................

Sætningsanalyse & sætningsled ..............................................................................

Sætningsleddene ...........................................................................................................................

47

48

49

58

60

61

67

68

69

73

74

75

76

76

78

79

80

81

83

85

88

89

91

93


Indhold

Udsagnsled (verballed) ..................................................................................................................

Grundled (subjekt) ........................................................................................................................

Foreløbigt (formelt) og egentligt (reelt) grundled (subjekt) ............................................................

Omsagnsled til grundled (subjektsprædikat) ..................................................................................

Løst omsagnsled til grundled (løst subjektsprædikat) .....................................................................

Genstandsled (akkusativobjekt) ....................................................................................................

Omsagnsled til genstandsled (objektsprædikat) .............................................................................

Mere om camouflerede sætninger og led .......................................................................................

Mere om tillægsord og korte tillægsformer ....................................................................................

Hensynsled (dativobjekt) ...............................................................................................................

Navneled (substantivisk led) ..........................................................................................................

Tillægsled (adjektivisk led) ...........................................................................................................

Biled (biordsled) (adverbialled) ....................................................................................................

Tids-, steds- og størrelsesbestemmelser .........................................................................................

Forholdsordsforbindelser ..............................................................................................................

Bindeordsbisætninger ...................................................................................................................

Bindeordsforbindelser ...................................................................................................................

Tillægsled (repetition) ...................................................................................................................

Biled (repetition) ...........................................................................................................................

Forholdsordsforbindelse (præpositionsforbindelse) .......................................................................

Navnetillæg (samstilling) (apposition) ...........................................................................................

Mere om tillægsformer, tillægsord og omsagnsled .........................................................................

Ordklasseoversigt ..........................................................................................................

Ledoversigt ..........................................................................................................................

94

97

99

101

102

104

107

109

111

113

116

117

118

119

120

120

121

123

124

125

126

127

129

130


Indhold

Opsamling og præcisering af nogle grammatiske begreber .....................

Grammatisk værdi .........................................................................................................................

Sideordning (paratakse) og underordning (hypotakse) ..................................................................

Kasus (fald) ...................................................................................................................................

Foranstilling og efterstilling ...........................................................................................................

Sætning (definition) .......................................................................................................................

Hovedsætninger og bisætninger ....................................................................................................

Bisætninger ...................................................................................................................................

Sætningskløvning og sætningsknuder ............................................................................................

Ligefrem og omvendt ordstilling (ledstilling) .................................................................................

Direkte og indirekte tale ................................................................................................................

Orddeling ved linieskift .................................................................................................................

Tegnsætning ........................................................................................................................

Punktum (.) ...................................................................................................................................

Komma (,) ....................................................................................................................................

Semikolon (;) ...............................................................................................................................

Kolon (:) ......................................................................................................................................

Spørgsmålstegn (?) .......................................................................................................................

Udråbstegn (!) ...............................................................................................................................

Anførselstegn (gåseøjne, citationstegn) (") ....................................................................................

Tankestreg (-) ...............................................................................................................................

Bindestreg (-) ................................................................................................................................

Parentes (()) ..................................................................................................................................

Skråstreg (/) ..................................................................................................................................

Apostrof (`) ...................................................................................................................................

Accent aigu (´) ..............................................................................................................................

Latinske betegnelser (og sidehenvisninger) ....................................................................................

131

133

133

134

135

135

135

136

137

137

138

139

141

143

145

161

162

163

163

164

164

165

165

166

166

167

169